Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 15 år
Hej.
Jeg er en pige på 15. Jeg har 3 gode veninder, men problemet er at efter vi er kommet i 9 klasse synes de at alkohol, fester, snus osv bare er det fedeste. Der er også kommet ekstra med i vores vennegruppe, fordi vi har været til fest med dem. Jeg synes selv at det er hyggeligt at være til fester og drikke alkohol, men snus er ikke noget for mig. Problemet er bare at alt ender med at handle om alkohol og snus HVER gang vi er sammen. Vi aftaler nogle gange bare hygge dage hvor vi spiser sammen, men det ender altid ud i at de vil til at drikke, og jeg savner bare at have nogle venner at snakke med om andre ting. Problemet er at jeg er en meget genert pige og jeg har ikke rigtigt andre venner. Det er så også endnu et problem, da alle andre i vennegruppen har mange andre venner, så på den måde føler jeg mig også ekstremt ensom (især her under corona). Jeg er bare virkelig bange for at at mine venner ikke kan lide mig mere, for jeg føler mig også til tider som den der ekstra som bare går bagved, eller som bare er med når hele gruppen er samlet.
Hilsen en ensom og ked af det pige
Anonym
Indsendt af
pige på
15 år
Hejsa!
Det lyder som en rigtig træls situation, du står i, og jeg tror, at mange andre på den ene eller anden måde kan relatere til det, du beskriver.
Jeg kan sagtens huske, da jeg selv gik i folkeskole og alkohol begyndte at blive spændende. Det kan hurtigt blive omdrejningspunktet for mange af de ting, man laver sammen, og man skal virkelig passe på med, at det ikke begynder at fylde for meget og tage overhånd - særligt når det stadig er en forholdsvis ny ting, man skal lære at kende og lære at styre.
Selvom det kan være svært, synes jeg, at du skal snakke med dine veninder om det. Hvis du ikke har sagt fra overfor dem, tror de måske, at du også er med på at drikke hver gang I ses, så det er vigtigt, at du får fortalt dem hvordan du har det. Jeg kan næsten kun forestille mig at de, som dine gode veninder, har fuld forståelse for, at du også gerne vil ses med dem uden at der er alkohol involveret. Og hvis ikke, er de måske i virkeligheden ikke nogle særligt gode venner.
Når man er en lidt genert og stille type, kan man hurtigt komme til at føle sig lidt udenfor i vennegruppen og måske føle, at man bliver glemt, hvis alle andre er mere udadvendte og fylder lidt mere. Hvis det er disse venner, du har lyst til at bruge din tid sammen med, kan du evt. prøve at henvende dig lidt mere til dem og tage initiativ til flere ting. Det kunne for eksempel være at skrive mere i gruppechatten, spørge om en eller flere af dem vil med ud at gå en tur eller andet.
Dog synes jeg også du kan overveje, om du bør prøve at opsøge nogle nye venner i klassen eller andre steder, hvis du føler dig udenfor i vennegruppen og føler, at I har forskellige interesser. Måske er der nogle, der ligesom dig, ikke synes, at alkohol behøver at fylde så meget eller som også føler sig lidt oversete, fordi de er lidt generte.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt. Ellers skal du endelig bare skrive ind igen!
De bedste hilsner Julie :-)
Hej.
Ja, jeg kan godt se at det må være irriterende at alle éns venner hele tiden snakker om noget man ikke er interesseret i, når man i forvejen er en genert type. Og jeg giver dig ret; hvis det vitterligt er det eneste de gider snakke om, så lyder det ret kedeligt.
Generthed er ikke nemt at komme ud af, så jeg forstår godt hvis det råd jeg giver dig her virker som det ikke kan bruges til noget. men jeg tror at den eneste måde at ændre dynamikken i din vennegruppe er ved selv at være med til at styre den lidt mere. For selvom man kan sige at det er kedeligt når nogen kun gider tale om alkohol og snus, så er sandsynigheden for at samtalen tilfældigvis falder på det du synes er interessant også ret lille, hvis du er genert og ikke siger så meget. Og jeg tror også den følelse, du får af at være den der går bagved og ikke siger så meget, kan kommes til livs, hvis du vælger at gøre noget ved din generthed.
Bare tal om det du synes er interessant. Hvis de her mennesker virkelig er dine venner, og er søde og rare, så har jeg svært ved at se at de skulle kunne finde på at reagere negativt, hvis du bare var dig selv. Det at der kun er visse emner som de taler om, behøver ikekeat betyde at det er det eneste der er plads til. Det betyder bare at det er det eneste de kan komme i tanke om! Prøv at se dine venners manglende kreativitet, når det kommer til samtaleemner, som et udtryk for at du ikke har givet dit indspark endnu. Ofte sker der det i venneflokke at det er de samme to eller tre personer der får lov at sætte dagsordenen, og det er nok ret usandsynligt at "heirarkiet" som sådan ændrer sig. Men mon ikke der er plads til det du også gerne vil tale om. Og hvis det du er bange for er at dine venner ikke kan lide dig, så tror jeg at der er langt større chance for at det skyldes at du holder dig i baggrunden, end at det skyldes at du ikke tager snus eller gider tale om det.
Jeg håber det kunne bruges. Og skriv endelig til os igen! Det er du altid velkommen til.
mvh Markus
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4848 spørgsmål og givet 7399 svar de sidste 17 år
100% anonymt · 100% gratis
".. jeg elsker brevkassen, og den har hjulpet mig meget."
- Anonym