Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af pige på 16 år
Anonym
Indsendt af
pige på
16 år
Kære du!
Det lyder til, at du bærer rundt på nogle meget tunge tanker og følelser, som kan være meget svære at rumme. Jeg er glad for, at du skriver til os og får afløb for noget af det, selvom du - som du selv skriver - ikke rigtigt ved, hvad du gerne vil have hjælp til. Det er helt okay!
Allerførst vil jeg fortælle dig at du absolut ikke er ligegyldig, og det gør mig ked af det at høre, hvis du har fået den opfattelse af dig selv! For mig er dit brev ikke ligegyldigt, men vidner om, at du bestemt ikke har det nemt, og så vil jeg rigtigt gerne hjælpe dig så godt jeg kan.
Du fortæller om din flirt og jeres forhold, som måtte stoppe fordi han tog på efterskole. Det lyder ikke til, at du er helt afklaret med det, og dine følelser for ham, og som du skriver, så venter du nok stadig på ham inderst inde. Afgør med dig selv, hvad det er du gerne vil, og tag så en snak med ham om hvordan i skal forholde jer til det, men hav i mente, at det kan være rigtigt svært at have et forhold til en fyr der er et andet sted i livet end dig, efterskoleophold er ofte sjov og ballade, og så kan det være svært at have en derhjemme at skulle forholde sig til.
Du skriver, at du synes at du har ændret dig i en negativ retning, og at du ikke længere er sikker på, hvem du er som person. Du skriver, at du før i tiden ville gøre alt for at hjælpe andre, men at du nu er blevet egoistisk og stiller dig selv foran andre.. Jeg kan godt forstå dig. Når man har det skidt, så kan det være rigtig svært at overskue at tænke på andre, og så er det helt ok at sætte sig selv og sine behov i første række. Man skal have det godt med sig selv, før man kan hjælpe andre - så husk at passe på dig selv!
Med det sagt, så fortæller du om episoden, hvor du har gjort din bedste veninde rigtig ked af det, og du skriver at det ikke gør dig ked af det, at i måske aldrig får det samme venskab igen. Her frygter jeg lidt, om du mon er i gang med at skubbe folk omkring dig væk, fordi du frygter, at de kommer for tæt på og ser, at du egentlig ikke har det så godt? Hvis du virkelig mærker efter, er du så sikker på, at er klar til at miste en så god veninde? Hvis ikke, så synes at du skal tage en snak med hende, hvor du kan få undskyldt for hvad du har gjort mod hende. I samme ombæring synes jeg at det ville være rigtig godt, hvis du får fortalt hende hvordan du går og har det for tiden, lad hende vide, at du godt ved at det ikke er en undskyldning for din opførsel over for hende, men at du har brug for, at hun støtter dig i en svær tid. Hvis det er en svær samtale at skulle tage, så kan du evt. vise hende det du har skrevet til os?
Hvis du ikke har lyst til, at genoprette dit forhold til din veninde, så overvej, om du ikke kan tage denne snak med din mor, en lærer eller en anden du stoler på - jeg tror det vil være rigtigt godt for dig at få snakket med en, og finde ud af, at folk tager dig og dine problemer alvorligt.
En af grundende til, at jeg synes det er rigtig vigtigt at du får snakket med én er, at du skriver, at du er begyndt at gemme nogle piller. At du gerne vil dø, ikke fordi der er noget galt med dit liv, men fordi du ikke har lyst til at se hvad der sker videre i dit liv. Det er rigtigt vigtig, at du får snakket med nogen om disse tanker, og at du finder ud af, at din fremtid ikke er bestemt endnu. Jeg ved, at det kan være rigtigt svært at se, når man ikke har det godt, men søde, du har så mange muligheder for at få et godt liv! Nogle gange kræver det bare en lille bitte ændring, og så er du på rette vej - andre gange har man måske behov for at nogen hjælper én på rette vej, og her må du endelig ikke være bange for at bede om hjælp! Jeg er sikker på at dine nærmeste elsker dig rigtig højt og vil gøre alt for, at hjælpe og støtte dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber inderligt at du får snakket med nogen. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
- Nanna
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 5093 spørgsmål og givet 7566 svar de sidste 18 år
100% anonymt · 100% gratis
"Tak for jeres hjælp så utroligt mange gange før!"
- Anonym