Hej igen,
Dejligt at høre, at du fik lidt ud af at skrive herinde.
Der er nok heller intet unaturligt i at have andre i tankerne, hvis de har indflydelse på ens tilværelse, og pt. giver det jo noget positivt til din hverdag. Så nej, det behøver selvfølgelig slet ikke at være på den seksuelle front. Der er heller ikke noget at sige til, at du er begyndt at bekymre dig om ham, hvis det næsten er blevet en daglig vane at hilse på hinanden. Hvis det nu viser sig, at han en dag ikke er der, men så er der igen dagen efter, så er der da i hvert fald et oplagt samtaleemne, hvis du skulle få lyst til at høre, hvorfor han ikke var i skole dagen før eller lignende.
Jeg tror de fleste mennesker godt kan lide at blive mødt af smil, uanset om det er af nogle man kender eller blot er nogle man passerer forbi i løbet af sin dag. De fleste mennesker ønsker at kunne gøre noget for andre, det udtrykkes blot på forskellige måder. Om det er et faderligt instinkt er svært at sige, men der kan sagtens være noget om det. Det kan være, at han ligefrem har givet dig lyst til at få børn? :-)
Det vil måske virke en smule voldsomt både at spørge om telefonnummer, snapchat, facebook osv. Det kommer næsten til at lyde lidt stalkeragtigt (selvom jeg umiddelbart godt ved, at det ikke er hensigten).
Ligesom du måske har regnet ud, at han bor i nærheden af dit arbejde, så kan det også være, at dette gælder omvendt. Han har måske også observeret, at du laver noget i nærheden af hans hjem, og på denne måde kommer I til at virke som bekendte for hinanden. Endnu engang ja, så kan det jo være, at han er smilende og imødekommende af natur, det er ikke til at vide.
Det er helt i orden at skrive lidt om dig selv, det gør det som regel kun lettere at kunne give nogle råd tilbage. Nu er vi heller ikke helt så unge som denne dreng, du snakker om. Så på sin vis, kan vi heller ikke helt sætte os ind i hans tankegang, men vi gør selvfølgelig gerne et forsøg.
Tak for dine beskeder til os :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte