Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af dreng på 14 år
Hej Ungzone
Jeg har en af mine gode venner, som har det rigtigt dårligt. Han er 15 år. Jeg har først fået dette at vide for nyligt, men det har stået på i nogle måneder.
Ikke særligt lang tid siden snakkede jeg med ham om aftenen hvor han lige havde “cuttet” eller skåret i sin arm. Han siger at sidst han gjorde dette var lidt før sommerferien, altså i 8. Klasse, og at han også har gjort det i 7. Klasse.
Jeg vælger at skrive ind her, for at få nogle råd til hvad jeg skal gøre. Jeg har anbefalet ham at få noget hjælp hos nogen som han stoler på, da han ikke vil fortælle sine forældre det.
Jeg har også tilbudt ham at skrive til evt. coaches for at han kan få noget hjælp for ham, da jeg intet problem ser i det. Han har sagt han vil tænke over det, men sådan bliver det nok ved, og da det kun er blevet værre for nyligt, og han har cuttet igen for første gang i flere måneder, synes jeg han har brug for hjælp.
Jeg har talt med ham flere gange, hvor han siger at han ikke ved hvad der er galt. Han siger også at han tror folk bedst kan lide ham når han er påvirket, da folk mere taler med ham der.
Jeg er selv lidt af en introvert, og fra mit perspektiv af, har han masser af venner og folk der er interreseret i ham.
Lige nu ved jeg ikke hvad det næste skridt kan være.
Mvh. Anonym
Anonym
Indsendt af
dreng på
14 år
Hej du,
Det kan være utrolig svært at sidde i den situation, som du er i. At se en ven have det skidt og ikke vide hvordan man kan hjælpe er ikke særlig sjovt. Jeg har selv oplevet en lignende situation, og det kan være virkeligt hårdt, og derfor har du min fulde forståelse.
Det er ofte sådan, at når en person selvskader, er det fordi de har det svært på den ene eller anden måde. Det vil sige at der oftest er en underliggende problematik, som gør, at han selvskader. Når han siger han ikke ved hvad der er galt kan det enten være fordi han reelt ikke ved det, eller fordi han ikke tør dele sine følelser med dig.
Det er rigtig godt at du har anbefalet ham at snakke med nogen, som han stoler på, om det hele. Desværre er det sådan, at du ikke kan tvinge ham til det. Det bedste ville nok være at han fik snakket med en lærer eller en af hans forældre om det, og at de derfra hjælper ham med at få professionel hjælp, det kan for eksempel være en psykolog eller gennem et tilbud fra LMS (landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade).
Det som du i hvert fald kan gøre, det er at fortælle ham, at du er der for ham hvis han har brug for støtte, og huske at hvis han har skåret i sig selv igen efter en længere periode uden at selvskade, at ikke virke dømmende eller skuffet overfor ham. Når en person selvskader har de ofte en masse negative tanker i forvejen, og har ikke brug for at deres venner også udtrykker sig negativt omkring deres selvskade.
Derudover er det vigtigt at huske på at selvom man måske har mange venner omkring sig, så kan man godt føle sig ensom eller alene alligevel. Det kan også være et udtryk for at din ven måske går igennem en svær periode, at på trods af at han har mennesker der gerne vil ham, så ser han det ikke selv.
Næste skridt kan måske være at når i snakker om hans situation, at du holder fast i at han skal søge hjælp hos en forælder eller en anden voksen som han stoler på, og at lader ham vide at du gerne vil være der for ham, og at tingene nok skal blive bedre.
Du skal også huske på, at det er ok hvis du selv oplever at blive påvirket af situationen. At have en ven, som gennemgår en svær periode, kan også påvirke dig, og derfor skal du også passe på dig selv og kun hjælpe din ven så meget som du kan, uden at det påvirker dig for meget.
En sidste idé er også at du selv snakker med en voksen, som du stoler på, og fortæller om situationen, uden at afsløre hvilken ven du snakker om, men for at høre hvad de synes du skal gøre.
Uanset hvad, så håber jeg mine råd kan hjælpe dig en lille smule fremadrettet, og jeg håber alt det bedste for dig og din ven. Men du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive ind igen!
Venlig hilsen LukasKære dig
Jeg er ked af, at du er landet i sådan en hård situation, og
jeg kan virkelig godt forstå, at det er svært at vide, hvad du skal gøre ved
det. Jeg kan også virkelig godt forstå, at du gerne vil hjælpe din ven til at
få det bedre, men det er ikke dit ansvar at få ham til at stoppe med at cutte. Det
er noget vennen selv og nogen voksne skal gøre, også selvom det kan være svært
at acceptere det og give slippe på ansvaret.
Jeg er synes det er rigtig godt, at du har nævnt for din ven at han skal tale med nogen han stoler på, også selvom han ikke har gjort det endnu. For måske kan det alligevel motivere ham til at søge hjælp, så bliv ved med at forslå det for ham. Du kan også forslå ham at gå til sin læge, som så bedre kan hjælpe ham derfra.
Hvis han bliver ved med at få det dårligere, og det ikke
virker til at han lytter til dig, kan du evt. overveje at fortælle ham, at hvis
han ikke fortæller det til en voksen, vil du gøre det. Jeg forstår selvfølgelig
godt, hvis det føles meget ubehageligt for dig, men du må heller ikke få det
dårligt, og det er virkelig hårdt at se nogen man holder af, blive ved og ved
med at gøre ondt på dem selv. Du kan prøve at sige noget til ham ala ”det
fylder rigtig meget i mit hoved, at du cutter, og derfor bliver jeg nødt til at
dele det med en voksen, fordi det er svært at gå med det alene. Jeg kan godt
forstå, hvis du så helst vil fortælle det til en voksen først, men så bliver du
også nødt til at gøre det. Jeg er virkelig bekymret for dig, fordi jeg holder
så meget af dig, og vil ikke have, at der sker dig noget.”
Noget andet du kan gøre, er at fortælle ham, at du er der
for ham, og du meget gerne vil lytte til ham, men du bliver også nødt til at passe
på dig selv, for det lyder som om at situationen påvirker dig utroligt meget. Igen
– det er ikke dit ansvar at din ven stopper med at cutte.
Noget tredje du kan nævne for ham, er at han kan få hjælp af
en rådgiver hos Landsforeningen mod Selvskade – her kan han ringe og skrive
helt anonymt og få ekspert rådgivning - https://www.lmsos.dk/
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at din ven kommer
til at få hjælp. Du er meget velkommen til at skrive ind igen
Med venlig hilsen
Josefine
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4859 spørgsmål og givet 7412 svar de sidste 17 år
100% anonymt · 100% gratis
"(...) Først vil jeg gerne sige tak fordi i findes! I har hjulpet mig meget allerede!! "
- Anonym