Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 5104 spørgsmål og givet 7577 svar de sidste 18 år
2023-07-06T00:53:50: 2

Brevkassespørgsmål

Hader migselv?

Indsendt af pige13 år


Jeg føler ikke at jeg nogensinde kommer til at ha en kæreste eller nogen som elsker mig fordi jeg kan bare slet ikke se migselv som god nok… 
pige
Kærester og forhold

Kærester og forhold

Se flere

Besvarelser

2023-07-08T08:47:14 1
Kirstine

 Hej

Jeg kan godt forstå følelsen af, at man føler sig usikker og at man ikke er god nok. Det er meget normalt at tænke, det tænker de fleste af os - desværre. Det er bare så langt fra sandheden. 

Forhold kommer i forskellige tempoer. Nogle får en kæreste tidligt, nogle senere, nogle har den samme resten af livet, hvor andre måske har flere gennem livet. Man har en tendens til at sammenligne sig med andre, men vi går sjældent igennem samme scenarier. 

Jeg har den erfaring, at alt kommer når man mindst venter det. Og med rette. Man skal nyde at kunne arbejde på sig selv inden man får en kæreste. Det er så rart og befriende at elske sig selv, og så efterfølgende få en kæreste. Så kender man sit værd. Du må ikke gå og dunke dig selv oveni hovedet for ikke at have en kæreste, det er ikke det der må definere hvem du er som person. Gør det der gør dig glad, så finder din fremtidige kæreste dig. 

Noget som jeg fik at vide som gjorde mig ret glad - en undersøgelse viser, at mange tror dem man er venner med ikke synes så godt om én, som man synes om dem. Ens venner har samme tanker, de går også og tror at man synes mindre om dem. Derfor må du ikke tro du ikke er god nok. Andre mennesker har faktisk bedre tanker om dig end det man går og tror. 

Hvis du føler dig komfortabel med at snakke med en voksen eller en ven som du stoler på omkring det, vil jeg virkelig anbefale dig det. Det er rart når man får åbnet op for de negative tanker og får bekræftet at det slet ikke er som man går og tror. 

Jeg håber du kan bruge svaret, og ikke føler at du ikke er god nok. Det er du. Det kan godt være det ikke ændrer sig med det samme, det tager tid at lære at elske sig selv, men husk på at du er god nok hver dag. Så bliver det nemmere og nemmere at huske på

De bedste hilsner

Kirstine

2023-07-08T09:04:08 1
Abier

Hej med dig 

Jeg vil først og fremmest gerne nævne, at jeg synes, du er sej. Det kræver mod at have en forståelse for, hvad du føler og tænker, og at kunne formulere det klart og ærligt. Mange mennesker kan føle det samme som dig, men forskellen er, at de ikke altid kan sætte ord på det, hvilket kan gøre det svært for dem at finde årsagen til deres følelse af utilstrækkelighed. Ved at sætte ord på, hvad du føler, tager du det første skridt mod at genskabe en god følelse af selvrespekt og selvværd.


For det andet er du ikke den eneste, der føler på den måde. Det er faktisk helt normalt at have sådanne følelser, især når man er ung og endnu ikke har oplevet mange ting i livet. Jo ældre du bliver, desto flere erfaringer vil du få om livet og om dig selv. Med tiden vil du lære mere om dig selv, hvad du kan lide og ikke kan lide, samt hvad du er god til og mindre god til.


Hvis jeg skulle give dig nogle råd, vil jeg anbefale dig at udforske dig selv mere og prøve nye ting. Du kan f.eks. finde en hobby eller et arbejde, måske hos dine forældre eller nogle bekendte. Der er helt sikkert noget, som du er god til, men som du måske endnu ikke har opdaget. Dette kan give dig stor selvtillid og tro på dig selv.


Du nævner, at du føler, at du aldrig kommer til at have en kæreste. Men det er vigtigt at huske, at følelser ikke er det samme som virkeligheden. Du kan ikke forudsige fremtiden, og du er stadig meget ung. I fremtiden vil du helt sikkert møde mange mennesker, der vil synes godt om dig.


Det vigtigste er, at vores selvværd ikke skal afhænge af, om vi har en kæreste eller ej. Vores selvværd skal ikke være baseret på andre menneskers opfattelse af os. Jeg tror, du allerede ved, at for at blive elsket, skal man elske sig selv først. Det betyder ikke, at man aldrig må føle sig usikker eller tvivle på om man er god nok. Det er helt normalt at være usikker og tænke på den måde fra tid til anden.


Husk, at du ikke er alene med dine tanker og følelser. Mange mennesker oplever det samme. Det vigtigste er at arbejde på at opbygge en positiv selvopfattelse og tro på dig selv. Det kan være en proces, men med tiden og ved at lære at elske dig selv, vil du opdage, at du er værdifuld og fortjener kærlighed og accept, uanset om du har en kæreste eller ej. 


Hvis du fortsætter med at have det dårligt, er det en god idé at tale med en voksen. De kan give dig støtte og vejledning, og det kan være en lettelse at dele dine følelser med nogen, der kan hjælpe dig. Jeg håber, at det, jeg har skrevet, har været nyttigt for dig.


Med venlig hilsen 

Abier

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

Flere spørgsmål om kærester og forhold

"Først og fremmest tak for en rigtig god brevkasse. I giver mange gode råd, og nu skriver jeg til jer, da jeg har brug for et godt råd til min situation"

- Anonym