Vil hun ikke være veninder mere?

Hej TheLove, jeg skriver fordi jeg er meget ked af det og forvirret. Sagen er den at jeg er i tvivl om hvad jeg skal gøre, da min værelseskammerat fra efterskolen (fra 10. klasse - går nu i 2.g på gymnasiet), og en vildt god veninde, hvis ikke den bedst, tager rigtig meget afstand til mig. Hvis jeg så problemet udefra, ville jeg selv sige, at hun tydeligvis ikke vil være veninder mere. Men jeg kan bare ikke forstå det.. På efterskolen snakkede vi om ALT, vi hjalp hinanden med alle problemer og var gode til at sætte tingene i perspektiv for hinanden. Vi havde det vildt sjovt og godt sammen inde på værelset. Vi gik dog ikke helt med de samme mennesker på skolen, men det gjorde ikke så meget, jeg betragtede hende som min bedste veninde. Da efterskoleåret sluttede, var vi vildt kede af ikke at skulle bo sammen mere, vi var fast besluttede på at holde kontakten, hvilket ikke ville blive noget problem siden vi går på samme gymnasium, dog i forskellige klasser. Jeg kan huske da vi skulle skrive i hinandens mindebøger, og hun blev ved med at udskyde at skrive i min, da hun sagde det var den hårdeste at skrive i og sige farvel til. Selvfølgelig er der utroligt mange ting at se til når man er 18 år og går på gymnasiet, men vi fandt alligevel tid til at se hinanden. MEN.. nu her i 2.g hen mod slutningen, har vi ikke set hinanden i lang tid. Jeg har flere gange skrevet til hende, men hun har hele tiden noget andet hun skal (f.eks. fodbold eller at være sammen med nogle fra hendes klasse). Jeg er ret sikker på, at det ikke bare er undskyldninger, men at jeg i virkeligheden bare har skrevet på ærgerlige tidspunkter, hvor hun bare ikke kunne. Det er der jo ikke noget at gøre ved. Men når jeg så skriver til hende, at hun kan skrive til mig engang hun har tid, nu når jeg rammer de forkerte tidspunkter, så skriver hun at det skal hun nok, men det sker aldrig. Efter nogle uger uden kontakt, kun med et "hej" når vi går forbi hinanden, tog jeg endelig en snak med hende om det. Vi var begge to lidt berusede, da vi havde mødt hinanden i byen, men jeg fik sagt, at jeg var ked af at hun ikke kontakter mig, men at jeg var rimelig sikker på at hun ikke gjorde det bevidst, men bare fordi hun har haft andre ting at se til. Men jeg ville bare lige gøre hende opmærksom på at jeg var lidt skuffet over hvor lidt hun engagerede sig i vores venskab her for tiden, især når jeg selv prøvede så meget. Hun sagde at hun var glad for at jeg sagde det, men at hun havde taget meget afstand til alt her for tiden, da hun skulle finde sig selv. Dagen efter skrev jeg til hende, om der var noget hun havde brug for at snakke om siden det hun sagde dagen før, om der var noget der gik hende på eller noget. Hun sagde bare tak for omtanken, og jeg skrev at hun bare kunne komme til mig når hun synes hun er klar til det. Nu er der så gået mange uger igen, hvor jeg ikke har hørt fra hende. Jeg ser hende ikke så tit, men et par gange har jeg set hende med andre veninder.. Vi har også gået til yoga sammen med nogle andre veninder, og til det snakkede vi stort set ikke sammen. Mit spørgsmål er hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare lade det glide ud i sandet, og komme videre? (hvilket jeg på ingen måde har lyst til, men ser lidt som den aller sidste løsning) eller er det mig der tænker for selvisk og i stedet skulle være lidt mere ihærdig med at komme til hende hvis hun har noget hun har brug for hjælp med? eller skal jeg bare holde lidt afstand indtil hun selv kommer til mig? (det skal siges at hun plejede at være god til at komme til mig hvis der var nogle problemer, eller bare noget jeg lige skulle vide) Lige nu har jeg aller mest lyst til at være utroligt pigesur på hende, for jeg synes ikke hun kan være det bekendt. Men jeg har et kæmpe håb om at hun kommer tilbage på et tidspunkt, og aldrig har betvivlet vores venskab, men bare har haft meget travlt eller noget andet..

Håber i kan hjælpe mig med at sætte tingene mere i perspektiv, nu når jeg ikke har hende til at gøre det mere.