Svar fra Isabel
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Oline
Først og fremmest; hvor er det godt, at I bruger kondom! Det er der mange, der glemmer :-)
Ja, præ-sæd kan være nok til at gøre en pige gravid. Jeg kan ikke svare på, om du er gravid eller ej, men jeg vil helt klart opfordre dig til at tage en test, så den kan vise, om du er eller ej. Chancen er ikke så stor, som hvis han havde fået udløsning, men jeg synes alligevel, at du skal tage en test. Du kan købe en test på apoteket, i Føtex, Netto eller lignende.
Brænder og klør dit udslæt? Hvis ja, kan det være svamp. Men det kan også være fordi, I har haft sex, og fordi der så er kommet andre bakterier, eller fordi din hud er blevet lettere irriteret efter barbering eller lignende. Har du overvejet de muligheder? Hvis du er sikker på, at din partner var jomfru inden I havde sex, kan det ikke være en kønssygom.
Hvis det er svamp, forsvinder det ikke ved at skylle sig. Det skal man have noget creme til på apoteket eller hos lægen. Jeg synes, at du skal give det et par dage for at se, om det går væk og bare er en irritation i huden, og ellers synes jeg, at du skal tage til lægen. Så kan lægen enten give dig noget creme til behandlingen efter en samtale, eller lægen kan tjekke dig. Hvis du bliver tjekket, kan du med fordel også blive tjekket for graviditet, nu du er der. Du kan også gå på apoteket efter creme til skedesvamp, som kan købes i håndkøb, men jeg vil nu alligevel opfordre dig til at snakke med lægen. Det er normalt for kvinder at få svamp i skeden, og tre ud af fire kvinder oplever det mindst én gang i deres liv.
Mvh
Isabel