Brevkassespørgsmål
Er det slut nu??
Jeg har gået i nogle måneder nu, tænkt og tænkt. Så jeg mere eller mindre er blevet deprimeret..
Jeg har denne her vidunderlige kæreste. Vi har været sammen i snart 2,5 år. (Vi er begge 16år nu) Jeg elsker ham højre end noget andet! Jeg ved ikke om det er fordi, at det var ham, jeg havde min første gang med, (sex), ham der har vist mig mest interesse osv. Jeg har ofret stort set alt for ham. (ikke fordi han sagde jeg skulle, men fordi jeg selv har valgt det.) Jeg har for eksempel ingen "rigtig" veninder. Der er en masse fra min klasse som jeg snakker med, men det er ikke nogen som jeg kunne betro mine dybe hemmeligheder til. Mit og min kærestes forhold har været PERFEKT.. indtil nu.. Siden nytårsaften 2010/2011, er han begyndt at ryge. Han ved godt, at jeg ikke brødes mig meget om det, men jeg elsker ham, og hvis det var dét han ville, ville jeg være ligeglad. Et par måneder efter, febuar/marts måned, har han slet ikke været den samme for mig. Han har ikke så tit tid til, at vi skal være sammen mere. Det skal lige siges at vi plejer at være sammen tit. Jeg har sagt til ham, at jeg ikke rigtig følte at han ville være sammen med mig så meget mere. Han sagde bare, at han også ville være sammen med gutterne. (Jeg har fuld forståelse for det, forresten!) Men at der somtider går over en uge, før vi ses, kan godt gå mig lidt på nerverne i længden. Han siger at der er ved at gå for meget kæresteri i vores forhold. Han syntes at han er en "tøffelhelt", og at det ikke var fedt længere. Og at han ikke skal rette sin opmærksomhed mod mig hele tiden. Jeg har aldrig haft det så svært ved at snakke med ham før. Det er som om han slet ikke kan forstå hvad jeg egentlig siger til ham. Jeg vil ikke have hans opmærksomhed 100% hele tiden. Jeg elsker bare at være sammen med ham? Og hvis du vidste hvor mange fremtidsplaner vi har sammen.... MANGE...
Jeg kunne slet ikke forstille mig et liv uden ham? Han betyder virkelig alt for meget, til at jeg tør give slip på det vi har sammen. Jeg ville ikke vide hvem jeg kunne snakke med, for jeg har ikke tænkt på at jeg ville kunne få brug for en veninde, hvis dette en dag skulle være slut?.. Jeg har grædt mig i søvne i en uge snart. Jeg vil have ham tilbage, som han var for et halvt år siden.
Min spørgsmål er: Er det her en normal "udvikling" af forholdet?
Kan jeg på en anden måde snakke med ham,
så han ved præcis hvordan jeg føler, uden han bliver sur?
Er det her mon hans måde at sige, at han ikke vil mere?
Undskylder mange gange hvis dette var alt for meget at læse. Men jeg har gået med disse spørgsmål i mit hoved så længe nu, at jeg bare måtte ud med dem.
Håber af hjertet på et svar.
- Den hidtil ulykkelige.