Indsend dine spørgsmål

Vi står altid klar til at hjælpe dig

Skriv til brevkassen

100% anonymt · 100% gratis

Vi har modtaget 4848 spørgsmål og givet 7399 svar de sidste 17 år
2022-01-19T17:10:38: 2

Brevkassespørgsmål

Skole!!!

Indsendt af pige12 år


Kære Ungzone

For nogle måneder siden, skiftede jeg skole. Jeg var rigtig glad, og tænkte at jeg enlig havde nogen jeg kunne relatere til. Ikke at jeg ikke stadig har det. Problemet er bare, at jeg har kvalme vær gang jeg skal i skole, og ondt i maven. I går fik jeg skudt en boldt i hovedet, af nogle ottende klasser. De grinte alle sammen af det. Jeg rækkede fuck til dem, og begyndte at græde. Der var mange der ikke forstod hvor bange jeg blev. Men det er fordi at jeg har social angst, og kan ikke klare når folk griner af mig. Jeg er også bange for at tage i skole når jeg har været syg, hvilket også er et stort problem, da jeg tit har ondt i hovedet. Min mor siger at jeg ikke skal tage tilbage i skole, hvis jeg får det så dårligt. Men så ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre. Der er tre skoler i mit område, og jeg har prøvet på dem alle. Min mor siger, at hjemmeskole også er en mulighed. Men jeg er bange for at miste venner, og ikke blive ret god til skolen. Det er også nogle gange når jeg ar været i skole har jeg ingen motivation, til at gøre ting som jeg godt kan lide, som fx at læse, fordi jeg bliver så træt. Lige nu er jeg hjemme med ondt i hovedet, og ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Min mor og mig, har snakket om at jeg måske skulle tage tilbage i min gamle klasse, men jeg ved ikke om det vil blive bedre. Jeg kom heller aldrig og sagde farvel. Og min gamle veninde som går der, hadder jeg virkelig. Fordi efter sommerferien, kom der en dreng som vi begge begyndte at kunne lide. Hun begyndte så at blive virkelig anderledes, og kalde mig en freak og sådan noget foran ham. Hun skrev også da jeg var syg til mig, at alle snakket grimt om mig. Hvilket var grunden til jeg flyttet skole. Nu er hun så kærester med ham, og hun ryger, tager snus, laver kriminele ting, for at spille smart overfor ham. Og efter jeg flyttede skole sagde hun til alle at jeg godt kunne lide ham. Nu sender hun snaps af ham og sådan noget, hvilket gør mig mega ked af det, og jeg ved ikke om jeg ville kunne gå i samme klasse med dem. Men hvis jeg flytter skole, kommer jeg virkelig også til at savne menneskerne. Men det er også det eneste. Plz hjælp.

Hilsen mig

pige
Andre ting

Andre ting

Se flere

Besvarelser

2022-01-20T12:31:42 1
Sofie

 Kære dig.

Tak for at skrive ind til brevkassen. Du er rigtig modig.

Det er aldrig sjovt ikke at føle at man passer ind, eller at nogen griner af en. Det har jeg selv prøvet i skolen, og man bliver rigtig ked af det. Desværre er der rigtig mange der døjer med social angst, og det er helt okay at tale om. Derfor tror jeg det ville være en rigtig god ide, hvis der er en i din nye klasse du måske kan tale med det om, eller en lærer du føler dig tryg ved :)

Hvis du mangler nogen at relatere til vil jeg helt klart anbefale dig at melde dig ind i forskellige fællesskaber. Der findes mange grupper f.eks. på Facebook, hvor andre som dig leder efter en at tale med. 

Jeg kan også anbefale dig fællesskabet "Boblberg.dk" som er et sted hvor man kan finde alle mulige slags fællesskaber, afhængigt af hvad man kan lide og hvad man søger. Boblberg er skabt af Røde Kors til at hjælpe andre som har det svært, og som mangler nogen at relatere til, ligesom dig :).

Det kan måske også være en god ide at tale med en psykolog om den sociale angst, så du kan få nogle redskaber at arbejde med. 

Jeg kan godt forstå at du ikke vil i hjemmeskole, men det er også vigtigt at du ikke har det dårligt på din skole. Jeg håber at du kan få nogle søde klassekammerater du kan åbne dig op for på din nye skole.

Jeg kan godt forstå at det gør dig vred at din veninde fra din tidligere skole sender dig billeder af ham du godt kunne lide, og at hun er kommet ud i kriminalitet. Her er det helt okay at sige til hende at hun skal lade vær med det, hvis det gør dig ked af at se på det. Hvis du har mod på det kan du måske tale med din mor om din veninde, så i måske kan hjælpe hende med at komme ud af det igen.


Jeg håber at disse råd kan hjælpe dig :)

Hilsen Sofie

2022-01-21T10:11:15 1
Signe

Kære du


Først og fremmest synes jeg, at du er rigtig sej, fordi du skriver herinde, og fordi du virker til at være i rigtig god kontakt med dine følelser, hvilket er mega sejt! Det skal du huske dig selv på :)


Jeg er dog ked af at høre om din situation. Du skriver ikke, om din lærer er informeret om dine oplevelser og følelser. Hvis ikke du og din mor allerede har taget kontakt til din klasselærer, vil jeg anbefale, at I gør det først, da de med garanti har oplevet lignende før med tidligere eller nuværende elever. Hvis du har en anden lærer end din klasselærer, som du har et tættere forhold til, kan du og din mor selvfølgelig også opsøge ham/hende i stedet. 


Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse i skolegården. Som du selv skriver, kan det være, at de ikke vidste, at du blev bange i øjeblikket, for hvis de vidste det, er jeg sikker på, at de ville have reageret anderledes. 


I forhold til at skifte skole eller starte hjemmeskole synes jeg, at du skal forsøge at mærke efter i dig selv, om det virkelig er det, at du har lyst til og overveje, hvad der ville være fordelene i at skifte skole endnu en gang. Som du selv skriver, kan jeg forestille mig, at du kan komme til at savne dine venner, ligesom at de stensikkert også vil komme til at savne dig. Måske din klasselærer også kan være med til at give dig nogle perspektiver på, hvilke muligheder der er. 


Du skriver også om din oplevelse med en gammel veninde, hvilket lyder som en hård situation. Din veninde lyder heller ikke til at have det rigtig godt, siden hun ryger og laver kriminelle ting, men som du selv skriver, gør hun det formentligt for at imponere drengen, I begge to godt kunne lide. Jeg synes, det er mega sejt af dig, at du ikke har gjort det samme, for de ting skal man slet ikke gøre - og særligt ikke i jeres alder. Hvis de snaps, hun sender dig, gør dig ked af det, hvilket jeg sagtens kan forstå, kan du eventuelt blokere hende eller lade være med at åbne dem, så du skåner dig selv for at komme i dårligt humør, når hun sender dig snaps. 


Mit bedste råd til dig ville være at involvere din lærer i det og eventuelt fortælle ham/hende alt det, du også har skrevet til os herinde, for så er jeg sikker på, at de vil hjælpe dig i den her situation ved at arbejde med jeres klassedynamik - også uden at fortælle at det er dig, der har fortalt, at der er lidt problemer - for det skal være en god oplevelse for alle at gå i skole. 


Jeg håber, at svaret kan give dig lidt ro i maven, og at du kan bruge det til at få det bedre med at gå i skole igen. Hvis du har flere spørgsmål eller tanker, må du altid skrive herinde igen.


Kærlige hilsner

Signe

Vær opmærksom på: Disse svar skal kun ses, som ekstra råd, set fra en ungs synsvinkel. Svarene i denne brevkasse er skrevet af unge og kan IKKE sidestilles med professionel rådgivning. Hvis du tror du har en sygdom, eller hvis du har psykiske problemer, skal du gå til din læge og/eller snakke med en voksen du stoler på. Find yderligere hjælp disse steder.

Har du et godt råd?

"først tak for en rigtig god side, I har hjulpet mig igennem mange ting bl.a. at stoppe en spiseforstyrrelse, så tusind tak for det"

- Anonym