Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 3944 spørgsmål og givet 6534 svar de sidste 13 år
2021-10-10T17:07:56: 1

Brevkassespørgsmål

Jeg har det ikke godt

Indsendt af pige17 år


Hej,

Sidste år var jeg på efterskole, hvor jeg virkelig oplevede hvordan det er at have det godt. Jeg klikkede perfekt med en hel masse mennesker, som nærmest alle har det tilfælles, at de kommer fra enten Aarhus eller København. Jeg savner det simpelthen så meget!

Jeg kommer fra en lille flække midt ude i ingenting. Der bor ingen jævnaldrende i området, mine forældre flyttede her ud pga. den smukke natur. Jeg har altid accepteret det, men nu kan jeg virkelig mærke, at jeg ikke føler mig hjemme. Min familie er skøn, men jeg vil gerne have det sociale med også. 

Problemet er det, at jeg bare har affundet mig med at være kommet hjem igen, men denne weekend har jeg tilbragt i Aarhus, hvor jeg har mødtes med mine efterskolevenner og mødt en hel masse nye. Det er virkelig gået op for mig, at det er det jeg gerne vil have. Det gør i hvert fald virkelig ondt at være hjemme igen. Jeg har overvejet af flere omgange at flytte, men jeg kan alligevel se, at det ville være en dårlig ide. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har det ikke godt, men jeg kan ikke se mig ud af det. Jeg forsøger virkelig, men der er intet. Jeg holder kontakt til vennerne fra min efterskole, men jeg skal jo også falde til på det lokale gymnasie og de har hinanden tæt på. Når jeg er på gymnasiet, er det også fint nok, men jeg kan mærke, at jeg giver meget mere energi end jeg får tilbage. Det dræner mig. Jeg er virkelig ikke ved godt mod. 

Jeg kunne godt bruge nogle løsningsforslag, hvis der altså findes sådanne. For jeg har det ikke godt.

Kram herfra

pige
Venner

Venner

Se flere

Besvarelser

2021-10-17T09:35:59 1
Marissa

Hej,

Det lyder virkelig fantastisk for dig, at du havde så skøn en oplevelse på efterskolen. Sådan nogle tider i ens liv kan bare komme til at betyde så meget. Jeg tænker, at det absolut kun kan være med til at give dig gode forhåbninger om, at du nok på et tidspunkt skal få sådan en god social omgangskreds igen. Og det er uanset om det bliver dine medstuderende på videregående uddannelse efter gymnasiet eller dine fremtidige kollegaer på en arbejdsplads eller noget helt tredje.

Jeg kan dog godt forstå, at når man har været en del af sådan et dejligt socialt fællesskab, så er det svært at skulle et sted hen, som f.eks. på dit nye gymnasie, hvor man ikke oplever det samme og derfor ikke kan få de samme behov dækket. 

Mit ene råd er at prøve at holde håbet oppe. Mange uventede ting kan ske i løbet af ens gymnasie tid og ofte er det ikke så nemt at klikke med de rigtige mennesker eller finde de rigtige venner i starten. Men bare fordi det ikke sker i det første stykke tid, så må du ikke miste håb om, at det sagtens stadig kan ske. Der er mange som først finder de helt rigtige venner senere i deres første år eller måske først i deres andet år. Især når man sætter det op mod efterskole, så kan gymnasiet godt være lidt sværere at navigere i. Og der skal måske mere tålmodighed til for at finde et socialliv som man kan lide der, især hvis, som du siger, dem på gymnaiset har hinanden meget tæt på. 

Mit andet råd er, at du skulle tage at prøve og snakke med dine forældre om det. De bør absolut være klar over, at du går og har det så svært og føler dig ulykkelig. For det første, så kan bare det at få det sagt og få snakket med nogen om det ofte være en stor hjælp og for det andet, så kan det være, at dine forældre kan hjælpe dig med at tænke over nogle løsninger. Du kan enten sige det til dem ansigt til ansigt eller måske skrive det ned i et form for brev til dem, hvis det er lidt nemmere.
Desuden kan det være, at en eventuelt studievejleder eller lignende på gymnasiet også kan være god at snakke med. De fleste lærere og vejledere sidder og vil hjertens gerne vil tage en snak med en studerende, som kunne bruge noget hjælp eller nogle råd. For det kan være at flytte klasse eller endda skole kunne være en løsning du kunne snakke med dem om (hvis du tænker det kunne være en acceptable mulighed). 

Indtil der kommer bedre løsninger ind over (eventuelt med hjælp fra dine forældre eller en vejleder), så kan det dog måske være en god ide for dig at prøve at øve dig i ikke at give så meget energi, når du er i skole. For hvis du i høj grader føler, at du slet ikke får nok energi tilbage, så ofre du for meget af dig selv, og det lyder til at det absolut bliver for hårdt for dig i længden. Og hvis den mængde energi du bruger ikke virker til at gøre en kæmpe forskel, så kan det være at det kunne være interessant at prøve at bruge mindre og se om det ikke også kan gå. 

Jeg håber, at mit svar giver mening, og at det kan hjælpe en smule. Tøv endelig ikke med at skrive ind igen, hvis du får lys til det!

Med venlig hilsen,

Marissa

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

Flere spørgsmål om venner

"..tusind tak for hjælpen så mange gange før!"

- Anonym