Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 22 år
Hej brev kasse
Som overskriften beskriver føler jeg mig gammel og bange for at blive ældre
Jeg har kun været sammen med en fyr men kunne virkelig godt tænke mig at være sammen med nogle flere for at prøve det
Men jeg har vildt svært ved det
Og jeg føler mig forkert at jeg kun har været sammen med en, når mine veninder har været sammen med flere og jeg føler jeg har spildt så mange år på den forkerte fyr istedet for at bruge min ungdom på at lærer flere fyre at kende og være sammen med flere
Anonym
Indsendt af
pige på
22 år
Kære du
Jeg kender mange, der ikke kan lide tanken om at blive ældre, så det er du slet ikke alene om. Men måske du kan vende om på tanken ved at se de positive ting ved at blive ældre. Jo ældre man bliver, jo klogere bliver man også på, hvem man er, hvad man kan lide, hvad man ikke kan lide, og man lærer samtidig af sine tidligere fejl. Jeg synes bestemt ikke, at det er forkert, at du kun har været sammen med en. Desuden synes jeg ikke, at du bør sammenligne dig selv med dine veninder, da vi alle er forskellige, hvilket konkret kommer til udtryk ved, at vi alle oplever og gør forskellige ting i livet.
Du skriver bl.a., at du føler, at du har spildt mange år på den forkerte fyr i stedet for at bruge din ungdom på at lære flere fyre at kende. Men du er kun 22 år, så husk på at du har resten af livet til at lære nye mennesker at kende. Du skriver også, at du har svært ved at være sammen med nogle flere. Jeg synes du skal kaste dig ud i det og være dig selv, så er jeg sikker på, at du nok skal møde nogle rigtige søde fyre, der kan lide dig for, hvem du er. Det handler om at være selvsikker!
Håber det hjalp lidt. Held og lykke med det :)
De bedste hilsner
Zhino
Kære du,
Jeg kan starte med at fortælle dig, at du langt fra er den eneste, der har det på den måde. Når man kommer ind i sine tyvere, er det der, man for alvor skal til at være voksen og tage ansvar for sit eget liv. Det kan være skræmmende for mange. Netop fordi det først er nu, du er ved at lære, hvad det indebærer at være voksen. Det kan for mange give en oplevelse af at føle sig forkert.
Jeg havde det ligesom dig, da jeg lige var fyldt omkring de tyve. Jeg følte mig gammel, og jeg følte, at jeg ikke havde præsteret noget med mit liv endnu i forhold til, hvor gammel jeg var - men set i bakspejlet havde jeg præsteret meget i forhold til min alder, og nu her fem år senere har jeg accepteret, at min alder er et vilkår jeg ikke kan ændre på. Samtidig med, at jeg oplever, at jeg har præsteret så meget mere de sidste par år, at jeg jo egentlig nok hele tiden har gjort det. Ofte kan vi komme til at sætte vores forventninger højt i forhold til, hvad der er realistisk.
Du er ikke forkert. Langt fra. Rent statistikmæssigt har kvinder ca. syv sexpartnere gennem et helt liv. Det kan være, at det kan give dig et bedre billede af, hvad der er "normalt". Dog er der hverken noget, der er rigtig, forkert eller mere normalt end andet. Jeg har flere veninder, der pt. har haft en-to sexpartnere, og som er sidst i tyverne. Jeg ser dem hverken som forkerte eller unormale.
Det er helt normalt, at man sammenligner sig med sine veninder, så jeg kan godt forstå, at du oplever at føle dig forkert, hvis dine veninder i gennemsnit har været sammen med flere end du har. Det er dog også vigtigt at huske på, at du til gengæld har nogle andre erfaringer end de har. Du har været sammen med en fyr, men i længere tid. Det betyder ofte også, at du har oplevet at have et meget tættere forhold, hvor I har kunne udforske hinanden - og opleve den tryghed, der faktisk ofte er vigtig for et godt sexliv. Det er måske mere end mange af dine veninder har prøvet. Jeg kan sagtens forstå tanken om, at du føler, at du har spildt din ungdom ved at være sammen med den samme fyr. Jeg er dog ikke sikker på, at det er tilfældet. Du har muligvis et meget bedre fundament end dine veninder i forhold til, hvem du vil bruge din tid på fremadrettet. Tit tror vi mennesker, at græsset er grønnere på den anden side. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, og hvis du måske begiver dig i kast med at opsøge flere fyre for at udforske dette felt mere, så er det ikke sikkert, at det er lykken.
Du er stadig ung, og har derfor mange år endnu til at udforske flere forskellige partnere, hvis det er det, du har lyst til.
Det vigtigste er, at du har dig selv med i det - og gør det, fordi du har lyst. Du vil nemt kunne komme til at fortryde det, hvis du ender med at være sammen med flere forskellige, blot fordi dine veninder har været det.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte
Hej med dig og tak for dit spørgsmål (-:
Det lyder godt nok ikke særlig rart, at gå med den bekymring.
Jeg kan sagtens forstå din bekymring, men jeg vil også lige pointere at hvis den alder der er oplyst (22), så har du en del gode år at se frem til. Ja om så du havde været ældre havde du stadig masser af tid. Men jeg kan godt sætte mig ind i din følelse, især når dine veninder måske har været lidt mere på opdagelse end dig.
Som jeg forstår det, har du svært ved at skulle være sammen med andre fyre? eller måske komme i kontakt med andre fyre?
Jeg tænker at du måske skal tænke lidt over, hvad det egentlig er du har brug for og hvorfor du tænker at du har lyst til at være sammen med flere fyre? er det fordi du føler dig ''bagud'' i forhold til dine veninder? eller er det fordi du virkelig har lyst til at være sammen med andre?
Hvis du tænker at du har svært ved at opsøge fyre, så prøv måske at snakke med dine veninder om det? høre hvad de gør for at komme i kontakt med andre. Det kunne være at de havde nogle gode fif' eller måske er en af dem utrolig god til at være ''wing'woman''.
Du skriver at du er bange for at blive ældre, det tænker jeg at du skal bruge lidt tid på at undersøge. Jeg tænker ikke at det er unormalt, at blive overvældet engang i mellem af at man bliver ældre, men det skal endelig ikke være noget der forstyrre i din hverdag. Hvis det er så synes jeg helt sikkert at du skal opsøge nogen du kan snakke med det om. Nu ved jeg ikke hvor du bor, men et tilbud der hedder Headspace, tænker jeg kunne været godt sted at starte hvis du har brug for at snakke med nogen om det. Du kan google dig frem til om der ligger et i nærheden af dig eller om der måske er noget lignende.
Jeg håber at du kan bruge mit svar og du er mere end velkommen til, at skrive her ind igen.
De bedste hilsner
Michelle :-)
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4777 spørgsmål og givet 7332 svar de sidste 16 år
100% anonymt · 100% gratis
"tak for jeres store hjælp de andre gange jeg har indsendt et dilema til jer"
- Anonym