Hej Michelle
Jeg er rigtig glad for at du skriver til os.
Jeg kender til dine diagnoser og til din situation. Jeg har selv en af diagnoserne og har været indlagt, så jeg har mere eller mindre selv været der hvor du er, og jeg har heldigvis også lært en del af de forkerte valg jeg traf.
Som du skriver det, virker det til, at du har en forventning om, at når/hvis du flytter for dig selv, vil alt blive bedre. Det kan også godt være, at det vil det i lidt tid. Men du har de diagnoser du skrev, og det betyder, at du nok har lidt sværere ved at tage vare på dig selv end andre på din alder. Det jeg siger er, at for at du skal have det rigtig godt er det vigtigt, at du har alt den hjælp og støtte som du har brug for.
Du siger selv, at det er en støtte for dig at bo tæt på din familie - det tror jeg også det er/jeg kender følelsen. Det tror jeg er rigtigt og det synes jeg du skal prøve på at komme til.
Hvis du oprigtigt gerne vil flytte skal du også have noget professionel hjælp og støtte. Måske du ikke har brug for det lige nu, men tro mig det vil forebygge en masse og hjælpe med at du får det bedre. Måske er den hjælp du tidligere har fået bare ikke den rigtige hjælp. Så du skal finde ud af i samarbejde med en kontaktperson eller dine forældre, hvad den rigtige hjælp består af.
Det at bo i egen lejlighed er et kæmpe spring, når man er ung og aldrig har boet selv før. Og særligt når du er psyksik sårbar, så vil jeg vurdere, at det kan have de konsekvenser, at du kan få det værre, netop fordi dit sind vil blive overbelastet af alle de nye indtryk, alle de nye ting du skal tage stilling til, nye mennesker, nye møbler, din lejlighed vil være et kaos i nogle dage/uger indtil du får ryddet op. Det skal man virkelig være klar til. Jeg er 23 og jeg er først blevet klar til det nu.. da jeg boede selv inden jeg blev indlagt fik jeg aldrig vasket op og det rodede fordi jeg ikke kunne overskue at rydde op osv. Og jeg havde heller ikke overskud til at bede kommunen om hjælp. Derfor skal du have søgt om hjælp og støtte inden. Det er meget vigtigt.
Jeg vil i stedet for at anbefale dig at bo i egen lejlighed virkelig råde dig til at se på mulighederne for at bo i "botilbud" eller andre steder for psykisk sårbare. Jeg tror det er for stort et skridt at bo helt for dig selv, selvom du kan få en hjemmevejleder der kommer og snakker med dig en time hver anden uge.
Jeg har fundet det her på Frederiksberg kommunes hjemmeside, du kan selv kigge lidt videre derinde:
http://www.frederiksberg.dk/Borger/Social-og-handicap/Psykiatri/Botilbud/Personale-i-dagtimerne.aspx
Jeg kender jo heller ikke dine diagnoser og jeg er ikke professionel, men det afhænger også af hvor stabil din psykiske tilstand er. Måske går der lidt tid før du kan flytte for dig selv. Men tro mig, det er ikke bare lykken at bo selv, man er meget tid alene og der er en masse ting man savner ved at bo med andre.
Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers skal du bare skrive igen :-)
Held og lykke med det :-)
Kærlig hilsen
Kirsten, 23
