Min kæreste benægter og det skader os..

Hej Brevkasse..

Jeg skriver til jer, fordi jeg ikke ved hvem jeg eller skal snakke med omkring det her.. Kæresten og jeg har været sammen i 2 år og 2 måneder, og nu er jeg begyndt at finde ud af nogle ting omkring ham, som virkelig er alvorlige.. Han har ofte udvist tegn til at han ikke kan styre sit alkohol når han er i byen med drengene fra den gamle by eller kollegaer.. Han går over grænsen og kaster oftes op, som enten jeg eller ham selv gør rent.. Jeg har flere gange forsøgt at forklare ham, at jeg ikke gider være hans mor.. Jeg gider ikke være babysitter når vi er i byen, fordi han ikke kan stoppe.. Men ofte ender det med det, og jeg må hjælpe ham hjem, og typisk husker han intet dagen efter.. Jeg har derfor været meget bekymret når han er taget i byen alene, fordi jeg ikke ved hvad han kan finde på.. Jeg ved han ikke kunne finde på at være utro, men hvem ved, når ikke en gang han selv kan huske det.. Hans ekskæreste var han også utro, og også en fra efterskolen i sin tid, så hans baggrund er ikke ligefrem god på det punkt, på trods af han siger det er helt anderledes med mig.. Jeg sagde så for nogle uger siden, at jeg synes han burde søge hjælp, for det er ikke en normal adfærd at man man bliver ved med at drikke, og ikke kan finde ud af at stoppe.. For en måned eller 2 siden, var han på firmatur, hvor han igen, drak sig alt for fuld, og derved mistede han den halskæde, som var den første gave jeg nogensinde havde givet ham.. Det påvirkede os begge rigtig meget, og der gik en uge før jeg overhovedet kunne have sex med ham, så såret blev jeg.. Det skal lige siges, at alle gange hvor han er blevet så fuld, har han lovet mig lige inden ikke at drikke for meget, så det har bestemt også skadet min tillid til ham.. I slutningen af sidste år, gik jeg til psykolog, fordi jeg har så svært ved at stole på folk, og jeg kunne mærke det skadede vores forhold, fordi jeg var i hans telefon jævnligt, men også hans Facebook-profil, og en enkelt gang løj jeg for ham om det.. Så i forvejen arbejder jeg meget med mine tillidsproblemer, og kan bare mærke at det her ikke gør det bedre for mig..

Han lovede mig så at ligeså snart han nåede de 7-8 genstande, ville han stoppe, for han fandt hurtigt ud af, at det var der, det slog klik for ham efter en alvorlig snak.. Jeg besluttede så at stole på ham i denne sag, for det gik virkelig også ham på at han havde mistet den halskæde, men også at det var blandt kollegaer, han havde opført sig sådan. Han fik af vide af nogle af dem, at han havde delt taxa med nogle af direktørerne, hvor han bad om at få den stoppet, så han kunne brække sig, hvilket han også skammede sig rigtig meget over, men huskede intet dagen efter.. Derfor var det egentlig nemt for mig at tro, at han virkelig mente det.. Men der gik ikke mange uger, før han skulle til noget byfest lignende i hans gamle by, og jeg gad ikke med.. Han var taget afsted ved en 15 tiden, og da jeg kørte forbi byen, for at sige hej inden jeg kørte ind til min søster, var han allerede en del fuld.. (Han havde igen holdt på at han ikke ville drikke for meget, og holde sig til sit loft på de 7-8 genstande) Jeg var i byen kl 18.30 ca, og prøvede at huske ham på det han havde sagt til mig, og det vi havde snakket om.. Men jeg vidste jo allerede godt der, at den allerede var ved at være gal, og på trods af at han gav varmen skylden og egentlig godt var klar over det, fortsatte han drikkeriet.. Det resulterede i at han ringede 3 gange mellem 00 og 01 om natten og bare var mega irriterende, og han kunne sjovt nok ikke huske noget af det dagen efter.. Det sårer mig bare rigtig meget, at han siger en ting, men går ud og gør noget andet, og vi er under behandling for ufrivillig barnløshed, fordi vi så gerne vil have børn, men jeg kan ikke lade være med at føle, at han er uansvarlig, for han kan tydeligt ikke tage ansvar for sig selv, hvordan kan jeg så forvente det ikke også sker når vi har fået børn... Jeg har forsøgt at blive sur, blive ked af det, snakke med ham om det og prøvet at hjælpe ham, når vi er i byen sammen.. Men uanset hvordan jeg fortæller ham, at nu burde han holde igen, fortæller han mig bare, at så fuld er han heller ikke og det ved jeg ikke noget om.. Selvom jeg tydeligt kan se og høre på ham, når han har nået grænsen.. Så han lytter ikke en gang til mig..

Her for noget tid siden, kom vi op og skændes, et rigtig hårdt skænderi.. Jeg blev mega sur og det samme gjorde han, men jeg kontrollerede min vrede, mens han mistede besiddelsen.. Jeg stod i vores gang ind til stuen, lige ved siden af en væg og pludselig slog han hans hånd ind i væggen ved siden af mit hoved, og hamrede den 3-4 gange, så hele hans hånd var hævet og havde sår dagen efter.. Jeg var fuldstændig i chok, for havde aldrig set den side af ham, og jeg kunne mærke jeg også har taget afstand fra ham siden den dag.. Det fik mig til at stille spørgsmålstegn til om jeg kunne være den næste han ramte? Eller en af vores katte? Eller vores børn til den tid? Jeg vidste han havde gjort det en gang før, ved hans ekskæreste, hvor der var kommet et hul i væggen (Vores er heldigvis beton), men jeg troede det var pga de stoffer og mængder alkohol som han på daværende tidspunkt fik meget af.. Han stoppede så med de hårde stoffer og hash, da han mødte mig, og hans alkohol forbrug faldt også drastigt... Men det krævede jeg på en måde også, fordi jeg er så moden af min alder og bare har overstået den del af mit liv for længe siden..

Hans sexbehov er også meget lille.. I de første 3-4 måneder gjorde vi det næsten når som helst og hvor som helst, og jeg ved godt at det er meget normalt at det falder lidt, når man har været sammen så længe.. Mit sexbehov er større end hans, men mange gange virker det som om 1 gang om ugen er nok for ham.. Jeg testede ham på et tidspunkt, for det er stort set altid mig der skal lægge op til sex, så jeg ville prøve at lade ham styre det for 14 dage.. 2 gange i løbet af de 14 dage havde vi sex.. Vi har så døjet med at jeg tabte mig 8 kg oven på min mors død, og derfor blev en del underernæret, og der skød han skylden på det, at jeg ikke var lige tiltrækkende som i starten, hvilket også sårede mig meget.. Jeg havde mange andre ting at tænke på dengang, og er først nu, efter 1,5 år, at jeg er begyndt at tage lidt af dem på igen, på trods af det var været en svær kamp.. Jeg har gjort rigtig meget for at tage på igen, fordi jeg ikke ville at det skulle påvirke os så meget, og han ville også arbejde med hans visuelle del af det, da den åbenbart var vigtig for ham.. Men siden den gang, er vores sexliv ikke blevet særlig meget bedre.. Der kan stadig gå op til en uge imellem vi har sex, og det generer mig, til trods for jeg har prøvet at snakke med ham meget omkring det... Men når vi endelig har sex, er det også fantastisk..

Med disse 3 faktorer, er min konklussion lidt at han går med nogle ting, som påvirker ham.. Som går ind og genere ham til dagligt, og som er skyld i at han får den følelse om han har bare har lyst til at blive ved med at drikke og så fucke alting op, hvilket han selv har sagt, at det er sådan han får det.. Men også hans vredesudbrud.. Jeg sagde til ham, at hvis det nogensinde skete igen, ville jeg forlade ham uden tøven.. Jeg elsker ham overalt i verdenen, men jeg elsker bare mig selv højere, og jeg ville sagtens kunne finde en fyr, hvor jeg ikke skulle være nervøs, når han tog i byen, eller nervøs når han blev lidt for sur, og en som havde et lidt større sexbehov end ham, men han er nu nok bare den jeg gerne vil tilbringe mit liv med, men der skal ske ændringer.. Når jeg forsøger at snakke med ham, fornægter han at han har et problem, han skrev ind til nogle alkoholmisbrugereksperter, som gav ham et godt råd om at snakke med det nærmeste behandlingssted, men det er sjovt nok ikke kommet videre.. Jeg kan godt mistænke ham for, bare at gøre det, for at gøre mig tilfreds og egentlig ikke selv kan se at der er noget galt i de ting han gør..

Jeg har spurgt om det kunne have noget med hans far at gøre, som egentlig aldrig har været der for ham, som han havde brug for.. Hans far har også 5 børn med 3 forskellige kvinder, og de eneste han virker som en far overfor er de to piger, han har med den dame, han er sammen med nu.. Men her afviste min kæreste mig også.. Han var godt klar over hele situationen med sin far, og mente ikke han havde problemer med at styre hans vrede eller sådan rigtig hans alkohol indtag, men man skal jo være dum, hvis man tror andet.. Han benægter det fuldstændigt, og vil ikke se i øjnene at jeg måske kan have ret.. Han virker ikke interesseret i at skulle lave det om, eller tager mine bekymringer for ham alvorligt.. Jeg har også fortalt ham, hvad der ville ske, hvis det var mig, han ramte næste gang, men hertil er hans svar bare, at selvfølgelig gør han ikke det, og selvfølgelig har han det under kontrol...

Hvad skal jeg gøre?? Skal jeg bare se på?? Skal jeg blive ved med at presse ham, til at se sandheden i øjnene?? Skal jeg forlade ham?? Skal jeg overhovedet få børn med ham?? Eller skal jeg vente til han rent faktisk gider vise interesse i at lave det om??

Jeg gik til psykolog, fordi han fik mig til at indse at jeg havde et problem, hvilket jeg hurtigt opdagede, og egentlig godt vidste, men mest af alt gjorde jeg det, fordi jeg kunne se det skadede vores forhold.. Hvordan kan han ikke se at han nu skader det nu med hans handlinger?? Jeg troede virkelig, da han mistede halskæden, at det var prikken og iet, at det virkelig gik op for ham, hvilken konsekvens det hele havde, men efter et par uger, var det nærmest glemt, og han startede forfra.. Er jeg for dum?? Betyder jeg virkelig ikke mere for ham?? Eller de gaver jeg giver ham?? Håber virkelig du kan hjælpe mig, for jeg aner ikke længere hvad jeg skal gøre, sige eller forholde mig til alt det her.. Jeg plejede at bruge min mor, men da hun ikke er her længere, har jeg ikke rigtig nogle jeg kan snakke med om det...

Hilsen den forvirrede og ret på bar bund..