Hej, jeg er en helt normal pige, som er ved at afslutte 2.g. Da jeg begyndte på gymnasiet, fik jeg hurtigt nye venner og lærte "lidt" om stoffer. Jeg fik nogle drenge venner, som indtroducerede mig for hash. Jeg syntes det var hyggeligt og sjovt og begyndte at gøre det (men dog ikke tit). Gjorde det kun med dem jeg kendte, hvis vi var til samme fest eller mødtes i byen, sådan ca. hver 3. uge eller 1 gang om måneden. Efter ca. 7 måneder, var jeg til en fest og drak mig fuld, så fuld at jeg sammen med en veninde besluttede at prøve emma (MDMA). Vi havde en ven der var med til festen, som tog stoffer. Han endte med at skaffe kiks (som man kalder ecstasy-piller). Vi vidste det ikke på det tidspunkt. Det endte selvfølgelig helt galt, fordi husker ikke 5 timer fra den aften. Blev aldrig afhængig af hash, det ved jeg, fordi jeg havde aldrig en trang til at gøre det. Men efter jeg begyndte på lidt de hårde stoffer som ja, kiks, coke og emma, så ved jeg det bare ikke. Sagde til mig selv i rigtig lang tid, at jeg ikke var misbruger, fordi at stofmisbruger, tager det som regelt hver dag. Dette er kun et par gange om måneden, ca 2, nogle gange mere. Går i skole hver dag, laver mine afleveringer/lektier, følger med i timen. Siger til mig selv at jeg kan stoppe, men har ikke lyst til at stoppe. Mine forældre ved ingenting eller familie, ikke engang mine søskende. Kun mine venner og sådan og i starten blev de sure og sådan, men de er begyndt at acceptere det, fordi det er mit valg. Har også andre venner som også gør det, som jeg er tætte med, fordi de forstår mig. Ved godt hvordan stofferne påvirker mit beløngingssystem og det, men tror grunden til at jeg fortsætter er fordi jeg synes at stoffer er overvuderet, men hvorfor gør jeg det? Tog kiks igen for 3 dage siden, efter 4 måneders pause, da min veninde og jeg lærte at kiks ikke er noget man tager tit, men med mindst 3 måneders pause. Jeg fik ikke nedtur, hvilket overaskede mig, fordi tog emma og coke for lidt over 2 uger siden, hvor jeg fik nedtur. Men får de der underlige "stød" i kroppen, mister lidt mig selv på en måde, fik dem meget i skolen i dag og hjemme. Ingen kan se det på mig fordi det sker så hurtigt, men syntes at det er frygteligt ubehageligt. Får det typisk hvis jeg skifter en position eller går med min hund. Hvis jeg virkelig er afhængig, hvordan stopper jeg så? Ved mit gymnasie har de en rospolitik, hvor de sammarbejder med et misbrugcenter. Men ved ikke om jeg skal, fordi har ikke lyst til at stoppe, men får jeg nogensinde lyst til det? Vil ikke ødelægge min fremtid. Forstår ikke hvordan et menneske som mig, har handlet som jeg har gjort. Er bare nået til det punkt, hvor jeg har brug for at vide hvad jeg er? Eksperimenterer jeg bare eller er jeg ved at nærme mig et misbrug?
Hey du! :)
For det første, så vil jeg gerne rose dig for, at du skriver herind og spørger til råds. Du skal ikke gå alene med sådan noget, og dette brev er første skridt i den rigtige retning.
Du spørger, om du er misbruger. Altså hvis vi tager ordets helt konkrete betydning, så ja. Der er tale om et misbrug, når et forbrug af rusmidler (stoffer og lignende) medfører fysisk, psykisk eller social skade (Kilde: https://vidensportal.dk/temaer/misbrug/definition/definition-af-misbrug). De små "stød", som du beskriver, vækker min bekymring - for i værste fald, så kunne de godt være tegn på, at din hjerne har fået skader pga. stofferne.
Jeg vil så vende spørgsmålet om: Betyder det noget, om du er misbruger eller eksperimenterer? Jeg tænker på, at hvis du fik at vide, at du "bare" eksperimenterer, ville du så fortsætte? Du tager skade af stofferne uanset hvad begreb, som vi bruger. Jeg vil definerer dig til at være afhængig - og det er ligeså alvorligt, som at være misbruger i mine øjne.
Mit bedste råd til
dig er, at du ikke skal tænke på, hvad du er. Baseret på dit brev, så får jeg
indtrykket af, at du spørger om det enten for at blåstemple, at du tager
stofferne, eller for at aflede din dårlige samvittighed over, at du er
afhængig. Jeg synes, at du skal finde noget hjælp og fortælle dem ærligt,
hvordan du har det. Vis dem evt. dette brev, som du har sendt. Det kan være
dine forældre, din læge, en lærer eller måske det misbrugscenter?
Det vigtigste er, at du ikke skal føle, at du står alene, men at der er hjælp
at hente.
Jeg håber, at du kan
bruge mit svar :-) Det er muligt for dig at komme ud af afhængigheden, men det
kræver, at du tager første skridt og beder om hjælp. Al held og lykke herfra
:)
VH.
Gustav
Vi har modtaget 5078 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år