Kære du!
Mange tak for din besked til brevkassen - jeg håber, at du får noget ud af vores svar.
Det lyder bestemt ikke rart, at du får ondt i maven og bliver så nervøs ved tanken om at skulle fremlægge på engelsk.
Det, at du ikke bliver nervøs når du skal fremlægge på dansk giver mig en fornemmelse af, at din nervøsitet kommer af, at det er noget ukendt, nyt og måske lidt fremmed du bliver udsat for, når du skal snakke engelsk, og det kan være meget ubehageligt, hvis man har det bedst med at have 100 % kontrol over situationen - det kender jeg selv alt til.
Mit bedste råd til dig er, at du skal øve dig så godt du kan inden fremlæggelsen, så du føler at du har så meget kontrol over hvad der skal ske, som muligt. Derudover kan du prøve at se på fremlæggelser som en mulighed for dig til at øve dig, istedet for som en 'test' - jo mere man skubber sig selv ud i sådanne situationer og øver, des bedre bliver man også til at stå foran en forsamling.
Med hensyn til hvad de andre, og specielt denne dreng, siger og tænker om dine engelskkundskaber kan jeg kun sige, at jo mere du tror på dig selv, des bedre opfattelse vil andre også have af din præstation - derfor er mit bedste råd at du skal øve dig indtil du selv føler at du har nogenlunde kontrol over fremlæggelsen - Men husk også, du har mange år endnu til at lære sproget, så fortvivl ikke hvis det virker lidt svært endnu - ingen (andre end måske dig selv) forventer en fejlfri præstation af dig!
Se på, om du kan bruge mine, eller de andres råd til noget - Hvis du stadig føler dig rigtig utilpas med situationen kan du evt. Tage en snak med din lære og spørge, om der er mulighed for at du kan få lov at fremlægge hvor det kun er ham/hende i lokalet.
Jeg ønsker dig al mulig held med din fremlæggelse, som jeg er sikker på du nok skal klare flot.
De bedste hilsner, Nanna.