min kæreste hader min forælder.

 Hej.

Hvis det er ok, så tror jeg at jeg har tænkt mig at starte med det sidste du skriver. 

Jeg tror du har helt ret i at meget af det din kæreste siger og gør i øjeblikket skal ses i lyset af at hun lige har mistet sin far.

Man tænker ikke klart og man er ikke sig selv. Når der så oven i købet kommer flere problemer oven i, som det at dine forældre ikke bryder sig om at i to sidder op til længe om natten og taler sammen, så er det ikke svært at forstå at hun reagere som hun gør. Og jeg tror at vi i lyset af alt det her kan komme et svær nærmere, i forhold til alt det her med at hun siger at hun hader dine forældre.

For som du selv siger er det noget mærkeligt noget at sige om nogen mennesker som hun aldrig har mødt. Men jeg tror det er vigtigt at være opmærksom på de ting der sker psykologisk, når vi er meget kede af det. Når man er meget ked af det, er man for det første meget sårbar. Man har ikke rigtig plads til flere problemer end man allerede har. Og man er især meget følsom over for noget der kunne tolkes som anklager. Selvværdet er i bund, så man kan være meget hurtig til at tænke "jeg er problemet"; du beskriver netop at dine kæreste føler at det er hende der får skylden for det hele. Hvis jeg var dig, ville jeg, i stedet for at finde ud af hvem der ret, se det din kæreste siger og gør lige nu som et udtryk for at hun er i gang med at processere det med hendes far. 

Men selvom vi kan regne ud at det er det der højest sandsynligt foregår, så tror jeg til gengæld også man skal være påpaselig med at sige det på den måde til hende. Hvis man allerede føler sig sårbar, prøver man at pakke sig selv væk, igen, ofte fordi selvværdet er helt i bund. Og så er det ikke så fedt at finde ud af at alle andre også se rén på den måde.

Men hvad skal man så gøre? Hvis jeg var dig, ville jeg for det første prøve at gøre det så tydeligt som muligt for din kæreste at uanset hvad der kommer til at ske og uanset hvordan hun har det lige nu, så kan hun regne med at du er der. Selvom noget af det føste vi får lyst til at gøre, når der er nogen vi holder vi af der ikke har det så godt, er at pusle om dem og få dem til at få det bedre, så tror jeg ikke altid det er det vi bør gøre. Prøv at sig noget i nærheden af det her til hende: "Unaset hvad du tænker mine forældre mener om dig og vores lange samtaler om natten, så skal du videre at jeg ikke går nogen vegne. jeg bebrejder dig ikke for noget af det her. Og uanset hvad du føler og kæmper med lige nu, så kan vi finde ud af det sammen".

Håber det var klart og tydeligt, selvom det blev lidt nørklet nogle steder. Skriv endelig til os igen!

mvh Markus