Vi står altid klar til at hjælpe dig
Skriv til brevkassen100% anonymt · 100% gratis
Indsendt af dreng på 17 år
Hej. Jeg er en dreng på 17 år, og jeg ved godt ingen af jer er drømme-/hjerneforskere, men tager nu alligevel chancen for at stille jer et spørgsmål omkring mine drømme.
Jeg har drømt den samme stærke drøm 3 nætter i streg nu, og er meget bekymret for, hvad dette kan betyde. Jeg husker kun ca. et minut af drømmen hver nat, og det er det samme minut hver nat.
Drømmen handler om jeg står i centrum at et mørkt rum, omringet af sommerfugle(1000 vis). Der er så en sommerfugl som udskiller sig fra alle andre, og den er klart i fokus. Den er meget mere farverig end alle de andre, og den lyser. Lige pludselig er alle sommerfuglene væk, og den unikke smukke sommerfugl sidder på min langefinger, og den er ikke bange for mig. Pludselig kommer den mest sorte skorpion, kravlende fra min skulder og ned af hele min venstre arm, og ned på min hånd. Skorpionen står på min hånd i ca. 5 sekunder og så stikker den sommerfuglen, til den dør.
(Det skal siges at jeg ikke er bange for skorpionen i drømmen, og den er nærmest naturlig for mig, og nat efter nat gør jeg intet i drømmen for at stoppe den her skorpion)
Jeg beklager hvis drømmen er kompliceret og i ikke forstår den, men kan dette have nogen betydning på noget. En drøm 3 nætter i streg har jeg nærmest kun hørt om i film, så er meget nysgerrig og lidt bekymret. Håber i kan hjælpe, mvh. Tobias
Anonym
Indsendt af
dreng på
17 år
Hey Tobias! :)
Drømme er forvirrende og i bund og grund underlige. Men som du selv skriver, så lyder det næsten som en ting fra en film, at du oplever samme drøm 3 nætter i træk. Jeg kan derfor godt forstå, at du undrer dig. Men jeg er sikker på, at der ikke er noget at være bekymret for.
Der er groft sagt to måder at beskue drømme på. Den ene måde ser drømme som random ting og billeder, som hjernen sætter på, mens den samler energi til en ny dag. Drømme er altså lidt ligesom en pauseskærm. Med de her briller, så er der ikke noget i din drøm.
Den anden måde er stik modsat. Her tænkes drømme som en måde, hvorpå din underbevidsthed prøver at kommunikere med dig. Det kan være sider af dig, som du undertrykker, udviklingsmuligheder, relationer til andre osv. som din underbevidsthed prøver at gøre dig opmærksom på.
Hvis vi fortsætter
med måde nr. 2, så tyder folk til drømmetydning for at finde ud af, hvad
drømmen kan betyde. Sommerfugle i drømme relaterer sig ofte til værdier som
kreativitet, frihed, spiritualitet og transformation. Du står måske foran nogle
forandringer og sommerfuglens stadie kan indikerer, hvor du står i forhold til
den udvikling. I din drøm er du i sommerfugle-stadiet, hvilket kan symbolisere,
at udviklingen er fuldført.
En skorpion symboliserer ofte giftige og aggressive sider af en selv, der i
længden ikke er så hensigtsmæssige for din egen harmoni.
Så hvis jeg skal komme med et bud på en fortolkning, så tænker jeg, at du er 17 år og derfor står overfor mange valg for din fremtid. Der er mange stier på vejen, og du skal snart til at vælge, hvilken sti, som du vil gå på. Det kunne være det, som sommerfuglene symboliserer - alle de veje, som du kan vælge at tage. Du finder så den rigtige vej for dig (Den sommerfugl, som sætter sig på din hånd). Skorpionen symboliserer sider af dig, som ikke er forenelige med din sommerfugl. Derfor slår den sommerfuglen ihjel. Grunden til, at du føler dig tryg ved skorpionen kunne være, at den netop repræsenterer sider af dig, som du er velkendt med. Sider som måske har hjulpet dig tidligere. Som er trygge, men som betyder, at du ikke kan udvikle dig. Så alt i alt, så kunne drømmen betyde, at du nu skal til at tage sider af dig selv eller dit liv op til overvejelse (skorpionen), så du kan udvikle dig (lade sommerfuglen leve).
Det er bare min fortolkning. Men drømmetydning er meget individuel. Så hvis min tolkning ikke lyder rigtigt, så kunne det være, at skorpionen og sommerfuglen symboliserer noget andet for dig. I så fald, så prøv at spørge dig selv: hvad forbinder jeg med en skorpion? Hvad forbinder jeg med en sommerfugl? Prøv at spørg din familie og venner - de kan måske komme med nye input/ideer til, hvad din drøm kan betyde. Se det som en gåde, som du skal til at løse - og i processen lærer du måske noget nyt om dig selv. Men der er ingen grund til at være bekymret :-)
Jeg håber, at du kan bruge mit svar :) Al held og lykke herfra!
VH.
Gustav
Kære Tobias,
Det er godt nok en filmisk scene, du drømmer om. Jeg kan godt forstå, at du studser over den, nu hvor du har drømt præcis det samme 3 gange i træk. Som du selv nævner, er vi her i brevkassen hverken drømme-tydere eller hjerneforskere, men ud fra hvad jeg hører dig sige, så er der ikke grund til bekymring.
Drømme er oftest noget, som vores underbevidsthed prøver at fortælle os. Hvis man har været sur i en situation og ikke fået raset ud men holdt det tilbage, så vil man typisk drømme noget, hvor ens vrede kommer til udtryk. Det er svært at sige, hvad der er rigtigt og forkert i en drøm. Det er op til den enkelte at vurdere, hvilken tolkning der passer bedst og giver mest mening. Nogle gange ligger der en større forklaring bag, og andre gange er det bare noget vrøvl.
Du spørger efter en forklaring, og jeg kan fortælle dig min personlige fortolkning om din drøm: Der er mange detaljer i din drøm, og drømme hvor der er mange insekter (1000 sommerfugle) er symbol på, at du har negative følelser (evt. skyld eller angst), der jager dig. Sommerfugle symboliserer frihed, kreativitet og er samtidig et symbol på menneskets udviklingsfase. Blide farver i drømme betyder svaghed, lyse farver er for at få opmærksomhed og stærke kraftige farver (din ene sommerfugl) betyder styrke og intensitet. Når alt dette lægges sammen, så tænker jeg, at det kan betyde, at du muligvis står over for et/nogle svære valg, der er afgørende for dit liv og udvikling. Du er 17 år, og det er hvertfald en alder, hvor der skal til at tages alvorlige beslutninger, som kan være med til at forme resten af dit liv - hvilket kan give anledning til angst. En skorpion har jeg ikke hørt har nogen specifik betydning i en drøm, men det kan være, at den giver mening for dig personligt? Til gengæld betyder en død sommerfugl, at man er bange for at kaste sig ud i noget nyt, eller at man har urealiserede mål. Det kan være, at du er/har været tynget af noget, så du ikke kan gøre, hvad du egentlig gerne vil.
Gentagelse af en drøm kan betyde, at man er "gået i stå" i livet (evt. pga. det svære valg, der skal tages?). At en drøm er tilbagevendende betyder, at din underbevidsthed prøver at gøre dig opmærksom på noget. Altså der er noget, som du skal lytte til i dig selv. Du skal kunne være i dig selv og gøre dét, der føles rigtigt for dig.
Med det sagt - husk! Dette er min egen fortolkning på din drøm. :)
Der kan være hjælp at hente hos professionelle drømme-tydere, der har styr på teorier bag drømmepsykologi - jeg kan dog ikke henvise dig til en specifik, da jeg ikke er bekendt med det felt, og det er svært at vide, hvem der er bedst og mest troværdig. Evt. ta' en snak med din omgangskreds og prøv at lyt til de forskellige forklaringer, måske indser du, at der er en helt anden betydning.
Som jeg ser det, er der ingen grund til at være nervøs eller bekymret over drømmen. Du er velkommen til at vende tilbage til os, hvis du føler behov for dette. Jeg håber, at det kunne hjælpe dig lidt på vej og give dig ro i maven.
Kærligst Tia
Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.
Vi har modtaget 4848 spørgsmål og givet 7399 svar de sidste 17 år
100% anonymt · 100% gratis
"..tak for en god brevkasse. I er kommet med svar på flere af mine spørgsmål, som har været rigtig brugbare."
- Anonym