Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 4859 spørgsmål og givet 7412 svar de sidste 17 år
2020-11-06T17:17:36: 2

Brevkassespørgsmål

Overset af venner

Indsendt af pige16 år


Hej.


Jeg er en 16 årig pige, som har lidt problemer med mine venner. Mine venner synes det er rigtig sjovt at gøre grin med mig og drille mig, hvilket de gør for sjov, men jeg synes bare ikke det er så fedt. Jeg er skilsmissebarn og når jeg melder fra til aftaler bliver de sure, fordi de ikke forstår hvordan det er at være skilsmissebarn. Generelt overser de mig bare, de snakker ikke til mig når vi alle er sammen, og det gør mig virkelig ked af det. Jeg har haft denne vennegruppe i omkring 3 år og nogle af dem har jeg været venner med i 9-10 år, så jeg vil heller ikke miste dem. Problemet er også at jeg ikke har andre venner end dem, og føler mig derfor ekstremt ensom til tider.

Synes i jeg skal sige noget til mine venner, eller hvad skal jeg gøre?


Hilsen en trist pige

pige
Venner

Venner

Se flere

Besvarelser

2020-11-09T08:04:44 1
Iben

Kære du, 

Det lyder rigtig hårdt, og jeg kan godt forstå, at det gør dig trist. Det er svært at føle sig overset, og især når du ikke føler, at de forstår dig.

Jeg synes, at det er en god idé at tale med dine venner om det, for jeg tror ikke, at de er opmærksomme på, hvordan de får dig til at føle, når de siger og gør de ting du beskriver. Jeg tror nemlig ikke, at det er noget de gør bevidst, og derfor synes jeg, at det ville være rigtig godt, hvis de blev gjort opmærksomme på det.

Måske ville det være bedst, hvis du startede med at tale med en enkelt fra vennegruppen om det. Ham eller hende som du er tættest med. Så kan du tage en stille og rolig snak med den person og fortælle, hvordan du har det, og hvordan du nogle gange føler, at de misforstår dig eller ikke lægger mærke til dig. Når du har talt med denne person om det, kan du så bagefter tale med de andre om det. Så har du en i vennegruppen, som ved, hvad det drejer sig om og som kan bakke dig op. Så tror jeg, at det bliver nemmere at tage snakken :-) Og hvis du synes, at det er svært, så kan du også overveje at bede en fra gruppen om at sige det til de andre, evt. når du ikke er der. Men det bedste er jo nok, at du selv siger det til dem.

Det vigtigste er, at du får sat ord på dine følelser, så de bliver opmærksomme på det, men samtidig uden at det skal lyde som om, at de gør det med vilje, for det tror jeg ikke, de gør. 

Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig. Du er altid velkommen til at skrive igen!

Hilsen Iben

2020-11-09T08:37:21 1
Markus

 Hej


Nej, det lyder godt nok ikke sjovt. Og jeg kan godt se at det er svært, når det er de eneste venner man har. 


Jeg kan se godt, at man bliver lidt fanget, når man på den ene side ikke altid har tid/lyst til aftaler, og man samtidig ikke føler, man kan forklare det på en måde, så éns venner forstå det. Men jeg tror måske, at der er en mulighed for, at det kunne være anderledes. Du skriver at dine venner ikke forstår hvordan det er at være skilsmissebarn. Og hvis der ikke er nogen af dine venner der er skilsmissebørn, så har du selvfølgelig ret i, at de ikke ved hvordan det er at være i den situation. Men det tror jeg faktisk du ville kunne hjælpe dem med. For hvis du ikke deler med dem, hvordan det føles, hvor skulle de så kunne vide det fra?


Jeg ved godt, at du sikkert ikke bryder dig om tanken. Især ikke når de har gjort lidt grin med dig på det seneste, og du måske føler dig mere og mere uden for. Men jeg tror ikke dine venner gør det, fordi de er ondsindede. Jeg tror desværre bare, at det er den måde mange teenagere vælger at håndtere det, når der er nogen der opfører sig "mærkeligt". For når man ikke kan mærke det på egen krop som dig, kan det være svært at forstå, hvorfor man er nødt til at aflyse aftaler en gang imellem.


Jeg tror at det er muligt for dig at have lige så mange venner du har lyst til, uden at det, at du er skilsmissebarn, betyder at du bliver gjort grin med. Men jeg tror desværre ikke vi kan vente på at dine venner finde ud af, at de ikke skal gøre grin med dig, af sig selv. Selvom det er hårdt, så er én måde, at være mere åben omkring sin situation. Hvis dine venner ved, hvad det er du går igennem, er de måske mere påpasselige med drilleriet. Og en anden ting der forhåbentlig også sker, hvis du deler din oplevelse af situationen med dine venner, er at drilleriet måske bliver lettere at tage. Venner driller trods alt hinanden. Ikke fordi de mener noget ondt med det, men fordi det ofte er en del af den måde man er sammen og hygger på. Selvom der selvfølgelig ikke er noget som helst sjovt ved at være skilsmissebarn, så behøver det ikke være sådan, at det er noget, man slet ikke kan tale om. Noget man netop kan bruge sine venner til, er at gøre emner, som det at være skilsmissebarn, til mindre tunge emner at tale om. Jeg forstår godt at du måske er bange for, at dine venner blot vil drille dig mere, hvis du deler de her ting med dem. Det er der selvfølgelig altid en chance for. Men jeg vælger at tro på at dine venner i bund og grund er rare og søde mennesker, der bare har håndteret denne her situationen lidt dårligt. Det er ikke ok at de driller dig. Men jeg tror ærlig talt ikke de mener noget ondt med det, hvis de virkelig er dine venner, som du siger. Mere åbenhed og kommunikation er sjældent en hel dum ide. Det ville jeg prøve hvis jeg var dig. 


Og hvis det ikke virker, eller bare gør det værre, så er du altid velkommen til at skrive til os igen. 


mvh Markus

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

Flere spørgsmål om venner

Meget forvirrende sag

I min klasse er hemmeligheder noget som vi ikke er gode til og jeg synes det er rigtig øv men mange...

Min venindes ekskæreste

Hej brevkasse. Jeg har den her gode ven som jeg skriver rigtig godt med, men jeg har også lige fund...

Jeg er homotrans

Hej, jeg er en Dreng på 15 år, men jeg føler mig som en pige, jeg er homoseksuel, men jeg kalder ...

Popularitet

Jeg er den mest populære pige i min klasse nogle gange er det helt fint at være populær for så e...

Mister dem jeg holder af

Hej ungzone, jeg er pige på 14 år som har nogle problemer med mine venner. Mig og mine venner er e...

Vil gerne være populær

Hej jeg er en pige på 13 år, Jeg ville gerne e fortelle dig noget.Det er at jeg er ikke popul...

Hvad skal jeg gøre min veninde selvskader

Hej En af mine bedste veninder selvskader fordi at hendes gamle bedste veninde er begyndt at sp...

Det er med nogle fra min klasse

Hej jeg er en pige på 11 år og jeg har sårn været uvenner med ret mange fra min klasse og der er...

Hvorfor føler jeg at jeg ikke rigtig har nogen venner

Kære brevkasse. Jeg er startet på efterskole for 6 måneder siden, men jeg føler ikke rigtig jeg ...

"Jeg skriver til jer, fordi jeg endnu engang sidder i et problem/dilemma. Jeg har før skrevet til jer og fået fantastiske og, ikke mindst, brugbare råd. "

- Anonym