Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 21 år
Kære brevkasse.
Jeg er en ung kvinde på 21 år, der sidder i et frygteligt dilemma, der giver mig hjertebanken og uro...
Min kæreste og jeg fandt sammen på efterskolen som 16-17 årige og har været sammen lige siden. Vi har siden efterskolens slutning været i et langdistanceforhold, da jeg bor i Jylland, og han bor på Sjælland. Dette har dog fungeret godt i vores 3 år i gymnasiet, men nu er vi studenter og en masse tanker og bekymringer tager til i mit hoved...
Jeg har nemlig lige siden vi blev kærester tænkt "Hvad er chancen lige for, at den første kæreste bliver den sidste?" men som årene er gået er det spørgsmål begyndt at gå mig meget på! Jeg oplever tanker som: "hvordan ved jeg, at jeg ikke går glip af noget?" "kan jeg virkelig leve resten af livet med den første jeg har mødt?" "hvad hvis jeg slår op og finder ud af, at der ikke fandtes bedre og dermed har mistet the love of my life?" "hvad hvis jeg sidder om 10 år med børn og fortryder jeg ikke prøvede noget mere mens jeg kunne?" "tør jeg ikke give slip fordi jeg er kæmpe tryghedsnarkoman?". Disse tanker gør mig SÅ ked af det, da jeg virkelig har en FANTASTISK kæreste, der elsker mig fuldstændigt ubetinget! Han har så mange gode egenskaber, vores forhold er trygt og stabilt og vi har aldrig haft voldsomme skænderier eller større problemer - og jeg har altid (og gør stadig) set en fremtid med ham som min mand og faren til mine børn. MEN - skal jeg ikke ud og opleve andet og andre inden?
Vi har planer om at rejse sammen i løbet af sabbatåret, når vi har tjent nok penge begge to - jeg tænker, det kan blive en god mulighed for at "afprøve" vores forhold (inden vi flytter sammen) og se om det gør mig glad at være i hans selskab på en daglig basis - det har vi jo aldrig rigtigt prøvet... Jeg synes bare det er ubehageligt at gå med disse tanker indtil da... På samme tid er det også svært at tage en beslutning da jeg ikke ved om mine tanker f.eks. også er præget af, at jeg er kørt sur i vores store afstand mellem hinanden og de faste mønstre, eller om de måske er præget af mine mange venner og veninder der lever ungdommen som single og er i byen og scorer...altså en følelse af, at jeg går glip af noget af livet som ung...
Jeg ved, han ikke går med samme udlængsel og bekymring om fremtiden, som jeg gør, og derfor er det ikke noget, jeg vil dele med ham, da det bare vil give ham en frygtelig tvivl og utryghed...
Dette dilemma fylder i hele mit hjerte, og jeg håber sådan I vil hjælpe mig og nuancere situationen... jeg vil virkelig ikke forlade mit livs kærlighed for at finde ud af at han var den rette, men kan jeg komme videre og igennem bekymringerne, når mine mange tanker blokerer for mine følelser for ham?
Kærlig hilsen
den unge tænksomme
Anonym
Indsendt af
pige på
21 år
Kære du,
Jeg kan virkelig godt forstå, at det er utroligt hårdt at gå med
sådanne tanker og tvivl! Jeg kan også sagtens sætte mig ind i dit dilemma. Jeg
har selv flere veninder, som også har været sammen med deres kærester, siden de
var meget unge, og har haft de helt samme tanker, som du beskriver.
Jeg tror, at du skal huske, at ”græsset altid er grønnere på
den anden side”. Så når du ser dine veninder leve det vilde single-liv, og
måske synes, at det ser vildt fedt ud, så tror jeg, at du skal huske, at de
sikkert ser på dit liv med tilsvarende misundelse. Jeg ved i hvert fald, at
mine singleveninder tit har ærget sig over, at fyrene i deres liv, kun er der
meget kort tid – før de er videre til den næste… min pointe er, at jeg ikke synes
du skal føle, at du går glip af en helt masse uundværlige oplevelser. Det er da
sjovt at være single og score i byen – men hvis du spørger mig, som har prøvet
både singlelivet og kærestelivet, så er kærestelivet så meget bedre. Jeg føler
mig i hvert fald meget heldig at have en fantastisk kæreste, som er min bedste
ven, og som jeg kan dele alle livets op- og nedture sammen med.
Ud fra det, du skriver, er jeg ikke i tvivl om, at du er utroligt
glad for din kæreste. Derfor synes jeg, at du skal prøve at slippe tanken om,
om der mon er nogen endnu bedre derude for dig. Det kan man aldrig vide, men
jeg tror, at der kan være langt i mellem dem, der passer så godt sammen, at de kan
få et forhold til at fungere på lang sigt. Derfor synes jeg bestemt, at du skal
give dit forhold en chance for at udvikle sig. Det lyder rigtig fornuftigt, at
I vil rejse sammen og på den måde finde ud af, om I kan finde ud af at være
sammen hver dag i længere tid.
Så nej, jeg synes ikke, at du går glip af noget vigtigt ved at
være i et forhold. Ingen ved, hvad fremtiden byder på. Måske er I sammen for evigt
– og måske er I ikke. Måske går I hvert til sit en dag, og så prøver du singlelivet.
Måske bliver I sammen, og så får du ikke prøvet det – og så er det også fint. Jeg
synes i hvert fald, at det ville være rigtig ærgerligt, hvis du gik fra din kæreste
alene af den grund, at du ville ud og se, hvad du mon gik glip af ved at være i
et forhold. For så tror jeg meget hurtigt, at du ville finde ud af, at du ikke
gik glip af noget særligt og derfor fortryde.
Når det er sagt, synes jeg selvfølgelig ikke, at du skal blive
sammen med din kæreste, hvis du føler, at I ikke er rigtige for hinanden. Men
ud fra det, du skriver, lader det ikke til, at det er sådan, du har det.
Opsummerende kan jeg sige, at jeg tror, at mange i din
situation oplever samme tanker og tvivl, som du oplever. Men hvis jeg var dig,
ville jeg prøve at slippe disse tanker og fokusere på, hvor godt du og din
kæreste har det sammen, og hvor dejligt det er at have et stabilt og trygt
forhold – og at have en at dele sit liv med :- )
Jeg håber virkelig, at mit svar kan hjælpe dig. Du er altid
velkommen til at skrive igen.
Hilsen Iben
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 5087 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år
100% anonymt · 100% gratis
"(...) Først vil jeg gerne sige tak fordi i findes! I har hjulpet mig meget allerede!! "
- Anonym