Blive i mit forhold eller komme videre?

Kære ungzone.

Jeg skriver til jer fordi jeg har brug at komme ud med det her og få svar på nogle af mine bekymringer. Det kommer nok til at blive langt, men jeg håber i vil læse med alligevel.
Jeg er en pige på 19 år. Jeg har en kæreste og vi har været sammen i 6 år nu. Ham kan vi kalde A.
Vores forhold har fra starten af været lidt kaotisk pga. da vi kom sammen, startede han på efterskole og de første 2-3 år af vores forhold var ikke særlig gode.
Jeg havde det rigtig skidt tit fordi jeg savnede ham, jeg var jo helt ny forelsket, men også fordi han fik knyttet sig til mange piger derover og det gjorde at jeg blev meget jaloux. Han havde selvfølgelig lov til at have veninder og det gav jeg ham bestemt også lov til.
Det er som om jeg ikke kan huske så meget omkring de ting han gjorde som jeg følte var forkert, men jeg kan bare huske at jeg ikke havde det godt og at han tit gjorde mig ked af det. Samtidig var jeg så frygtelig bange for han skulle forlade mig. Min mor fortæller mig også at hun husker hvordan han var overfor mig.
Vi var tit uvenner og det var som regel fordi han blev sur over noget og han kunne blive rigtig grov. Når jeg havde overbevist mig selv om at det var ham der var forkert på den, så kunne han alligevel få den vendt om igen, så jeg følte det var mig der gjorde noget galt.
Som tiden gik følte jeg at jeg mistede mine venner og veninder, hvilket jeg også gjorde, og det føler jeg mig ramt af i dag. Jeg mistede mine veninder fordi jeg aldrig deltog i nogle arrangementer i weekenderne, fordi når A kom hjem i weekenderne, ville jeg jo gerne være sammen med ham. Jeg mistede mine venner fordi han var rigtig jaloux når jeg tog ud og specielt når der var drenge med.
I år 2013 startede vi i samme klasse på gymnasiet. I takt med årene gik, blev jeg også mere og mere jaloux når han var sammen med andre piger. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, måske en blanding af at han var kommet hjem fra efterskole, men nok også fordi han selv var så jaloux.
Det var altid en kamp når man skulle ud, fordi jeg vidste bare det ville blive et problem. Men når han skulle ud, blev det aldrig gjort til en stor ting. Jeg var alt for svag til at sige noget igen til ham. Det er i hvert fald sådan jeg husker det.

Jeg har altid haft den her følelse af at han var for god til mig. Jeg kan til tider stadigvæk have det sådan. Han er meget klog både fagligt men også på mennesker. Jeg følte altid jeg lærte en masse af ham.

Med tiden, begyndte jeg at føle mig mere og mere ensom. Jeg var selvfølgelig også selv rigtig dårlig til at henvende mig til venner og veninder, men der var bare altid et problem fra A’s side når jeg skulle være sammen med nogle andre, så jeg kunne bare ikke overskue det.
Alt begyndte at falde lidt til ro, med det mener jeg at vi var ikke så tit uvenner længere og alt gik faktisk rigtig godt. Bortset fra når han skulle i byen eller være sammen med nogle andre. Jeg kom ind i en periode hvor jeg var rigtig slem omkring min jalousi. Jeg kunne simpelthen ikke styre mig. Jeg var virkelig træt af at have det sådan, jeg følte mig drænet fra energi hele tiden. Gradvist begyndte min selvtillid at falde, jeg havde nemlig også hen af årene taget lidt på. I perioder havde jeg det rigtig godt og i andre perioder havde jeg det rigtig skidt.

Jeg fandt ud af på et tidspunkt at han også havde været mig utro, han havde kysset med en fra sit arbejde. Han løj om det i rigtig lang tid og jeg troede selvfølgelig på ham. Først en del tid efter, indrømmede han det.

Alt dette fører os så til nu. Han har ændret sig utrolig meget, jeg ved han elsker mig. Han går ikke særlig tit i byen og det gør jeg så heller ikke.
Jeg er begyndt at tage mere kontakt til mine veninder og det går stille og roligt fremad. Alt i alt virker alt perfekt, bortset fra en ting. Mine følelser.
Jeg har det sidste stykke tid følt at jeg har mistet lidt af gnisten mellem os.
Jeg ved godt at sommerfuglene i maven ikke er der hele tiden. Men jeg havde da regnet med at de var der nogle gange.

Her for en uge siden, i sidste weekend var vi til A’s fætters fødselsdag.
Jeg havde ingen intentioner om at det der skete, ville ske.
Vi var ankommet og jeg får af vide at en fra hans efterskole er venner med hans fætter, så han kommer også til fødseldagen. Jeg synes det var rigtig spændende at møde en fra hans efterskole da jeg har haft mange issues omkring det punkt.
Vennen ankommer og jeg får øjenkontakt med ham med det samme lige da han træder ind i rummet. Jeg får så dårlig samvittighed bare af at skrive det her ned, men jeg bliver nødt til det. Jeg blev overvældet og fik sommerfugle i maven.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge efter ham hele tiden under festen.
Det var så malplaceret fordi hele A’s familie var der og jeg ved godt det ikke var okay, men jeg kunne simpelthen ikke lade være. Hen af aftenen kiggede jeg meget på ham og han kiggede igen og smilede til mig igen.
Der fløj en masse følelser igennem mig og jeg kan ikke rigtig forstå hvorfor det kom så pludseligt. Vi dansede sammen og havde det rigtig sjovt, også sammen med alle de andre. Sidst på aftenen skulle vi til og hjem. Han tog fat i mig inden vi gik og spurgte efter min facebook og sagde jeg skulle følge ham på instagram. Jeg har ikke kunne få ham ud af hovedet siden.

Nu står jeg så her, og føler at følelserne er ved at forsvinde for A, og samtidig kommer der en ny en der giver mig sommerfugle i maven, jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke. Jeg har virkelig dårlig samvittighed over det og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at "come clean", og bare fortælle hvordan jeg har det. Jeg vil jo ikke såre ham.
Hvis jeg virkelig skal mærke efter hvad der er det rigtige, føler jeg at jeg står lige midt i mellem omkring hvad jeg burde gøre.
Jeg kan virkelig godt se det fornuftige i at komme videre og bare være mig selv og kunne føle mig fri til at kunne gøre hvad jeg vil. Der må også være noget mere end det jeg føler, mann må kunne have det bedre, end sådan jeg har det nu. Jeg vil gerne føle noget igen, jeg vil gerne have kriller i maven, grine rigtig højt og ikke gå med jalousi følelse hele tiden.
Jeg kan tit føle mig fanget i det jeg er i. Især fordi alle ser os som dem der bliver gift og aldrig går fra hinanden. Det er altid os to når man snakker om enten mig eller ham.
Men på den anden side, jeg elsker ham jo og jeg vil ham det bedste. Jeg er bare virkelig usikker på om hvordan jeg elsker ham og om det er det rigtige at gå fra hinanden. Jeg kan ikke finde ud af det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på vennen, men samtidig bliver jeg så ked af det når jeg tænker på A og tænker over at jeg kommer til at såre ham, lige meget hvordan jeg fortæller det/går fra ham.
Jeg frygter også rigtig meget, hvis jeg går fra ham, at jeg kommer til at blive endnu mere ensom end jeg er nu. At jeg så slet ikke har nogle som helst i mit liv som jeg kan være helt tæt med som jeg kan med A.

Jeg håber det var forståeligt og at i vil give mig et lille tip til hvad jeg jeg kan gøre.

Mvh. Vædderen