Skal jeg gå eller skal jeg blive?

Hej brevkasse.

Jeg er en utrolig fortvivlet pige, som står i en rigtig splittet situation. Jeg ikke ved om det bedste er A eller B, og hvordan det i så fald bliver det bedste.

Min kæreste og jeg har været sammen i godt to år, og boet sammen i et år. Jeg elsker ham ufatteligt højt, og han er min bedste ven. Han kender mig og ved ting som jeg aldrig har fortalt andre om før. Jeg kan ikke se mit liv uden ham.
På den anden siden så irritere alt ved ham mig, og har egentlig gjort det de sidste par måneder. Jeg har ikke lyst til at være intim med ham, og jeg frastødes lidt ved at skulle være det. Jeg har intet imod at skulle putte, kramme eller holde i hånd.
Vi er simpelthen to vidt forskellige mennesker, og i starten tænkte jeg egentlig at det bragte os tættere sammen, men nu føler jeg det driver os længere væk fra hinanden.
Han har et stort temperament og en kort lunte, han har ingen tålmodighed, han bliver hurtigt stresset og ender med at te sig som et lille barn i mine øjne. Han håndterer situationer så meget anderledes end fra hvad jeg gør. Han kommer fra et hjem hvor kvinden laver alt, og derfor tager han aldrig opvasken, lægger sit tøj sammen, gør rent eller andre huslige pligter - jeg føler jeg drukner i det, oveni jeg har et utroligt tidskrævende studie.
Jeg har forsøgt at snakke alvorligt om det med ham adskillige gange, og det hjælper i en uge maksimum, og så er vi tilbage ved nul.
Men ligeså træt af ham jeg kan være, ligeså glad for ham kan jeg også være.
Der er dage hvor tanken om ham giver mig myrekryb, og andre dage hvor tanken om ham giver mig lyst til at græde, fordi jeg bare gerne vil være sammen med ham.
Jeg ved han elsker mig overalt på jorden, og han ville gøre alt for mig. Han vil have børn, hus, og bil med mig - en rigtig kernefamilie. Jeg elsker også ham, og jeg vil ham det bedste i verdenen, men jeg er i tvivl om jeg er forelsket i ham længere. Jeg har ikke lyst til at få børn med ham, og jeg ved ikke om det er fordi, jeg ikke er et sted i mit liv, hvor jeg tænker børn er det næste der skal ske, eller er det noget man bare burde vide fra start?

Jeg har fået lidt "følelser" for en anden - jeg har ikke reageret på dem og har heller ikke tænkt mig at gøre det. Jeg ville ikke byde min kæreste det. Det er lidt som om at jeg bliver gladere for at se end besked fra ham end min kæreste de fleste dage.

Jeg ved ikke hvor jeg skal agere herfra. Jeg er bange. Jeg ved ikke om det kan være den bedste eller værste beslutning i mit liv. Jeg har brug for råd, og det håber jeg I kan give mig lidt af.

Jeg er træt af at kæmpe for noget der ikke ændre sig, og jeg skal ikke bede ham om at ændre sig for min skyld. Jeg elsker ham, og han har en helt særlig plads i mit liv. Problemet ligger vel også lidt i at han rev pløkkerne op, og flyttede en time væk hjemmefra, og fandt arbejde her. Derudover bor vi sammen, og jeg føler ikke at vi kan håndtere at skulle flytte fra hinanden.
Primært fordi jeg ikke ved hvordan han vil reagerer.
Sekundært fordi jeg ved han nok gerne vil blive boende, men alle tingende er mine og nogen jeg havde samlet sammen igennem flere år - jeg kan ikke efterlade ham på gulvet. Derudover kan jeg heller ikke flytte hjem til mine forældre da jeg absolut ikke vil kunne tjene penge til at flytte ud igen grundet SU'en ændre sig.

Jeg vil ikke gå fra ham, fordi han er "my safe place", han ved hvad jeg føler bare ved at kigge på mig, og hos ham kan jeg være hudløst ærligt. Jeg ved han aldrig vil såre mig med vilje, og jeg ved altid hvor jeg har ham. Han er min bedste ven. Jeg vil ikke kunne håndtere ikke at have ham i min hverdag eller at skulle såre ham.

Jeg håber I kan give mig lidt råd eller vejledning.