Hjælp, kan mit forhold reddes?

Mig og min kæreste har været sammen i lidt over 1½ år, og jeg vil selvfølgelig gerne

at vores forhold fortsætter men problemet er at han ikke har tillid til mig..

Da jeg mødte ham kunne jeg rigtig godt lide at gå i byen, dels for at morer mig men også fordi jeg lige var flyttet til en ny by og så det som en mulighed for at lærer nogle mennesker at kende.

Da vi så blev lidt mere seriøse sagde en af hans veninder at jeg havde været ham utro på en bytur, hvilket jeg aldeles ikke havde eller nogensinde har været!

Vi fik snakket det igennem og fandt ud af det, men jeg tror det var der mistilliden startede.

Veninden blev ved med at sprede rygter, det endte med jeg skrev hende at hun skulle komme til mig hvis der var mere hun ville, og der har ikke været noget med hende sidenhen.

Vi lavede en aftale om ikke at måtte drikke i et halvt år og dermed stoppede mine byture. Da mine byture stoppede så stoppede kontakten med de mennesker (hovedsageligt drenge) jeg havde mødt også, hvilket jeg syntes var fint eftersom de fleste højst sandsynligt kun ville i bukserne på mig.

Vi flyttede sammen og det hele gik fint på min lille lyserøde sky indtil jeg indså hvor alene jeg egengtlig var når min kæreste ikke var der..

Vi købte en hund som jeg bruger meget tid på, jeg føler mig ikke så alene når min kæreste ikke er hjemme, så lidt har det da hjulet, men en hund dækker ikke ligefrem behovet for kontakt med andre mennesker..

Da det halve år næsten var gået besluttede jeg og en veninde at tage i byen, da jeg fortalte min kæreste om det blev vi uvenner, skændtes i mange dage inden men jeg stod fast. Dagene inden var slet ikke sjove, jeg følte at det var mig der var forkert på den fordi jeg og en veninde gerne ville ud og hygge os for en gangs skyld. Jeg blev ikke fuld på nogen måde, men vi havde da sjovt.

Da jeg så kom hjem havde han pludselig fået af vide at jeg havde danset op ad en anden dreng? jeg blev sur og ked af det..

- Det skal lige siges at han var meget interesseret i hvad jeg skulle have på af tøj så jeg tog ham med ud og kigge på noget. Han fik lov til at bestemme hvad jeg skulle have på, jeg måtte ikke købe nyt undertøj og bestemt heller ikke baberer mig et hvis sted inden. Jeg er en person som godt kan lide at se okay ud, og jeg kan godt lide at føle mig ren når jeg skal noget, det er bestemt ikke for at scorer men min selvtillid bliver bedre af det. Er det forkert at gerne ville have selvtillid og se godt ud selvom man har en kæreste?

Efter det besluttede jeg så at lyve om det når jeg tog hjem til min veninde og vi tog i byen (min veninde bor i min hjemby). Det var en meget dum idé og jeg fortryder det meget, men jeg syntes ikke jeg magter at skal kæmpe en kamp hver gang. Det har så ført til at han ikke stoler på når jeg skal være sammen med min bedste veninde. Når vi er sammen ringer han til mig, kører til byen hvor vi er og spørger om vi kan mødes osv. Han ligger heller ikke skjul på at han hader når vi skal være sammen, hvilket jeg er lidt ked af.

Så engang midt i et skænderi skrev jeg lidt med en gammel flirt på nettet, har ikke set ham i mange år, han bor 100 km væk og jeg syntes ikke han er tiltrækkende mere. Men vi sad og skrev frem og tilbage om at han gerne ville have mig tilbage og jeg svarede ham at jeg havde en kæreste som jeg var glad for så det skulle han ikke regne med. Jeg fortalte ham også at det ikke kunne lade sig gører fordi det var så lang tid siden og vi havde forandret os i forskellige retninger. Men til sidst blev det sådan noget, jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det? Venne'agtig flirt, bare sådan for at drille hinanden. Han skrev: at hvis mig og kæresten slog op skulle vi værer sammen, og jeg svarede: det skal jeg overveje. Da vi så var færdige gik min kæreste ind på min facebook og læste det hele.

Jeg kan godt se det fra min kærestes synsvinkel, uden tvivl. Men jeg tænkte ikke over det på den måde, og det var ikke meningen min kæreste skulle se det, ikke fordi jeg ville holde det hemmeligt, men jeg havde ikke regnet med at han ville tjekke min facebook. Jeg ved at han har tjekket min facebook nogle gange efter.

I et andet skænderi havde en af mine venner skrevet over mobil at jeg skulle komme ud til ham at drikke, hvis jeg og min kæreste alligevel skændtes. Jeg svarede ham at det kunne jeg ikke, han skrev jeg kunne gå eller cykle og jeg svarede; nej, jeg har ingen cykel. Til sidst skrev han at jeg skulle vælge ham eller kæresten og jeg svarede; det kan jeg ikke, jeg kan ikke vælge mellem jer. Min kæreste tog min telefon, læste beskederne og blev sur over jeg ikke kunne vælge. Det endte med at jeg valgte min kæreste. Jeg har sidenhen haft en lille smule kontakt med min ven, kaldte ham engang et pigenavn i min telefonbog hvilket min kæreste også fandt ud af ved at kigge i min telefon og genkendte nummeret. Efter det har der ikke været nogen kontakt overhovedet.

Jeg snakker ikke med nogen drenge som min kæreste ikke kender og den eneste veninde jeg har er min bedste veninde som jeg nægter at give slip på, men dog ikke snakker særlig meget med fordi at der altid skal ske noget når man er sammen med hende, vi kan godt lide at gå i byen. Men det kan jeg jo ikke rigtigt når der altid bliver bøvl med kæresten. Min ongangskreds er min familie, min kæreste, hans venner og en sjælden gang min veninde.

Jeg ved godt at jeg har løjet for at undgå skænderier, men er det grund nok til ikke at stole på mig efter så lang tid. Alle de situationer ovenover er så længe siden.. Se mig nu, jeg snakker ikke med nogle mennesker, vi bor sammen og har fælles konto så han kan se lige præcis alt. Han tjekker min telefon jævnligt, og hvis jeg får en besked skal han straks vide hvem det er fra. Hvis jeg en sjælden gang er sammen med min veninde kontrollerer han mig, og hvis jeg skal i byen skal han med så han kan holde øje med mig? Jeg syntes at trods alle mine fejl har jeg forandret mig MEGET, kastet hele mit liv væk for at bevise han godt kan stole på mig. Det højeste jeg laver om dagen er at gå ud med hunden.

Når vi er sammen er det hele så perfekt. Vi er for det meste bare os to derhjemme, og vi har det super godt sammen. Vi skændes næsten aldrig mere og der er masse kærtegn, sexlivet fungere og jeg elsker ham. Men så når han går føler jeg mig alene, jeg savner at gå ud med veninderne, gå i byen, lave ting som normale mennesker gør. Vi har snakket om det nogle gange uden virkning, han er sygeligt jaloux og det er blevet meget værre med tiden.

Jeg skal snart starte i skole, og er bange for der kommer mange negative vibrationer i vores forhold, når jeg kommer ud og møder nye mennesker og ikke sidder hjemme med hunden hele tiden.

Spørgsmålene er: Hvad skal jeg gøre? Er forholdet værd? og er det min skyld han ikke har tillid til mig? Er dette normalt?