Øv, livet gør ondt

Kære du

Jeg kan godt forstå, at du påvirkes meget af, hvordan du har det lige nu. Det er tunge tanker og følelser at gå rundt med, og samtidig har du oplevelsen af ikke at kunne dele det med nogen. Det betyder derfor meget for mig, at du skriver herind og får sat lidt ord på, hvad der fylder hos dig.

Mange af de følelser du beskriver hænger ofte sammen med depression. Det er derfor naturligt, at du føler dig udmattet, at ingenting giver mening og sidder med en følelse af forkerthed. En svær depression kan også føre selvmordstanker med sig, som du også beskriver det. Da det ofte er sådanne følelser og tanker man får under en moderat til svær depression er det ekstra vigtigt at få den støtte og hjælp, man har brug for.

Selvom du oplever ikke at kunne dele dine inderste tanker eller følelser med din psykolog, så er det positivt, at du har en og at du møder op til jeres samtaler. De fleste mennesker har behov for at skabe en tillidsrelation inden man deler det, der gør ondt. Det samme gælder ofte en relation til en psykolog. Jeg kan derfor godt forstå, at du måske ikke har turde at dele det hele endnu. Det kan måske handle om frygten for ikke at blive taget alvorligt eller at man kan være bange for at få en helt anden reaktion end den man håbede på. Det er derfor helt okay, at du har brug for tid før du kan åbne op. 

Du nævner selv dine forældres skilsmisse og behovet for, at der er nogen, der vil passe på dig i en periode. Du skriver også, at du har skulle tænke på dine forældres ønsker og behov før dine egne - og du har gjort dit bedste for at gøre dem glade. Jeg oplever, at du alt for tidligt har skulle tage ansvar for noget, der ikke har været din opgave. En skilsmisse kan være en hård proces og dine forældre har måske ikke haft overskud til at give dig den omsorg og opmærksomhed, som du har haft brug for, selvom de også har gjort deres bedste. Alle børn og unge har brug for omsorg fra deres forældre og har brug for, at de tager ansvaret og kontrollen. Her tænker jeg også, at du måske har fået skabt et behov for at have kontrol over nogle ting, fordi du intet har kunne gøre, da dine forældre gik fra hinanden - det var nemlig helt ude af din kontrol. Det kan derfor måske også være din måde at prøve at genvinde kontrollen, fx ved ikke at dele dine tanker og følelser med psykologen. Når man åbner op for sine følelser kan man ofte føle sig ekstra sårbar, og så har man ikke samme kontrol over tingene, som hvis man ikke åbner op. Det kan være en strategi man får, for at klare sig igennnem dagene.

Derudover nævner du også, at du ikke tør at snakke med dine forældre om det. Det kan måske også hænge sammen med, at du tidligere har oplevet, at du ikke er blevet mødt eller set på den måde, som du har haft brug for. Jeg håber derfor også, at du på et tidspunkt tør at dele dine tanker med din psykolog i første omgang, da det kan være endnu sværere at få åbnet op overfor dine forældre. En psykologs opgave er at forsøge at forstå og hjælpe med det, der fylder hos dig. Det betyder også, at ingen følelse er for lille og at dine følelser ikke kan være forkerte. Det er dine følelser og de skal alle tages alvorligt. Noget af den omsorg du søger, kan du måske også få ved at åbne mere op overfor din psykolog. Jeg ved godt, at det ikke er den du helst vil have, men det kan måske give dig lidt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at du har det dårligt ud fra den besked har skrevet til os. Jeg kan dog ikke vurdere herfra om du har det "dårligt nok" til at blive indlagt. Selvmordstanker er alvorlige. Det er dog også en god ting at få snakket med din psykolog om, hvorfor du tænker, at det kan være godt for dig at blive indlagt. Psykologen kan heller ikke beslutte det, men hun kan måske hjælpe dig med at se, hvad det ville kunne give dig og hvad du egentlig har brug for, så du kan få det bedre.

Jeg ved fra andre, at det at gå til psykolog har været godt for dem. Særligt fordi psykologen som regel ikke kender ens familie eller venner personligt. Det betyder derfor også, at det vil være dit liv, der bliver taget udgangspunkt i. Det er dine følelser og tanker, der er de vigtigste - og det kan for mange være et frirum til at være mere sig selv og udtrykke det, som måske er sværere at snakke med dem om, som man har tættere på.

Du nævner selv, at du har en ven, som du måske godt tør dele dine tanker med, men at du ikke får mulighed for at fortælle, hvordan du selv har det. Det kan være, at du kan prøve at starte med at skrive eller sige til ham, at der er noget, som du gerne vil snakke om - at det er vigtigt for dig, at han lytter til, hvordan du har det. Det kan være, at han ikke selv har tænkt over det.

Det er et stort skridt, at du har åbnet op for nogle af dine tanker og følelser her hos os. Jeg håber også, at du når til et punkt, hvor du tør at åbne op for, hvordan du egentlig har det overfor de mennesker, som du har tættere på.

Jeg ønsker dig alt det bedste og jeg håber, at du finder modet til at dele dine inderste tanker og følelser med andre. Vi har alle brug for hjælp og ingen kan klare sig alene. Det er derfor en styrke at kunne spørge efter hjælp, ligesom du har gjort her. 

Jeg håber, at det har været en lille hjælp. Du er i hvert fald altid velkommen til at skrive herind igen.

Kærlige hilsner fra

Lotte

 Hej.

Det lyder godt nok forfærdeligt. Jeg er virkelig ked af at du er endt i denne her situation. Og det er ingen tvivl om at du har det "dårligt nok". At gå rundt med selvmordstanker er meget alvorligt.

Jeg forstår godt at du kan have lyst til at være tilbageholdende over for din psykolog, dine forældre, og din drengeven. Som udgangspunkt tror jeg de fleste synes det er svært at tale om de her slags ting, og når man så oven i købet har social angst, bliver det kun endnu sværere. Jeg kan forestille mig at du måske er bekymret for at du bare ville ende med at være til besvær, hvis du var mere åben omkring dine selvmordstanker. Det kan også være du er bange for at de andre  ville tænke mindre om dig, hvis du fortalte det. 

Men prøv at tænk over hvad du selv ville synes var mest besværligt, hvis du havde en veninde, der gik igennem det, du går igennem lige nu. Jeg er sikker på at du ville synes det var lettest, hvis hun var så åben som muligt omkring sin tilstand. Det som venner og familie ofte finder mest besværligt i sådanne her situationer, er at de ikke ved hvad der foregår inde i hovedet på den person det drejer sig om. Selvom det kan virke som om at man "fylder mere" i andres liv når man åbner sig op, så er det i virkeligheden helt modsat. For hvis andre går rundt og er i tvivl om hvordan de bedst hjælper dig, så ville du faktisk "fylde mindre" hvis du var mere åben.

Det er allersværest når det er nogen man kender godt. Og i øvrigt kender jeg ikke dine forældre, så jeg kan ikke garantere dig for for hvad de ville sige. Men jeg kan ikke komme i tanke om nogen god grund til ikke at sige det her til din psykolog. Det er psykologens job at forholde sig til hvordan du har og hvad det er der fylder meget i dine tanker. Og igen; du gør kun psykologens job nemmere ved at være så åben som mulig. Forestil dig at psykologen sidder med et puslespil - du er puslespillet. Nu mere information du giver psykologen, nu flere brikker får hun/han, og nu lettere gør du det for hende/ham. Og nu større chance er der også i sidste ende for at psykologen kan hjælpe dig. 

Jeg håber det kunne bruges til noget. Du er altid velkommen til at skrive igen. Nej, jeg håber faktisk du skriver igen! Her synes vi altid at det er spændende at læse om folks historier. Så hvis mit råd endte med at være helt ved siden af, eller hvis der er noget andet du godt vil have svar på, så tøv ikke. 

mvh Markus Jacobsen

 Kære du

Kan virkelig godt forstå dig - og jeg håber virkelig at du snart kommer ud af den cirkel du befinder dig i lige nu.

Nogle gange bliver man bare nødt til at gøre det der er allermest svært for en, for når det så er gjort, hvad er der så tilbage at være trist over?
Jeg ved hvor svært det kan være at snakke om ens følelser - det er jeg selv virkelig dårlig til. Men, én ting har jeg lært igennem min ungdom, og det er at tingene faktisk bliver bedre hvis man snakker om det.

For nogle hjælper det at snakke med en fremmede, for andre er det bedre at snakke med et nært familiemedlem eller ven.
Når nu du går til en psykolog, så synes jeg du skal starte dér først. 
Det er meget nemmere at snakke med en der ikke kender en på den samme måde, som ens forældre f.eks. gør.
Så hvis du kan tage det store skridt med psykologen, så er jeg næsten sikker på at hun kan hjælpe dig med også at fortælle det videre til dine forældre også.

For alle forældre ønsker en ting for deres børn, og det er at de har det godt - og de kan jo selvfølgelig ikke hjælpe dig, når du selv nævner de ikke ved hvordan du oprigtigt har det.
Men det kan godt virke som en stor mundfuld som det første at fortælle det til dem. Så start med at fortæl alt det du har skrevet herind til os, til din psykolog.
Hvis du synes det er svært, så skriv evt. dine tanker ned og så læs det op for din psykolog, i stedet for at kigge hende i øjnene og blive nervøs.

Hvis en professionel ved hvordan du oprigtigt har det, så har hun den helt rigtige metode for at hjælpe dig og for også at kunne fortælle det til din familie - for det er en alt for stor mundfuld, at gå med alle de har tanker selv.
Der må man bare erkende, at man har brug for andres hjælp.

Tænk på; at jo flere du fortæller dine tanker og følelser til, jo mere lettet vil din krop føle sig og jo mindre skal du selv bære rundt på.

Håber mit svar kan hjælpe dig - for ellers er du meget velkommen til at skrive herind igen. :-)

M.v.h. LIne