Seksuelt overgreb?

 Hej med dig. 

Først og fremmest vil jeg bare sig at jeg syntes det er sejt at du skriver her ind og fortæller det. Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse og som noget der fylder rigtig meget hos dig.

Jeg kan fornemme at du er meget i tvivl om hvad du skal tænke om det der skete og du ''vil ikke sige at du har oplevet seksuelt overgreb''. Jeg forstår godt de tanker du har omkring det, men når alt kommer til alt, så ER det, det du har oplevet. Selvom du ikke på noget tidspunkt sagde nej, så betyder det ikke automatisk ja. Han burde havde spurgt dig efter samtykke og sådan er det bare. Det håber jeg at du en dag er klar til at indse. 
Det lyder til at du ikke har haft de bedste oplevelser med fyre og det seksuelle og jeg syntes at du burde snakke med nogen om det. En du føler dig tryg ved en ven/veninde, familiemedlem, en lærer eller måske en psykolog. Der findes også forskellige foreninger man kan kontakte og snakke med, prøv at kigge under vores fane 'Find hjælp'. Jeg syntes det er vigtig at du får bearbejdet din oplevelse/oplevelser og første skridt er at snakke med nogen om det. 

Og så til sidst, du har alt ret til at føle dig 'dårlig over det', du må føle det du har lyst til, det han gjorde (og det din xkæreste har gjort) var forkert og det er på ingen måde din skyld. Din reaktion på det, da det sker er fuldstændig normal og noget rigtig mange oplever. 

Jeg håber at du kan bruge mit svar til noget. 

De bedste hilsner 

Michelle :-)

 Hej,

Det lyder som nogle enormt ubehagelige oplevelser, du har haft, både med din daværende kæreste og med drengen til festen, og det er virkelig modigt af dig at åbne op omkring disse oplevelser og de følelser, du har omkring dem. 

Jeg har ikke selv oplevet noget lignende det, du beskriver fra den fest, men har hørt og kan forestille mig, at man kan panikke og "stivne" helt, som du også selv beskriver det, hvis man oplever et overgreb eller noget, man ikke selv har sagt ja til og ikke har lyst til. 
Du skriver selv, at du ikke sagde nej eller sagt fra overfor ham, hvorfor du følte, at du ikke havde lov til at have det dårligt over oplevelsen, men omvendt havde du heller ikke sagt ja til, at han skulle røre ved dig. Altså havde du ikke givet et samtykke til, at han måtte røre ved dig, hvilket er nødvendigt, hvis berøringer og lignende skal være i orden - og det er uanset om der har været en kemi mellem jer i løbet af aftenen eller ej. Du bærer ingen skyld i det her og han har, ud fra hvad du beskriver, gjort noget, han ikke burde have gjort.
Det samme gælder for situationerne, du beskriver med din ekskæreste, hvor han har presset dig til at gøre ting, du ikke havde lyst til. Selvom man er kærester, er et samtykke også nødvendigt. 

Du finder måske ikke ud af, hvorfor både drengen fra festen og din ekskæreste har opført sig på denne, i min mening, dybt uacceptable og problematiske måde, men jeg synes det er vigtigt, at du arbejder med dig selv og får bearbejdet disse oplevelser, så de ikke får lov til at have "magten over dig" nu og i fremtiden. 
Det er et virkelig stort og vigtigt skridt, at du har åbnet op for det herinde, og hvis du har mod på det synes jeg, at du bør snakke med nogle af de personer, du har tæt på dig omkring det, hvis du ikke allerede har gjort det. Det kan være veninder, venner og/eller familie. Selvom overgreb i højere grad er kommet på dagsordnen og man taler mere og mere åbnet om i samfundet, er det stadig enormt tabubelagt, og det er vigtigt at italesætte det. 
En anden mulighed kan også være at tale med en, der har faglig viden omkring mennesker og hvordan man reagerer, hvis man befinder sig i situationer, som er ubehagelige eller som man ikke er tryg ved. Jeg ved ikke, om du går i folkeskole, gymnasie eller noget helt tredje, men mange skoler har tilknyttet en skolepsykolog eller har på andre måder kontakt til folk, du måske ville kunne have glæde af at tale med i al fortrolighed. 

Tak fordi du havde modet til at skrive! Du skal endelig ikke tøve med at skrive igen, hvis du har brug for at lette nogle tanker eller har brug for et råd. 

 Hej.

Ja, jeg forstår godt du har svært ved at samle tankerne. Det lyder som om du er havnet i en rigtig ubehagelig situation. 

Jeg tror ikke der er mange af os der kan lide at blive placeret i situationer, hvor det ikke er åbenlyst, hvad det rigtige er at gøre. Jeg kan sagtens se at det må være svært at sige fra i den situation, du var ude for. Og det har helt sikkert ikke gjort det mere behageligt, at han bagefter gik ud og fortalte alle sine venner at han havde givet dig finger. 

Men i forhold til dit spørgsmål om hvordan man samler tankerne, når der gælder denne her slags episoder; du har ret i at det netop er når man oplever stærke følelser, frygt, panik, at det særligt er svært. Jeg tror det du beskriver med at "sove" i lignende svære situationer er noget der sker netop fordi det er svært at samle tankerne. Bare rolig, det er en hel normal reaktion at "stivne", som du gjorde, da han begyndte at røre ved dig. Jeg tror man kan beskrive det der sker ved at sige, at når man ikke har løsningen på den problematiske situation, man er havnet i, så har kroppen denne her "spil død" - mekanisme, som den tager i brug. Så opstår der til gengæld at nyt problem, for på en måde er problemet der stadig væk. Når man spiller død og venter på at problemet skal gå sin vej, konfronterer man ikke sine egne følelser og tanker om hvad det er der sker, og så kan man, ligesom dig, komme til at sidder med et behov for at samle tankerne.

Mit bedste råd til dig er at du vender dig af med denne her "sove" strategi. Selvom det ikke er behageligt at sige fra over for en dreng, der rører ved dig, når du ikke har lyst, så kan det være en måde at løse situationen på, som ikke skaber det her efterfølgende problem med ikke at kunne samle tankerne. 

Hvis man vil undgå at stivne for at komme ud af svære situationer, tror jeg det kræver at man prøver at fokusere og spørge sig selv: "Hvad er det der foregår nu? Hvordan har jeg det med det?Hvad er problemet? Hvorfor er det et problem? Hvad er det rigtige at gøre her?" 

Det kan virke som om det er så let at lade som ingenting eller finde på en hvid løgn for at komme ud af situationen, som du fx gjorde, da du fortalte din kæreste at du havde en hovedpine. Og fordi det er let, kan det blive en vane. Selvom det er meget sværere, så tror jeg der er nogle fordele ved at stå inde for det man mener og minde andre om at man er ligeså meget værd som de er; For det første føler man ikke at man altid er den der er nødt til at være med på det andre gerne vil. For det andet hjælper man faktisk andre til at forstå hvad der er man føler og tænker. Når man tydeliggør sig selv på den måde over for andre, tror jeg andre oplever at man er nemmere at være i selskab med. Og andre lærer at respekterer éns følelser mere. 

Du kan prøve at spørge dig selv, næste gang får lyst til "ikke at være tilstede", som du meget rammende kalder det: "Hvorfor betyder det jeg vil i denne her situation mindre end det han vil?" For det håber jeg du vil være enig med mig i at det ikke gør. Og hvis du egentlig godt ved at det er sådan det hænger sammen, så handler det bare om at minde sig selv om det. Mange gange, når vi ikke siger det vi mener, eller gør det vi har lyst til, handler det om at vi er bange for hvad folk vil tænke. Man kunne også i stedet spørge sig selv: "Hvad er rigtigt og forkert i denne her situation?" 

Jeg håber det kunne bruges til noget. Ellers skriver du bare igen. 

mvh Markus