Er jeg et voldsoffer eller er det indbildning?

Hej brevkasse og alle jer der læser med.

Jeg er en studerende pige på 18 der bor hjemme. Jeg har været sammen med min utrolige, dejlige kæreste på 18 år (halvt år imellem os) i 14 måneder, snart 15.

Vi har været sammen hver dag igennem hele vores forhold, hvor vi enten er hos ham eller hos mig.

Jeg ser ham som min prins. Nogle der læser det her, vil sikkert få brækfornemmelser, for hvor mange har ikke hørt den før? Men det er han virkelig. Han er min bedste ven, jeg ved godt at nogle vil sige at det her er dumt, men jeg har også droppet primær alle mine venner for ham. Jeg har 2 tilbage, jeg er heldig hvis jeg ser dem en gang om året, men han har til gengæld gjort det samme for mig.

Vi har begge to et meget stort temperament. Jeg kan f.eks begynde og slå hvis han ikke lader mig være, dog aldrig i ansigtet. Og han kan derefter begynde og holde mig fast for at sige at jeg skal slappe af.

For godt og vel 5 dage siden skete der noget som forandrede det hele og som gør at jeg står i denne situation og beder jer om hjælp. Vi havde lørdag aften begyndte at skændes. Han havde kørt lidt psykisk på mig om at han er ligeglad og således havde jeg. Han var begyndt at skubbe lidt til mig, for at få mig væk fra ham og jeg var begyndt at "puffe" lidt til ham. Det endte til sidst med at det lignede at han langede ud efter mig, men jeg tvivler. Han ville aldrig slå fysisk på en pige. (Her begynder min tvivl)

Han tager så fat i mig, og presser sin pande op mod min, så jeg fik ondt.

Jeg mangler en del brikker efter den aften, så der var sikkert en grund til at han gjorde det. Om det så enten var at jeg havde kørt ham psykisk ned eller om jeg var begyndt at slå, kan jeg ikke huske. Men jeg ved at han aldrig havde gjort det, 100% fordi han havde lyst. (Tror jeg)

Jeg valgte så at tilgive ham og søndag morgen glemte jeg faktisk det hele. Jeg havde hverken ondt i maven, havde det akavet eller noget som helst.

Lørdag aften, startede det hele forfra. Og jeg valgte at gå. Nu skal det lige siges at jeg har igennem hele vores forhold, prøvede at opnå noget ved at gå. Opmærksomhed, at han løber efter mig i regnen og beder mig om at komme hjem. Jeg aner det faktisk ikke.

Men det startede så forfra og jeg gik. Først var jeg gået en omvej, men han gik efter mig og da han var kommet lige bag mig begyndte han at skubbe mig og sagde at jeg skulle gå hjem. Så kom vi så til den gade hvor han bor på. Han holdt så fat rundt om mig og begyndte lidt at hive mig med hjem. (Jeg kan desværre ikke forklare det på en bedre måde)

Han gav så slip på mig og knipsede med fingrene imens han pegede på døren og sagde "Gå" op til flere gange. Da jeg blev ved med at sige at nu gad jeg ikke mere osv., sagde han fint og vi gik. Han sparkede så til hegnet på vej hjem til mig (han slår på ting når han er sur) og jeg valgte at gå en anden vej udenom ham, så vi kom til nogle bænke.

Jeg satte mig på bænken og først prøvede han at få mig op ved at tage fat i min jakke, hvor jeg sparkede ud efter ham, for at få ham væk. Så tog han igen, fat i min jakke og pressede sin pande (igen) hårdt op mod min og råbte "så fuck af!"

Efter han havde sagt det, så jeg at en af mine veninder havde ringet og jeg ringede tilbage, hvor jeg gik lidt væk fra ham og lige pludselig stod han bag mig, prøvede at tage min mobil, hvor det lykkedes mig at få den igen og så gik han bag mig, holdt fast i mig og ruskede mig frem og tilbage, hvor jeg begyndte at græde og sagde til min veninde at jeg ville lægge på.

Da jeg havde lagt på, slog jeg ud efter ham, hvor jeg får revet ham i øjet og så pustede han sig op, gik helt tæt på mit ansigt, hvor jeg sagde "Vil du ikke nok være sød og gå, jeg er rigtig bange for dig lige nu" og han gik så væk. Da vi begge var kommet ned på jorden, begyndte han at græde (det gør han næsten hver gang efter vi har haft sådan nogle store skænderier) og han sagde at han nok skulle følge mig hjem. Da vi var kommet til stationen sagde han at han nok skulle lade være med at overtale mig til at blive i forholdet, han ville ikke kysse, men bare holde i hånd og så ville han følge mig hjem den næste dag.

Jeg har så valgt at blive i forholdet på den bekostning at jeg sidder alene, hjemme hos mig selv. Jeg har ekstremt ondt i maven (det får jeg hver gang efter et skænderi), men denne gang er det ikke den samme følelse.

Min ene hjerne halvdel, siger at jeg er et voldsoffer. At han ikke er min prins på den hvide hest, at vores forhold er en løgn og at jeg burde holde mig langt væk fra ham. Min anden halvdel siger at jeg er lige så slem. Jeg har slået ham, revet ham i øjet, jeg har været det største svin og kaldt ham de mest forfærdelige ting man kunne tænke sig.

Jeg elsker ham. Af hele mit hjerte og han vil altid være min prins charming. Men når jeg tænker på hans ansigt, tænker på det der skete, går mit hjerte i stå. Som om at alting er ødelagt og forandret.

Mit spørgsmål til jer... Er det ren indbildning og at alting nok skal blive det samme? Nu holder vi jo en mini pause og den har vi jo haft siden mandags. Men bliver det nogensinde det samme? Mit hjerte siger både at jeg skal stoppe fordi han ikke er den jeg troede han var, men den anden siger at jeg selv har været slem og at det nok skal blive godt igen. Hvad synes I?

Mvh Josefine.