ændringer og døden

Hej, der er en ting som bliver ved med at komme op i mit hoved igen og igen. Ændringer. Jeg kan se at tingene ændrer sig gang på gang og personer ændrer sig på ingen tid. Man kan gå fra at være en helt dejlig person og en god veninde til at være en egoistisk person og en dårlig veninde på blot halvt år. Jeg ville gøre alt for at kunne ændre mig tilbage til den person jeg var for halvt år siden, hvor alt var godt, og jeg var lykkelig. Jeg tænkte sjældent på fortiden og ændringer fordi jeg aldrig kunne se at jeg ændrede mig faktisk ret meget på kort tid, og i stedet for at ændre mig til en god person, så ændrede jeg mig til en dårlig en. Den ændring fik mig til at tvivle på hvem jeg er. Jeg ved ikke hvem jeg er og det værste er at jeg ikke ved hvem jeg er længere for personer som har den største betydning for mig. Jeg har altid været kendt for den glad pige, som ville gøre alt for at hjælpe andre. Det er jeg ikke så meget længere. Jeg er en egoist som stiler sig selv altid foran alle andre.
For omkring 3 måneder siden droppede min flirt mig, på grund af at han skulle på efterskole og han ville ikke have et forhold for han vidste at han ville fucke det op. Vi blev så enige om at droppe vores flirt og måske få den op og køre igen efter efterskolen hvis vores følelser stadig var det samme. Men alligevel efter omkring 2 måneder efter vores ”break-up” tog han min mødom. Det skal siges at jeg ikke fortryder det, da på det tidspunkt elskede jeg ham virkelig højt, og jeg tror på at han elskede også mig. Men problemet er at vi ikke holder kontaktet sammen, og jeg ved ikke hvad jeg synes om det. På nogle punkter savner jeg ham, men på andre så er jeg pisse ligeglad med ham. Også med alle andre.
Jeg er begyndt at være ligeglad med alle bortset fra mig selv. På et tidspunkt dummede jeg mig meget og hatede på min bedsteveninde gennem 7 år, på en kendt app ”ask.fm”. jeg fortryd meget hvad jeg gjorde. Jeg indrømmede at det var mig der skrev det til hende med anonym. Hun blev selvfødelig meget sur, og det forstår jeg også meget godt. Vi var uvenner. Dagen efter i skolen var et helvede fordi jeg vidste at jeg havde brug for hende, men jeg ville ikke indrømme hende. Men i slutning på dagen fik vores lærer til at snakke sammen. Hun græd, sindssygt meget. Og det værste var at der fald ingen tårer uden af mit øje. Ikke en eneste. Det gik op for mig at vi to er ved at vokse fra hinanden, men jeg viste det måske på en dum måde. Men fordi jeg er som jeg er, så sagde jeg intet om det. Jeg sagde ikke engang undskyld, ved ikke hvorfor. Men efter en halvtime fik vores lærer os til at blive venner igen. Det er da altid noget. Men selvom vi krammede, grinte sammen og det, så er vores venskab sjovt nok ikke den samme igen. Og det bliver det nok aldrig. Jeg for at være ærlig så er det ikke noget det gør mig ked af det sådan.
Jeg er også begyndt at tage til fester og drikke mig fuld. Jeg er også begyndt at ryge lidt, selvom jeg ikke er den bedste til det. Jeg ved ikke helt hvad der sker for det. Jeg er ikke den samme igen, og jeg vil gerne ændre på det, tror jeg. Men jeg kan ikke finde ud af det. Jeg ved ikke hvordan og hvor jeg skal begynde.
Jeg mistede min bedsteveninde, og andre af mine tætteste venner. Jeg mistede den person som jeg faktisk elskede mega meget, og inderst inde venter jeg nok stadig på ham, selvom jeg siger noget andet til mig. Jeg ved ikke rigtigt hvad er mening med det her brev, og hvad jeg vil have hjælp til men jeg blev nød til at komme ud med det.
Jeg har været syg nu i 2 uger tror jeg, hvis ikke mere. Jeg hoster 24/7 og det er ret voldsomt. Når jeg hoster så får jeg det varmt og bliver lidt svimmel. Min mor vil tage mig til læge men jeg vil ikke og min dumme undskyldning er at jeg ikke vil tage derhen for at de skal fortælle mig at jeg skal ligge mig ned i sengen og tage Panodil. Min mor prøvede at give mig nogle piller, men jeg tog igen af dem. I stedet for puttede jeg dem ind i en kasse hvor jeg samler på piller. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det, nok fordi en dag så tager jeg dem alle og måske hvis jeg bliver heldig, så dør jeg. Nej jeg har ikke selvmorstanker. Jeg ville nok aldrig være i stand til at dræbe mig selv, for jeg vil ikke skuffe personerne som holder af mig. Men jeg ville ikke have noget i mod, hvis der skete mig noget. Som fx at jeg syg ligenu fordi jeg har en livsfarlig sygdom. Eller hvis fx jeg gik overvejen og så en bil kørte hurtigt så den kunne ikke nå at bremse, så er jeg ikke sikker på at jeg ville flytte mig. Jeg tror bare at jeg ville vente der på vejen og vente på den at køre mig over. Jeg vil gerne dø men jeg tør ikke selv at dræbe mig. Jeg vil ikke dø fordi der er noget galt med mit liv, men fordi jeg ikke har lyst til at se hvad der sker videre i mit liv. Jeg vil helst være fri for det. Det kunne være nice.
Og nu spilder jeg din tid, for du læste et ligegyldig brev fra en ligegyldig pige?