Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Anonym,
Som du lidt selv er inde på betyder betegnelsen bollevenner ofte, at der ikke ligger mere seriøse følelser bag. På nuværende tidspunkt er han nok kun interesseret i sex og har tilsyneladende ikke de samme følelser som dig. Ofte når man har sex med en, så blotter man sig på en anden måde og man bliver på samme tid mere sårbar. Så det er meget normalt at føle som du gør, og man kan godt blive lidt irriteret over, at man måske har åbnet sig for meget eller føle sig lidt til grin. Dog synes jeg, at det er fedt, at du stopper op og tænker på, hvad du egentlig vil med alt det her.
At han kun vil være bollevenner på nuværende tidspunkt betyder ikke nødvendigvis, at han ikke vil få følelser med tiden, det kan ingen vide. Dog er det en rimelig klar udmelding om, at han ikke ønsker et forhold her og nu. Det kan dog også være, at han allerede nu ved, at han måske egentlig ikke vil mere end det, men blot bruger det som en undskyldning, så længe, at du gider at finde dig i det. Du bliver i hvert fald nødt til at gøre op med dig selv om du vil tage chancen, selvom du egentlig har meldt ud, at du ikke vil være bollevenner. Der vil være en chance for, at han får følelser for dig, men der vil måske være endnu større chance for at han ender med at såre dig rigtig meget og nok også mere end du er nu.
Så hvis du er usikker og han ikke har den store opbakning til dette forhold, så er det måske bedst at bryde det nu, inden du for alvor sårer dig selv. Du må have en fornemmelse inderst inde, der kan give dig et lille praj om hvilken retning du skal gå i. Dine følelser vil dog nok kun forstærkes i alt den tid du lader det stå på, så du bør overveje grundigt om det er det værd, hvis det ikke skulle blive, som du håber.
Jeg håber, at du finder ud af det :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte