Føler mig aldrig alene...

Det er sådan at jeg i flere år (siden tredje klasse) har haft denne sære fornemmelse, som sammentidig gør mig rigtig bange. Den går ud på at jeg aldrig føler mig alene. Det er storset altid om aftenen - kan godt foregå om dagen - hvor jeg føler, at jeg bliver overvåget af en mand. Nogle gange kan der gå flere dage, måneder eller endda år før han dukker op igen, men når han så er her, vil han ikke andet end at gøre mig ondt.. Jeg begynder at ryste og mine øjne er helt klemt i når jeg føler han er her. Jeg kan slet ikke røre mig, eller kigge ud i rummet i mere end tre sekunder, fordi jeg er bange for at han dukker op. Jeg er bange for, at han voldtager mig mens jeg sover, eller at han slår mig ihjel. For det tror jeg desværre på, at han kan... Det føltes altid som om at han prøver at overtage min krop. 

Hver en skygge på mit værelse, eller hver en lyd, betragter jeg som ham! Jeg ligger altid gemt udner dynen, og med ansigtet ind mod muren. Så er der bare den ulempe, at jeg ikke kan vende mig rundt igen, fordi jeg vil ikke risikere at han overfalder mig, eller straffer mig på en måde.
Jeg går i forvejen til psykolog pga. nogle andre problemer, og har kun lige nævnt det en gang før for min psykolog. Jeg skal der ned igen nu på torsdag..
Jeg valgte at fortælle det til min bedste veninde for nogle dage siden. Vi skrev sammen om det sent om aftenen, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan Han ikke brudte sig om det! Det var som om at hvis jeg ikke bare lagde mig til at sove, så ville han endten skade hende eller skade mig... Han gør mig ufatteligt bange, og jeg ved ikke hvorfor jeg har det, som jeg har det?! Jeg ender ALTID med at græde mig selv i søvn!... Og det er forfærdeligt..
Jeg er sammentidigt også meget følsom. Jeg kan græde over de mindste ting, og jeg tænker selv at det i nogle sammenhænge er fordi jeg føler mig presset. Den mindste matematik opgave nede i skolen, som jeg ikke kan finde ud af, kan få mig til at bryde sammen. Det er så svært at holde det tilbage...
Jeg har så meget mere, jeg ville kunne fortælle, men jeg vælger at stoppe her. Jeg håber på, at i vil kunne hjælpe mig en lille smule. Den mindste hjælp er værtsat!!

Knus mig.