Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 21 år
Kære Jer
Min kæreste og jeg har været sammen i omkring 5 år. Jeg har altid været bange for at sige noget i sociale sammenhæng, og har altid overanalyseret hver en samtale og virkelig indøvet alt inden jeg siger noget - hvilket resulterer i, at jeg ikke siger særlig meget.Det ved min kæreste godt, og vi har ofte snakket om det, og jeg har ofte fortalt, at jeg altså ikke er sur, og at jeg gerne vil være der, men det er enormt svært for mig at sige noget.
For nogle dage siden var vi ude og spise sammen med hans forældre og hans storebror og hans kæreste. Jeg havde lige fået en rigtig dårlig nyhed, og vidste, at hvis jeg begyndte at snakke om det, så ville jeg begynde at græde (og jeg havde ikke lyst til at græde midt i restauranten). Derfor valgte jeg ikke at sige noget, og var desværre lidt fjern under middagen. Men jeg deltog stadigvæk i samtalerne som jeg plejede, og snakkede stadigvæk - men ikke i det omfang, jeg plejer, fordi den dårlige nyhed var i baghovedet. Jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke var helt okay, men at vi kunne snakke om det senere, så han vidste godt, at jeg ikke var helt på toppen.
Min kæreste har så synes at min opførsel var helt uacceptabel og har virkelig været sur på mig. Han har ydermere sagt, at han ikke synes at jeg engagere mig nok med hans forældre, og at hans forældre gør alt hvad de kan, for at snakke med mig, og at jeg skulle tage mig sammen. Det gjorde mig rigtig ked af det, fordi han ved, hvordan jeg har det med at være social, og jeg, på grund af at været mobbet i både folkeskolen og gymnasiet, har svært ved at sige noget i sociale sammenhæng, fordi jeg er bange for, at det jeg siger, er forkert, eller at folk griner af mig.
Men det, der gør mig ked af det, er at jeg virkelig prøver. Jeg prøver rigtig meget, så meget, at jeg er helt udkørt og træt bare efter en familiemiddag. Jeg har også spurgt ham, om han ikke vil fortælle sine forældre, hvorfor jeg er som jeg er, og det har han sagt til dem, så de ved godt hvorfor jeg måske er mere stille end andre. Derfor gør det mig rigtig ked af det, at han ikke synes, at det jeg gør, er godt nok. Specielt fordi, at han mener, at hans forældre gør alt hvad de kan, men jeg tror aldrig at hans mor har spurgt ind til mig før, hvor jeg ofte spørger ind til hende. Men når jeg siger det, bliver han endnu mere rasende end før.
Jeg er bare træt af, at få at vide at jeg ikke er god nok, når jeg virkelig prøver alt. Jeg har været så ked af det, og jeg er begyndt at blive i tvivl om jeg er i det rigtige forhold. Jeg føler, at det altid er mig der har fejlene, og mig der skal rette op på dem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Anonym
Indsendt af
pige på
21 år
Kærester og forhold
Kære du,
Jeg er virkelig ked af, at du har det svært. Det er bestemt ikke nemt at have det, som du har det, og det gør det kun værre at føle, at din kæreste ikke forstår dig og til med bliver vred på dig over dine problemer.
Jeg er ikke i tvivl om, at du gør alt, hvad du kan, og det er det vigtigste. Vi har alle vores udfordringer og usikkerheder, og det kan være ekstremt frustrerende og svært at acceptere, når de står i vejen for at leve det liv og gøre de ting, som vi gerne vil. Men jeg tror, det er vigtigt at prøve at acceptere de her udfordringer, som du oplever i sociale sammenhænge og se dem som en del af dig og din personlighed - og ikke som fejl! Du er, som du er, og du er tydeligvis opmærksom på, at de her sociale situationer er ekstra svære for dig, men du gør dit bedste. Og det er godt nok.
Jeg kan virkelig godt forstå, at det gør dig ked af det, at din kæreste ikke lader til helt at forstå, hvordan du har det, og især at han kan blive så vred på dig over det. Jeg kan ikke fortælle dig, om han kommer til at ændre sig, men jeg tror, at det bedste, du kan gøre, er at forsøge at tale med ham om det (igen) og gøre det på en stille og rolig måde, hvor du fortæller ham, hvordan du oplever det (både i forhold til hans forældre og ham selv) og understreger, at du er opmærksom på, at du ikke altid får sagt så meget, men at du virkelig prøver. Det er vigtigt, at du prøver at formulere dig, så det ikke bliver anklagende overfor ham eller hans forældre. Brug f.eks. vendinger såsom "Jeg oplever at..." eller "Jeg føler at..." eller "Det virker nogle gange som om at..." og ikke "Du gør..." eller "Dine forældre gør....".
Jeg synes desuden, at det er rigtig godt, at din kæreste har fortalt hans forældre, hvorfor du er, som du er og kan virke meget stille. Det er en god start at være åben omkring det overfor dem, du bruger tid med, så du ikke sidder og føler, at de undrer sig eller lignende.
Men ja, jeg kan ikke love dig, at din kæreste ændrer sig, men jeg håber og tror, at det kan hjælpe at tale om tingene stille og roligt og måske også give ham mulighed for at sætte ord på, hvorfor han bliver så frustreret og vred, og hvordan han oplever de her situationer. Hvis han forstår dig og kan sætte sig mere ind i, hvordan du har det, og hvad der foregår i dit hoved, så kan han forhåbentligt også bedre rumme dig og støtte dig, når du har det svært.
Husk på, at du er god nok, som du er! Dine udfordringer er ikke fejl, de er bare en del af den, du er - og det er helt okay.
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at skrive igen!
Hilsen Iben
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4683 spørgsmål og givet 7244 svar de sidste 16 år
100% anonymt · 100% gratis
"..for det første vil jeg takke en million gange for jeres side og hjælp. Den har hjulpet mig til at få hjælp med både selvmords tanker, stoffer og familieproblemer, og har virkelig ændret mit liv 100%"
- Anonym