Paranoid og jalousi.. Hvordan kommer jeg på rette tanker?

Okay, jeg har verdens dejligste kæreste. Det går ret godt mellem os, synes jeg selv. Når vi er sammen i hvert fald. Årh jeg er så forvirret. Og undskyld, hvis det bliver forvirrende at læse.

Jeg har aldrig nogensinde været den jaloux type. Jeg har heller ikke rigtig haft grund til det. Og det har jeg heller ikke nu egentlig. Han har aldrig været en kæreste utro. Det har jeg derimod. Og hvor jeg dog i grunden fortryder det. Han er meget loyal. Den bedste ven man kunne få også. Han prioriterer sine venner meget højt, og det beundrer jeg. Jeg bliver måske bare sat lidt til side en gang imellem. Men det har jeg også sagt til ham, at jeg synes er lidt træls..

Han har den her veninde. Hun er skide sød! hører kun søde ting om hende. De har været bedste venner i flere år, og jeg er udemærket godt klar over, at hvis jeg stillede ham valget mellem hende og mig, så var jeg ikke førstevalget. Men hvorfor skulle han også vælge mig, altså. Vi har kun været kærester 3 måneder. Og de har været bedste venner 3 år. De har begge fortalt mig, at de aldrig har været tiltrukket af hinanden. Der har aldrig, aldrig foregået noget mellem dem. Og det tror jeg på. Men hver gang jeg tænker på dem, og ved at de er sammen, så føler jeg bare et massivt ubehag i maven. Det er ikke så slemt som det har været, men det generer mig stadig. Jeg har virkelig ikke lyst til at være jaloux på hende.. Jeg vil have at de to er venner, jeg er kærester med ham og så er den ikke længere. Og så skal vi alle tre kunne hænge ud.

Han er ret dårlig til at komme ud med sine tanker. Jeg siger tit til ham, hvad jeg tænker om ham, og at jeg elsker ham. Og han er faktisk også god til at sige til mig, at han elsker mig (det skal siges, at vi har været rigtig gode venner i lang tid, før vi blev kærester.. derfor kan vi allerede sige at vi elsker hinanden). Men han har svært ved at fortælle hvordan han føler. Og hver gang jeg skriver, går der altid 100 år, før han svarer. Altså nogle gange en hel dag. Han har bare aldrig sin telefon på sig. Fair nok egentlig.

Mit problem er bare, at hver gang jeg ser et billede af ham, eller hans navn på min telefon, så bliver jeg næsten sur på ham over at han ikke skriver. Men jeg ved jo godt hvorfor han ikke skriver. Det er jo ikke fordi han ikke vil. Han har bare aldrig sin telefon tændt eller på sig. Og NU kommer mit spørgsmål..

Hvordan kommer jeg på bedre tanker, når jeg tænker på ham? I stedet for at blive sur, over at han ikke svarer, så bare bliver glad for at han er min kæreste? Vi har det jo godt sammen, når vi er sammen med hinanden.

Hilsen den forvirrede/paranoide/lidt jaloux pige..