Brevkassespørgsmål
De evige tre...
Kære brevkasse.
overskriftet er taget af tove ditlevsen. selvom min sitution er anderledes end digtet, minder den alligevel lidt om.
Det her er virkelig mærkeligt for mig at skrive til nogen jeg ikke kender, for at kunne få en objektiv mening til tingene, for jeg har altid haft mine veninder til ting som det her.
Jeg har altid flygtet fra svære problemer. Udenom konflikter skænderier og besværlige situationer jeg ved kommer til at bære smerte med sig. Det er min største styrke men også min største svaghed. I lang tid har følelser jeg har haft bygget sig op denne her person, en intelligent fyr i skovmandsskjorter med rare øjne. han går i 2.g mens jeg går i 1.g. han giver mig modstand viser interesse giver mig sommerfugle i maven ved et enkelt blik. vi havde til til et par fester flirtet og en enkelt kysset rimelig heftigt. vi havde da også et par dates og jeg kunne mærke at det vi havde gang i, var besværligt men gengældt.
jeg var forelsket, men samtidigt alt for uerfaren til gå efter en fyr som ham på det tidspunkt, og da jeg når til højdepunktet i vores lille romance (festen hvor vi kyssede heftigt) åbnedes der sig en sluse i mig af forelskelse, og ikke kun mod ham.
Dagen efter, gennem en veninde, møder jeg en anden fyr. vi snakker fantastisk, klinger naturligt og jeg føler mig på en eller anden måde mere på ligemænd med ham. I starten mente jeg slet ikke noget med os to sammen for han er ikke min type, men lynhurtigt udvikler min forhold til fyr2 sig..
Og mens skovmandskjortefyren har en dårlig periode med hash og tunge bøger, bliver jeg kærester med fyr2.. Fyr2 bliver min første kæreste, den der tager min mødom og introducere mig til alting i et liv om parforhold, og jeg forelsker mig og holder af ham., Men jeg har stadig en hvis skovmandskjorte i tankerne når vi har sex, og selvom sex er fantastisk med fyr2 begynder jeg at skrive til skovmandsskjortefyren igen over facebook.
vores samtaler er gode, behageligt lange og jeg kan næsten ikke slippe computeren når vi skriver sammen.
jeg ved han har kunnet lide mig og sikkert stadig kan, men han er avanceret, dyb, klog, arrogant og til tider endda usikker, men altid venlig og vi fortæller hinanden dybe tanker og filosofier om livet.
men jeg har min kæreste, med humor, glæde, penge, komfort, og "kærlighed", hvilket er utroligt nyt for mig, spændende, men også skræmmende, og selvom jeg kan lide at være i mit forhold, frygter jeg at jeg flygter fra ægte kærlighed fordi den er besværlig og skrøbelig, og gemmer mig i et sikkert forhold jeg VED fungerer og en fyr som jeg ved holder af mig.
det der er så mærkeligt er at fyr2's gode veninder også er mine rigtige gode veninder, så de ville aldrig kunne være objektive i deres mening om hverken min kæreste eller skovmandskjorten. flere gange har de endda sagt: "godt det ikke blev til noget med skovmandsskjortefyren.. han ryger pind og han er heller ikek så pæn igen." eller lignende, og det gør mig ked af det da jeg stadig er forelsket i ham.
samtidig ville jeg ikke kunne drømme om at slå op med min kæreste for at jagte en ny fyr, især når min kæreste er så god for mig. han gør mig i godt humør, han er klog, han har humor og selvironi. men det er bare som om han ikke har det der dét, som jeg gør mig helt kulret og forelsket.
midt i alt det her er min far død af kræft så jeg ved ikke hvor mange ting jeg kan holde ud at rode mig ud i, og i den grad ud af.
flygter jeg ved at gøre intet? eller er det meningen jeg skal flygte, for at komme i den rigtige retning?
mit liv er forvirrende.
kærlig hilsen flygteren.