Genert

Hen TheLove

Jeg er en genert pige på 172,5 og vejer 60 kg. Jeg kan ikke rigtig se en grund til, at jeg er genert.. Jeg har en familie, der vil støtte mig 100 % (også selvom jeg laver noget lort - de vil blive sure og skælde mig ud, men hjælpe og støtte mig), jeg går i en fantastisk klasse, hvor alle kan med alle, jeg er en del af en endnu mere fantastisk vendindegruppe (har dog svært ved at fortælle mine hemmeligheder/stole på folk, og stoler defor kun 100% på én vendinde), jeg får gode karakter i skolen (alle forventer næsten jeg får 12 i alt).. Jeg føler andre har høje forventninger til mig, og mine egne forventninger er også høje. Jeg tænker meget over, hvad andre synes om mig. Jeg tror, nogle ser mig som "hende-den-perfekte". Det er langt fra det jeg er, og vil ses som!
Når jeg møder nye mennesker, er jeg meget stille. Jeg har det bedst med bare at sidde og lytte til de andre, og så en gang i mellem sige noget. Jeg føler folk overser mig nogle gange. Jeg er bange for akavet stilhed. Jeg vil gerne være mere udadvendt! Når folk først lærer mig og kende, og jeg føler mig tryg ved dem, så snakker og fjoller jeg løs.

I omkring 6. klasse havde jeg det rigtig dårligt. Jeg ville knap nok indrømme det over for mig selv! Jeg græd mig selv i søvn hver nat og gik med et evigt falsk smil blandt andre mennesker. Hver gang jeg var alene (på mit værelse, på toilettet osv.) græd jeg, men trådte ud af døren med et smil. Jeg følte, at der ikke var nogle, der kunne lide mig! Jeg følte mig alene. Det sidder vel stadig i mig, og her for omkring en måned siden, græd jeg ret meget. Jeg ved ikke rigtig, hvad grunden var, men jeg havde bare brug for at komme ud med alle mine smerter, som havde samlet sig inde mig, da det gik op for mig, alt det i 6.. Min far gik ned med stress, drak efter arbejde (han var ikke alkoholiker!), og endte med få taget sit kørekort og få en depression/gå ned med flaget.. Mens min far havde stress og inden han fik hjælp, skændtes mine forældre meget (troede de skulle skilles), men kan se på dem, at de er er glad par igen. Når mig og mine brødre var alene hjemme med min far, sov han næsten hele tiden.. Mig og mine brødre knyttede et bånd i den periode. Vi var afhængige af hindanden, når min mor ikke var der. Jeg var den ældste og tog derfor ansvar. Der gik jeg også med et evigt falsk smil. Først 2 år efter er jeg begyndt at fortælle lidt om, hvordan jeg havde det. Men det er et meget ømt punkt, og jeg tror ikke der er nogle, der ved, hvor svært jeg har det med det. Jeg er bange for, at det sker igen. Min far gik til psykolog og fik hjælp, og i dag har han det meget bedre. Mit forhold til min far er blevet meget meget bedre! Han er glad igen :). Jeg stoler meget mere på min mor, og fortæller hende næsten alt. Forholdet til mine brødre er også blevet bedre, nu når vi er blevet ældre. Vi slås og skændes stadig, men kan ikke undvære hinanden (det siger vi selvfølgelig ikke) ;). Jeg tror, jeg bekymre mig for meget om alt... Men jeg er blevet en gladere pige.

Det var lidt baggrund.. Men altså jeg vil meget gerne af med min generthed!

Hilsen
En pige i 8. klasse (efter sommerferien 9.) :D