Droppe ud af efterskole??

Hej,

Jeg går i 10. kl på efterskole. Der er kun 6 uger til skolen er slut, men jeg kan virkelig ikke klare det mere... Det er nok lidt svært at forstå det hele, hvis man ikke er mig, men jeg prøver at skrive til jer, i håb om at i kan hjælpe mig med de sidste uger.

Da jeg gik i 8. kl, havde jeg en kæmpe drøm om at komme på efterskole. Mine forældre besluttede for mig, at jeg først måtte komme afsted i 10. kl, da de mente, at jeg ville få mest ud af opholdet, fordi jeg har hest med. Selvom jeg allerhelst ville have været afsted i 9. kl, da alle mine venner tog afsted der, fandt jeg mig bare i, at de havde besluttet det for mig. Når jeg tænker tilbage på min 9. kl, var det et af mine bedste år, så jeg er glad for jeg fik det med. Men da jeg skulle starte på efterskole, havde jeg på ingen måde lyst. Jeg havde det så godt derhjemme med alle mine venner, og havde fået en kæreste hen over sommerferien, som jeg på ingen måder havde lyst til at tage væk fra. Jeg følte mig så klar til at komme videre med mit liv. og havde slet ikke tid til at gå på efterskole. Derudover skulle alle mine venner på gymnasiet eller igang med diverse uddannelser, og jeg vil virkelig gerne have startet sammen med dem.Jeg har altid været meget moden og selvstændig, og har aldrig været særlig tæt med mine forældre, da jeg altid bare har klaret tingene selv. Jeg har altid været en meget stærk psykisk, og har meget svær ved at vise svaghed..

Jeg begyndte så på efterskolen, og tænkte at jeg bare måtte få det bedste ud af det. Når mine forældre spurgte, hvordan det gik, sagde jeg bare det hele var helt fantastisk, selvom jeg på ingen måder havde lyst til at være der. Jeg har altid været en meget social person, og jeg blev også ret hurtigt meget vellidt på skolen, men selvom det sociale fungerede for mig, havde jeg stadig ingen lyst til at gå der. Jeg følte mig meget mere moden end alle andre, og synes skolen behandlede mig som et lille barn. Min kæreste er 4 år ældre end mig (altså 21 år) og generelt er alle mine venner ældre end mig, og jeg passer meget bedre sammen med dem. Jeg synes decideret at det er pinligt at fortælle folk, at jeg går på efterskole, for jeg føler mig så malplaceret der. Mine forældre har også altid givet mig meget frihed, og når jeg er hjemme bestemmer jeg fuldstændigt selv over mig eget liv. Skolen har rigtig mange regler, som jeg på ingen måder er vant til. bl.a. at er drenge og piger opdelt. Jeg havde rigtig svært ved at acceptere alle reglerne, da jeg synes de ødelagde det gode ved efterskole, så jeg brugte meget energi på at prøve at acceptere det. Jeg prøvede bare at bilde mig selv ind at det nok skulle blive bedre og vil blive det bedste år i mit liv. Jeg har gået hver dag indtil nu og har haft lyst til at droppe ud, men har ikke gjort det, fordi jeg ikke vil virke svag, og det vil være et kæmpe nederlag for mig, at droppe ud. Efter nytår begyndte det for alvor at blive hårdt. Vi begyndte med gymnastik opvisninger og alle elskede det bare, udover mig. Jeg hadede det virkelig. Jeg kunne slet ikke klare den måde de diregerede med os på, og pressede os til at blive ved med at lave gymnastik flere uger i streg. Det var under gymnastik ugerne at jeg for alvor knækkede sammen. Jeg begyndte at græde mig selv i søvn hver nat og fik generelt ikke særlig meget søvn. Jeg tvang mig selv til at stå op om morgen og smile og virke overskudsagtig, men jeg var det på ingen måder. Jeg tog en facade på hver gang, jeg var sammen med andre. Jeg har taget hjem i alle weekender hele året, og jeg ELSKER at være hjemme i weekenderne. Men det er også nogen meget stressede weekender jeg har, da jeg føler jeg skal nå alt det sjove jeg overhoved kan. I weekenderne er fyldt af glæde og overskud, men med det samme tiden nærmer sig til at jeg skal op på skolen igen, er det som om en mørk sky dækker mig. Sådan har jeg haft det i flere måneder nu, og her for nogle uger siden blev det simpelthen for meget for mig. Jeg kunne ikke styre min krop længere, og jeg begyndte at græde konstant, fik rysteanfald og lagde søvnløs flere nætter i streg. Det var som om alt glæden var taget ud af mig, og det var forfærdeligt at være i den tilstand, så jeg blev nød til at tage hjem. Da min mor hentede mig, knækkede jeg fuldstændigt sammen og fortalte det hele. Hun blev virkelig chokeret, da jeg har skjult det hele så godt. Vi snakkede sammen om art finde en løsning og hun mente at det bedste var at snakke med min lærer oppe på skolen. Jeg har aldrig været vild med at snakke med folk om mine problmer, og synes det er ubehageligt når folk ved for meget om mig, men da jeg var så desparat på at komme ud af den tilstand, valgte jeg at snakke med en lærer.

Jeg har nu aftalt med skolen og mine forældre, at jeg må tage hjem noget mere, for at kunne klare det sidste stykke at efterskoleopholdet, hvilket selvfølgelig er rigtig dejligt, men min træng til at droppe ud er kun blevet større. Lærerne vil snakke med mig hele tiden om hvordan jeg har det, og giver mig alle mulige psykologiske "hjælpemidler" til at kunne klare hverdagen. Jeg hader det. Jeg kan slet ikke klare hvordan de lige pludselig ved alt om mig, og tror de kan hjælpe mig. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så svag og sårbar, og jeg hader det virkelig. Derudover har min lærer valgt at fortælle til alle mine tætteste på skolen om hvordan jeg har det, uden jeg vidste det. Jeg føler mig fuldstædig nøgen når jeg går rundt deroppe, fordi alle bare ved hvordan jeg har det, og jeg kan tydeligt mærke hvordan de har medlidenhed med mig, og spørger hele tiden indtil hvordan jeg har det, og om de skal gøre noget osv. Det er forfærdeligt at være i, og jeg har kun mere lyst til at droppe ud. Der er kun 6 uger tilbage, men det virker alt for uoverskueligt for mig at skulle være der så længe. Jeg føler bare helle ikke jeg kan droppe ud, når der er så lidt tid tilbage. Så gennemfører jeg ikke min 10. kl eksamen, og jeg ved ikke hvad jeg skal sige til folk, hvis jeg dropper ud. Jeg har overvejet stærkt at gøre et eller andet, så jeg bliver smidt ud, men så ved jeg bare mine forældre vil blive enormt skuffet, og jeg ønsker heller ikke at få det stempel at jeg er blevet smidt ud. Jeg er så forvirret over hvad jeg skal gøre og føler bare det hele er alt for uoverskueligt. Håber i kan komme med nogle gode råd, der ikke er alt for psykologiske eller har erfaringer med andre der har det lidt på samme måder.

Mvh mig