Jeg tror ikke, det er meningen, at jeg skal have en kæreste, før jeg er helt voksen

Hej,

Det lyder til, at du har haft nogle triste romantiske oplevelser, og jeg kan godt forstå, at man lidt mister troen på kærlighed og forelskelse som konsekvens af det. Selvom det kan virke lidt gråt nu, så tror jeg dog på, at når den rigtige person dukker op, som får dig til at føle alt det, du ønsker, så vil troen blive styrket igen. Det bedste man kan gøre er måske at holde sig selv åben for romantiske muligheder, selvom det er svært. For før eller senere kan man være heldig at møde nogen, som gør en lykkelig nok til at glemme den tristhed eller hjertesorg, der er gået forud. For nogle sker dette i en ung alder, mens andre først finder det, når de allerede har fundet deres ben i at være voksne. Der er ikke noget galt med nogle af delene, da begge kan have sine fordele i at lede til et sundt og skønt parforhold. 

Det kan selvfølgelig altid være lidt svært at finde rundt i de følelser og grænser, der så også følger med når kæresteforhold bliver venskabsforhold eller omvendt, så jeg kan godt forstå, at du finder det lidt udfordrende. Selvom det måske ikke førte til det, du havde håbet på, så synes jeg, at det er helt ufatteligt smukt af dig at sige til ham, at han skal sige til, hvis han ikke føler det samme. Der var du allerede en helt fantastisk ven for ham. 

Jeg synes ikke du nødvendigvis behøver at holde dig fra relationer, som den du beskriver med din ven. Det vil nemlig måske nærmere være frygten for at blive såret, som så får lov at styre dine valg, og på den måde kan du gå glip af alt det skønne, som du beskriver, at du har fundet i dit venskab med ham. Måske kan følelser blomstre med tiden, fra din side eller hans, det er jo aldrig til at vide med sikkerhed, men jeg tror absolut sagtens det kan blive til en god ven alligevel. Og selvom man så ikke kan styre, hvad man inderst inde håber på, så er det vigtigste så bare, at man ikke baserer sit venskab på den slags forventninger, da det kan ende galt, når den anden så ikke kan opfylde de forventninger, man selv har sat. 

Jeg tror det bedste, du kan gøre for dig selv er at mærke godt efter, hvordan du har det med din ven som tingene er nu. Hvis du nu, eller en dag i fremtiden, kan mærke, at det er for hårdt at være venner med en, som du måske har lidt romantiske følelser for, så kan du måske overveje, om det er værd at blive i venskabet. Føler du til gengæld, at i har det godt sammen, og at du helst ikke vil miste det, så synes jeg ikke nødvendigvis du behøver at stoppe venskabet med ham (eller forhindre fremtidige), selvom du måske går rundt og har indre drømme om, at det måske kunne blive til mere. Den beslutning er dog helt op til dig selv, da kun du ved præcis, hvilke følelser dette vækker i dig. Så derfor er det bedste råd jeg måske kan give, at du sætter dig ned og mærke godt efter om dit venskab med ham skaber for meget bekymring eller tristhed eller om det rent faktisk giver en masse godt i dit liv, selv uden muligheden for en fremtidig romantisk udvikling. 

Jeg håber mit svar kan være til lidt hjælp, men du må endelig skrive ind igen, hvis du får lyst til det. Jeg håber du finder ud af din situation og kommer frem til en beslutning, du kan være glad for :) 

 Hej.

Lad mig starte med det midterste i din tekst - selvom det måske kan lyde lidt mærkeligt. "Jeg har søgt det trygge stabile forhold uden at have lyst til det indledende" tror jeg i virkeligheden er noget mange oplever at de gør. Jeg tror at det at søge det der er trygt er noget meget grundlæggende menneskeligt, og venskabet er noget de fleste af os er mere trygge ved end den "uforudsigelige" begyndelse på det der kunne gå hen og blive til et forhold. 

Men hvis jeg forstår det du skriver rigtigt, så er du også begyndt at have forhåbninger om forhold - særligt med denne her fyr, som du er gode venner med. Jeg synes det er interessant at du skriver at du er "bange for at du putter et langsigtet håb ind i ham". At du er i stand til at registrere dette inde i dig selv, synes jeg vidner om en person der har en utrolig god kontakt med sine følelser. Jeg er dog ikke sikker på at der nødvendigvis er noget du behøver være bange for. 

Du fortæller at du ikke har haft de bedste erfaringer, når det kommer til at skulle etablere romantiske forhold. Men du skriver også at du faktisk er frustreret over endnu ikke at være "lykkedes med kærligheden". Så på trods er frustrationen, lyder det som om der stadig er et grundlæggende ønske om det på et tidspunkt lykkes. 

Hvis jeg var dig ville jeg se mine hidtidige forsøg på at lykkes med kærligheden, som et udtryk for en fejlslagen "strategi" og intet andet. Man kan nemlig hurtigt komme til at tænke "der er et eller andet galt med mig" eller "det lykkes aldrig". men sådanne katastrofetanker er sjældent særligt konstruktive. Du skriver at du "af en eller anden grund aldrig er kommet så langt" og at du oplever at drengen altid trækker sig. Selvom du ikke føler det er noget bestemt du gør, tror jeg stadig du er nødt til at overveje om der er noget ved din tilgang du kunne gøre anderledes. 

Hvis jeg skulle komme med et mere konkret råd, ville jeg sige at du kunne prøve at dele noget af det du har skrevet her med din gode ven, som du har følelser for. Jeg ved godt han sagde han ikke havde følelser for dig, men som du selv pointerer, kan det have haft at gøre med at du inviterede ham til at sige netop det tidligt i jeres forhold. Det kan være han har det anderledes nu. Hvis dine følelser over for ham har ændret sig, er der ingen grund til at tro at hans følelser for ikke også kunne have ændret sig. 

Uanset hvad tror jeg at mindre varsomhed ville være et skridt i den rigtige retning. Hvis man er én der godt kan lide det trygge og venskabelige, kan jeg godt se at det ikke altid er nemt at være åben omkring sine følelser, når man virkelig godt kan lide nogen. Det kan være man tænker at det bare komplicerer og ødelægger det rare venskabelige forhold. På den anden side er det heller ikke rart at være nødt til at gå rundt og undertrygge romantiske følelser over for nogen. Og hvis i virkelig er gode venner, er jeg sikker på at venskabet kan klare det, hvis i sørger for at tale med hinanden på en pæn og omsorgsfuld måde, uanset hvad i ender med at finde ud af. 

Du virker som en person med en stor følelsmæssig intelligens. Jeg tror du er utrolig bevidst om dit eget og andres følelsliv, og at du er en utrolig omsorgsfuld og betænksom person. Når man er det, kan man måske nogen gange komme til at være bange for at handle på sine følelser. Jeg siger ikke at du bare skal "kaste dig ud i det" eller noget i den retning. For så enkelt tror jeg ikke det er. Men når jeg læser det du skriver, har jeg svært ved at finde en grund til at du ikke kunne betro dig til den ven og høre hvad han siger til det. Prøv at fortæl ham det, som du har skrevet om her.

Håber det kunne bruges til noget. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.

mvh Markus