Stresset næsten kæreste

Hej brevkasse

Jeg ved ikke om I kan hjælpe, men jeg prøver stadig. Om ikke andet har jeg brug for råd om hvordan jeg kan tackle situationen.

Jeg er forelsket i den her super skønne fyr og er overbevist om at han er i mig. Vi startede vores “flamme” omkring maj måned, og der har været mange diskussioner, uenigheder og sårede følelser. Vi har gået to måneder uden hinanden da jeg gik igennem en personlig hård fase, og han ikke var tydelig i hans intentioner.
Allerede før vi gik hver til sit havde han hentydet et par gange at han elsker mig og han drømmer om at vi flytter sammen en dag, dog passede hans handlinger ikke på dette tidspunkt. 

En dag skriver han til mig, at han stadigvæk er ligeså forelsket i mig som han var før, at han har savnet mig hver eneste dag siden og har ventet på jeg skrev.
Jeg følte jo præcis det samme så vi prøver igen og stadigvæk.

I starten var alt fyr og flamme, men så småt kom diskussionerne frem igen de omhandlede for det meste at han altid aflyste aftaler, at han følte han ikke er god nok til mig og jeg skulle finde sammen med en ekskæreste jeg havde først på studiet (jeg gik fra min eks, og fandt sammen med ham næsten med det samme). 

Han blev mærkelig og trak sig længere og længere væk, vi aftalte ikke noget længere fordi han ikke vil såre mig ved at aflyse, vores samtaler blev mindre og færre, han trak sig også mere tilbage socialt i skolen.

Vi snakkede flere gange om at det måske var bedst vi lod hinanden være og tog tid for os selv, men efter et par dage kunne vi ikke undvære hinanden alligevel.
Han forsikrer mig gang på gang om at han elsker mig og ikke vil miste mig, men han føler så meget for mig at han ikke ved hvordan det skal håndteres.
Han har fortalt sine forældre, søskende og venner om os.
Så jeg er ikke i tvivl om han holder af mig.

En dag eskalere det hele og han skriver han ikke er sig selv længere, han er sur, ked af det, vred og deprimeret, han skrev direkte at han ikke ville leve længere. Han havde brug for et par dage til at finde ud af sig selv, og komme tilbage til den gamle ham.
Også dette kommer vi over og får snakket lidt om hvad der skete og hvorfor han føler som han gør, hvilket bunder i usikkerhed.

Han er en travl person der har booket sig selv op med studie, venner/familie, en sport hvor han er træner, formand og selv træner og yderligere to jobs.

Lige pludselig kommer han ikke i skole, hvor han gruppe (klassen ved ikke vi ses) fortæller de er bekymrede da han skriver det er af personlige årsager.
Da jeg spørger ind til det bliver jeg skåret af og skubbet væk.
Han kommer stadig ikke i skole de to efterfølgende dage af samme årsag.
Den næstkommende dag han ikke kommer i skole fortæller et af hans gruppemedlemmer at han skulle til lægen.

Jeg skriver til ham, hvor jeg egentlig forlanger at få af vide hvad der sker med ham.
Han fortæller han har været ved lægen, som har fortalt han har alle symptomer på stress.
Jeg prøver at snakke med ham om det og hvordan han vil håndtere det. Min bror har selv været sygemeldt grundet stress, så ved heldigvis lidt af hvad jeg snakker om - dog er det jo altid forskelligt.
Jeg foreslår ham at han skal prøve og tage en pause fra alt der ikke er skolerelateret (grundet eksaminer), og fortælle hans forældre om det, hvortil han svare at det kan han ikke fordi de har brug for ham.
Jeg skriver senere på dagen, at jeg nok skal bakke ud og ikke vil spørge om vi skal ses, jeg undskylder for at have været uforstående og have presset ham for meget - hvilket jeg oprigtigt er ked af, fordi nu giver alt egentlig god mening.

Vi skriver sammen dagligt og kan snakke sammen i skolen, men jeg kan mærke han har det skidt og jeg har bare sådan lyst til at give ham et kram og fortælle ham alt bliver godt.
Jeg prøver forsigtigt at presse ham mod at give nogen af alle hans beskæftigelser op for en stund, og acceptere at han er syg lige nu, at han ikke kan præstere det han inderligt ønsker, men det ikke gør ham til en dårlig person.
Jeg prøver at snakke med ham om hvad der skete og gik galt ved min storebror samt hvad der hjalp ham.
Jeg prøver at presse ham mod at få hjælp.
Jeg kører nu heller ikke i det, jeg starter ikke samtalen op uden han selv har indledt til det, jeg forsøger så vidt muligt ikke at presse ham eller få ham til at have dårlig samvittighed over noget.

Det fylder bare så meget for mig, at jeg selv har fået det skidt. Jeg er ked af det, frustreret og kan ikke finde mit overskud til noget. Jeg vil så gerne hjælpe og være der for ham, men jeg vil ikke presse ham eller gøre ham ked af det fordi han føler sig dårlig overfor mig.
Mine tanker er hele tiden på ham og at jeg skal være så forsigtig som overhovedet muligt.
Jeg havde dårligt nok læst op på min første eksamen, hvilket resulterede i jeg dumpede.
Jeg føler mig så magtesløs i alt det her. Jeg vil så gerne bare kunne holde om ham, give ham omsorg og fortælle alt bliver okay igen - jeg kan bare ikke få mig selv til at presse ham til at ses med mig privat.
Jeg savner ham så meget, det er nu over et måned siden vi sidst har været alene sammen.
Han er begyndt at kunne mærke jeg er ked af det også, at jeg ikke er okay, hvilket bekymre ham fordi han gerne vil være der.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe ham, jeg ved ikke hvordan jeg kan få ham til at forstå det er alvorligt og han har brug for professionel hjælp, jeg ved ikke hvordan jeg selv skal være i det længere, jeg ved ikke hvad det bedste for nogen af os er.

Håber I kan give mig lidt klarhed og en smule vejledning, eller om ikke andet end form for opmuntring. Jeg prøver at sige til mig selv hele tiden “det er ikke noget med mig, han har det skidt og han kan ikke selv gøre for det”, det er bare skide hårdt.

Om ikke andet tak for jer og I gad at læse med ❤️