Min kæreste forstår ikke mine psykiske problemer

Kære Jer

Min kæreste og jeg har været sammen i omkring 5 år. Jeg har altid været bange for at sige noget i sociale sammenhæng, og har altid overanalyseret hver en samtale og virkelig indøvet alt inden jeg siger noget - hvilket resulterer i, at jeg ikke siger særlig meget.Det ved min kæreste godt, og vi har ofte snakket om det, og jeg har ofte fortalt, at jeg altså ikke er sur, og at jeg gerne vil være der, men det er enormt svært for mig at sige noget.

For nogle dage siden var vi ude og spise sammen med hans forældre og hans storebror og hans kæreste. Jeg havde lige fået en rigtig dårlig nyhed, og vidste, at hvis jeg begyndte at snakke om det, så ville jeg begynde at græde (og jeg havde ikke lyst til at græde midt i restauranten). Derfor valgte jeg ikke at sige noget, og var desværre lidt fjern under middagen. Men jeg deltog stadigvæk i samtalerne som jeg plejede, og snakkede stadigvæk - men ikke i det omfang, jeg plejer, fordi den dårlige nyhed var i baghovedet. Jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke var helt okay, men at vi kunne snakke om det senere, så han vidste godt, at jeg ikke var helt på toppen.

Min kæreste har så synes at min opførsel var helt uacceptabel og har virkelig været sur på mig. Han har ydermere sagt, at han ikke synes at jeg engagere mig nok med hans forældre, og at hans forældre gør alt hvad de kan, for at snakke med mig, og at jeg skulle tage mig sammen. Det gjorde mig rigtig ked af det, fordi han ved, hvordan jeg har det med at være social, og jeg, på grund af at været mobbet i både folkeskolen og gymnasiet, har svært ved at sige noget i sociale sammenhæng, fordi jeg er bange for, at det jeg siger, er forkert, eller at folk griner af mig.

Men det, der gør mig ked af det, er at jeg virkelig prøver. Jeg prøver rigtig meget, sÃ¥ meget, at jeg er helt udkørt og træt bare efter en familiemiddag. Jeg har ogsÃ¥ spurgt ham, om han ikke vil fortælle sine forældre, hvorfor jeg er som jeg er, og det har han sagt til dem, sÃ¥ de ved godt hvorfor jeg mÃ¥ske er mere stille end andre. Derfor gør det mig rigtig ked af det, at han ikke synes, at det jeg gør, er godt nok. Specielt fordi, at han mener, at hans forældre gør alt hvad de kan, men jeg tror aldrig at hans mor har spurgt ind til mig før, hvor jeg ofte spørger ind til hende. Men nÃ¥r jeg siger det, bliver han endnu mere rasende end før. 

Jeg er bare træt af, at fÃ¥ at vide at jeg ikke er god nok, nÃ¥r jeg virkelig prøver alt. Jeg har været sÃ¥ ked af det, og jeg er begyndt at blive i tvivl om jeg er i det rigtige forhold. Jeg føler, at det altid er mig der har fejlene, og mig der skal rette op pÃ¥ dem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.