Kørt fast i mit lille helvede

Hej til brevkassens læsere!

jeg er en pige på 16 som efterhånden har brugt de sidste 4 år af mit liv på at være syg og Gud, åh Gud hvor er jeg dog bare så pisse træt af det!

omkring januar 2010 fik jeg konstateret anoreksi af svær grad og blev efterfølgende indlagt på ungdomspykiatrisk afdeling i Aalborg, i en længere periode - der er tale om op mod et halvt års vekslen mellem sondemadning og indtagen af alm. Men flydende føde... Jeg blev så udskrevet sidst på sommeren. Det var meningen at jeg skulle have været i plejefamilie, men da de ikke havde fundet nogen der kunne tage mig, blev jeg sendt hjem til min mor, med 2 kasser protein drik under armen. som forudset gik der ikke længe før jeg igen var både dehydreret og underernæret, så jeg blev indlagt igen... Også i godt et halvt år. Denne gang ramte jeg også ind i en svær depression og til sidst lå jeg med dynen over hovedet dagen lang, og kunne hverken snakke, eller have øjenkontakt med nogen, jeg husker dog tydeligt hvert et ord der blev sagt til mig og noget af det jeg husker tydeligst, er en af dagene hvor der blev lavet en tur ud af afdelingen og jeg valgte at blive tilbage (det er ikke nemt at tage nogle steder, når man er i den tilstand) - min kontakt Sygeplejerske kom ind og gav mig et strålende møgfald og nævte undervejs også, at jeg var den mest luddovne anorektiker hun nogensinde havde set! siden den dag rejste jeg mig fra sengen og absolut ingen motion blev til absolut ingen pause overhovedet. Jeg satte vækkeuret så jeg kun løbe og hoppe rundt fra tidlig morgen, til jeg faldte i søvn af udmattelse... Min pludselige aktivitet blev dog kun betragtet som en bedring og jeg blev endnu engang udskrevet, denne gang til et opholdssted, som da også hjalp mig ufatteligt meget og jeg havde en skidegod periode, hvor anoreksien var så godt som lagt på hylden... Senere hen fik jeg så et tilbagefald, men blev hurtigt banket op på min målvlægt igen...tankerne fulgte bare ikke med, hvilket de ikke kunne hjælpe mig med, så jeg blev sendt til et andet og mere terapeutisk opholdssted, eller det siger de da det er... Problemet her er bare, at det er et opholdssted kun for spiseforstyrrede, og jeg er den eneste som ligger på min sundhedsvægt ( resten af flokken er meget tynde ) og det hjælper jo ikke ligefrem på min opfattelse af normen, hvis det er det eneste jeg ser! Jeg spiser stadig min mad, hvilket by the way bliver serveret i små og fedtfattige portioner, da jeg efterhånden tager ekstremt nemt på! hvorfor? jeg har enormt svært ved at styre et normalt aktivitets neveau og kan først sidde ned efter kl. 22, jeg har aldrig følt mig federe end nu, men kan se på vægten, at den ligger i underkanten af normalvægt. Jeg har en ufattelig trang til at genoptage min slankekur og har sågar sagt det til personalet, men det er som om de ikke tager mig og min spiseforstyrrelse alvorligt, fordi de ikke kender min historie, og at man ikke længere kan se på mig at jeg et syg! HELP ME PLEASE! Jeg vil så gerne ud af det her, men tankerne om min størrelse, den manglende støtte og min letpåvirkelige vægt gør det nærmest umuligt!

- jeg undskylder for den lange roman, men jeg synes måske det var nødvendigt med lidt baggrundsviden, for at kunne sætte sig ind i min situation ... Kram fra den lettere deforme pige 😁