Hej sky,
Man kan helt sikkert bruge sit kropssprog, og det er måske faktisk endda dit vigtigeste værktøj, når man skal flirte! Det første du skal arbejde på er din selvtillid. Selvtillid kommer indefra, og din krop afspejler når du har det godt og hviler i dig selv, og det vil også smitte af på folk omkring dig, og fremstå positivt i andres øjne. Hvis det kniber med selvtilliden, så er der heldigvis et par "snyde-fif". Læg ALDRIG armene over kors. Rank ryggen og sørg for, at du kigger op i stedet for at kigge ned i jorden. Øv dig evt. foran spejlet - du må gerne bøje hovedet meget let bagover, selvfølgelig uden at du virker arrogant!
Hav en god holdning og fold dine skulderblade let, så dine skuldre ikke er foroverbøjet.
Sørg for at du aldrig ser misfornøjet eller kedelig ud! Smil med øjnene og se ud som om du tænker på noget sjovt. Du skal selvfølgelig heller ikke ligne en lalleglad type, så igen er det en god ide at øve foran spejlet.
Jeg ved, at nogle drenge finder smukke negle attraktive, så hvis du har pæne negle, kan du prøve at bruge dem, eller have dem synligt fremme når du taler.
Ellers er mit bedst råd at slappe af. Hvis du slapper af, vil han også slappe af. Det skal selvfølgelig ikke blive for venne-agtigt, og du må sørge for, at ham du flirter med forstår dine intentioner, men du må heller ikke forsøge for hårdt, så du bliver opfattet komisk.
Snak med ham stille og roligt og gør din stemme behagelig og blød. Fyr nogle søde jokes eller kommentarer af, vær positiv, og sørg for, at dit kropssprog er feminint. Læn dig fremover hvis i sidder ned og snakker - det viser, at du er interesseret. Du kan evt. også lege lidt med dit hår - bare det ikke bliver for meget og for voldsomt - det vil virke som om du er desperat eller nervøs.
Og så husk at have det sjovt når du flirter. Det er ikke meningen, at det skal være alt for alvorligt, og stemningen skal holdes let.
Håber du kunne bruge mit svar til noget.
Held og lykke!
Hilsen
Alberte