Skal jeg give det tid eller gå

Jeg fortæller jer nu min kærligheds historie, som egentlig mere er en sorgens historie end en kærlighedshistorie, desværre... 

Min kæreste (31 år) og jeg har været sammen i et år. Vi havde en meget turbulent start i vores forhold med en masse op og nedture. Han var ikke helt klar på at binde sig og var meget usikker på om jeg var den rigtige. Jeg ventede og ventede, fordi jeg virkelig godt kunne lide ham og ville gerne give ham den chance tiltrods for jeg egentlig dengang tænkte hvis man var så meget i tvivl burde man nok ikke være sammen... jeg har aldrig selv prøvet at være i tvivl omkring de kærester jeg har haft.

Han har utrolig svært ved alt omkring følelser, omsorg og kærlighed. Det er faktisk både at snakke om det og vise det. Der kan gå tre-fire uger mellem han siger han elsker mig og når han endelig gør det er han altid på vej ud af døren eller sender det på en SMS. Hvilket er hjerteskærende for mig. Han snakker aldrig om sine følelser eller fortæller hvordan han har det. Hvis der er noget der går ham på holder han det inde, til trods for at jeg kan mærke det på ham og spørg ind, så SKAL jeg hive det ud af ham hver evig eneste gang. Jeg ved der er stor forskel på mænd og kvinders behov for at snakke om ting og nærvær. For mig i et forhold betyder nærvær utrolig meget. At holde i hånd ude på gaden, at han nusser mig, kysser mig og at man har regelmæssig sex. Sådan er det desværre bare ikke. Tit er det kun et godmorgen eller et hej/farvel kys jeg får i løbet af en dag. Berøring i form nus/putning er meget sjælden. Sex kan variere meget, men ikke noget der er meget af. Det kan være en gang ugenligt til en uge uden noget. Der har jeg igen behov for nærvær og synes det er dejligt med alle disse ting og sex tre eller flere gange om ugen er optimalt for mig. Han fortæller mig aldrig jeg er smuk eller dejlig men er meget tilbage holden med komplimenter. Jeg tror faktisk aldrig han har sagt jeg var smuk hvis jeg skal være ærlig. 

Jeg nusser ham tit, kysser ham, putter med ham og fortæller ham han er dejlig, ser godt ud og jeg elsker ham. Jeg har endda prøvet at skrue lidt ned for de ting jeg gør i håb om han ville længtes lidt efter mig men det er desværre heller ikke tilfældet. 

Vi har talt om disse ting rigtig mange gange i løbet af forholdet fordi jeg ikke føler mig elsket... og det gør utrolig ondt, at jeg ikke får den kærlighed jeg har brug for. Hver gang vi snakker om det ved han ikke rigtig hvad han skal sige andet end han nok skal tage sig sammen. Men lige lidt sker der efter hver snak. 

Jeg sidder med tåre i øjnene mens jeg skriver dette, fordi det er så hårdt for mig. Jeg er i vilrede og aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Han får opfyldt alle hans behov, det ved jeg det har han fortalt. Men jeg sidder her på sidelinjen og føler mig alene, jeg er ked af det og den forelsket jeg troede jeg ville få dengang fordi jeg var skrup skør efter ham, den Fik jeg aldrig fordi jeg kærligheden er så begrænset, så der var ikke plads til at jeg kunne leve i den forelskes rus.

Kan det virkelig passe at vi bare har to helt forskellige behov? Og vi dermed bare ikke passer sammen. Eller skal jeg give det mere tid? Eller elsker han mig bare ikke? Men synes jeg er nem at leve med fordi jeg sørger for mange ting i vores omgangskreds, familie og sørger for ham. Jeg er så ked af det og desperat, please hjælp mig.

Jeg er bare i en alder nu hvor jeg begynder at tænke familie osv. og mine børn skal have al kærlighed i verden og ikke en kold far, der ikke kan vise følelser og de skal absolut ikke være i tvivl om at deres forældre elsker dem overalt i verden.