Hvad gør jeg nu?

 Hej.

Det lyder godt nok ubehageligt. Jeg er meget ked af at der er opstået problemer mellem dig og din kæreste. Og det må især være ubehageligt, når det hidtil har været perfekt mellem jer to, som du beskriver det. 

Når du skriver at i har haft et stort skænderi, og at alt tidligere havde været perfekt, kan det jo også virke ekstra voldsomt, hvis det er en person man ikke er vant til at diskutere med. Jeg har i hvert oplevet nogle gange, især når det gælder forhold, at begge parter i starten af forholdet kan være gode til at styre uden om en konflikt, når de kan se den er under optrapning. Det er der mange gode grunde til at gøre; Det kan være man er forelsket, og at man derfor ikke med det samme ser de potentielle forskel på livssyn og andre uenigheder der kunne være tilstede. Det kan også være at man er bange for at forholdet kommer i fare, hvis det er et rigtigt stort skænderi. Nu ved jeg selvfølgelig ikke om det her er første gang i har haft et skænderi af denne her kaliber, men det lyder i hvert fald på dig, som om ingen af jer rigtige vidste hvordan i skulle håndtere det. 

Det første jeg vil råde dig til er at prøve ikke bebrejde din kæreste for den manglende nærhed der er i forholdet lige nu. Som du selv skriver, er det jo også gensidigt, så det er måske ikke engang det du gør. men jeg nævner det alligevel, fordi jeg selv efter et skænderier ofte kan have det sådan at jeg venter på at den anden skal sige undskyld, eller indrømme over for mig at han/hun tog fejl. Det lyder som om det skænderi i havde ikke nødvendigvis endte så godt. Og så kan der godt opstå en mærkelig stemning. Du skriver at du har svært ved at mærke dig selv lige nu, og det kan jeg godt forstå. Det kan være svært at sætte ord på den frustration man er efterladt med efter et skænderi. Jeg forstår også godt at det kan komme som lidt af et chok, og at det har fået dig til at genoverveje om det her er den person du vil have børn med og blive gift med. 

Men personligt tror jeg på at alle par kan finde en måde diskutere ting på konstruktivt. Jeg tror at noget af det der sker for par, der sjældent diskuterer, er at begge parter måske kan have lidt tendens til at gemme deres uenigheder væk. Og så, når der endelig opstår en diskussion, kan det være at der er rigtig meget af det der er gemt væk der pludselig kommer op, og så handler diskussionen pludselig ikke længere om den lille ting der startede den, men måske om selve forholdet. Hvis jeg skulle hjælpe dig med at sætte ord på de følelser du har lige nu, så ville mit bedste bud, uden at jeg kender alle detaljer i historien, være, at det måske er det der er sket. Jeg kan virkelig godt forstå at man føler sig forvirret, når man lige pludselig opdager man skændes med een, især når det er en kæreste, som man ellers føler sig sikker og tryg sammen med. Jeg tror det ofte er det vi bruger vores kærester til; vi diskuterer med kolleger, familimedlemmer, fremmede i toget, og så kan vi komme hjem og slappe og være os selv sammen med vores kæreste. Efter sådan et skænderi, kan man opleve et brud på tilliden. Det kan være man bliver i tvivl om denne her person, man havde lagt store planer sammen med, er den person man troede han var. For hvis han ikke er, er man jo ikke så sikker på sine planer mere.

Mit råd er dog at man ikke nødvendigvis er nødt til at se skænderier som beviser for at der skulle være noget som helst i vejen med forholdet. Hvis i ikke har haft et skænderi før nu, så er det alligevel uundgåeligt at der på et tidspunkt kommer et. Og hvis i tidligere har haft skænderier, men det her måske er det første der ender skidt, så kan man arbejde på at have mere konstruktive skænderier. Man kan sørge for, når man skændes, at holde sig til emnet, at se uenigheden som noget der kan løses, hvor løsningen falder ud til alles fordel, og at respektere at der er sider af een selv, og af eens partner, som måske ikke er de mest tiltrækkende, men som man i fællesskab kan adressere. Det lyder som om i begge to lige nu venter på at den anden tager det første skridt. Det kunne du fx være den første der gjorde. Du kunne fortælle din kæreste hvordan du har det. Du kunne spørge ham om han havde lyst til at tage samtalen igen, hvor i denne her gang begge bestræber jer på at holde tonen, ikke være bebrejdende eller forudindtagede, være så ærlige som muligt hvad angår jeres egne følelser, og sætte ord på dem, selvom det kan være svært, og selvom man gør sig sårbar, når man gør det. Det er svært at skændes, men jeg tror faktisk at de par der kan finde ud af det, og gør det på en konstruktiv måde, ender med at være tættere knyttet og have et mindre skrøbeligt forhold, end dem som undgår det, fordi det er ubehageligt. 

Håber det hjalp. Ellers er du velkommen til at skrive til os igen.

mvh Markus

Hey du!

Det lyder som en svær situation, som du er kommet i. Kærlighed og følelser er meget, men det er særligt forvirrende til tider.

Som jeg forstår dit brev, så er det relativt for nyligt, at disse tanker og denne tvivl er kommet, og dette skænderi var det store vendepunkt.

Jeg lægger mærke til, at du beskriver jeres forhold før skænderiet som perfekt og at han var manden, som du havde drømt om. Det lyder jo alting dejligt, så jeg kan ikke lade være med at tænke på, om I to stadig var i en form for nyforelsket fase?

Det er jo sådan med parforhold, at når man lige mødes og dater i det første stykke tid, så er alting jo dejligt og man 'overser' måske hinandens mangler/mindre dejlige sider. Sider som vi jo alle har, for der er intet, der er perfekt. Jo længere tid man er sammen, så begynder man langsomt at skulle forholde sig til de sider af hinanden: Nogle sider må man ændrer på, andre må den anden lærer at acceptere og nogle kan man indgå et kompromis på. Sagt med andre ord: Så er I måske i den fase af jeres parforhold, hvor I nu skal tvinges til at forholde jer til, at I ikke er perfekte.

Det er nok denne fase, der gør kærligheden så svær, men også der, hvor potentialet for, at du kan udvikle dig, ligger.

Så det lyder for mig som om, at du har fået sprunget lidt den her fantasi omkring jeres forhold. Men skænderiet og særligt din tvivl er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Derfor synes jeg ikke, at du skal være bange for din tvivl. Du kommer til at møde den tvivl igen - om det så er med din nuværende kæreste eller en evt. fremtidig kæreste. Det er i tvivlen, at du kan udvikle dig som menneske. Det er den, der gør, at du stopper op og får tænkt over, om du stadig kan være i det forhold, som du er i. Så vær nysgerrig og reflekter med dig selv: Hvad er det, der har skabt denne tvivl? Hvorfor trigger det dig? Kan og vil du arbejde for at komme over dette? Eller vil du hellere slippe forholdet, hvis denne trigger ikke forsvinder?

Det lyder som en god ide, at du tager til din mor. Tag nogle lange gåture der, tænk, reflekter og mærk efter i maven. Derefter så tag hjem til din kæreste og tag en ærlig snak med ham. Lyt til hinanden, uden at komme med beskyldninger eller pege fingre.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar :) Al held og lykke herfra!

VH.

Gustav