Jeg skriver da jeg godt kunne bruge et råd eller to omkring mit liv. Jeg bor alene med min mor og det har jeg gjort næsten hele mit liv. Min mor og mig er meget ens og det er noget kommet mere til syne her de seneste år da jeg ligesom selv har trådt lidt i karakter og sagt min mening. Mit problem er da min mor stort aftaltes har været single har hun skulle klare alt selv, det var dog noget hun selv valgte fra starten af! Men fordi vi jo kun bor os to sammen kommer der nemt skænderier.
Min mor har et kæmpe temperament og man skal egenligt bare holde sin kæft hvis man som mig er datter og "barnet". Men hun har det med at tro at jeg er irreteret eller sur hvis bare jeg opfører mig fuldstændig som jeg plejer. Selvfølgelig kan det mærkes en gang i mellem at jeg er teenager sådan er det jo. Men hun ødelægger fuldstændigt både mit humør og stemningen ved at komme med sine sure opstød. Hun beklager sig dog en del selv over at være enlig og have alt ansvaret (hendes seneste yndlingsemne). Men egenligt er jeg meget moden og indsigtsfuld af man alder at være. Da jeg kom på min nye skole blevet min lære meget forbavset over mig.
Jeg flyttede skole i 3. Klasse delvist på grund af dem jeg gik i klasse med men men mest af alt på grund af vores lærer som bare ikke skulle have været lærer efter manges mening (bla. Min mor og daværende papfar). Derefter startede jeg i en anden klasse og ja der kunne jeg altså have været en del heldigere. I denne klasse endte jeg med at befinde mig "nederst i hiarkiet" og og har en såkaldt veninde som også befinder sig der.
Men på grund af samme har jeg også været udsat for mobning hvilket virkelig fik mig ned i en periode jeg var ulykkelig. Men af en eller anden grund gik lige så stille lidt bedre og så lige pludselig ændrede jeg min indstilling. Jeg tænkte fuck det her jeg gider ikke at skulle holde mig tilbage og være usynlig bare fordi de ikke nødvendigvis kan lide mig. Siden da syntes de andre også at jeg er blevet sødere (nok fordi jeg ikke hele tiden var i forsvarsposition). Jeg er blevet accepteret men stadig ikke inde i varmen. Jeg er blevet så meget stærkere på grund af alt det lort jeg har været i gennem.
Noget helt andet er min bonusfar som jeg virkelig holdte af han har været der så længe jeg kan huske og var nok ikke nogen typisk far. Han var meget ustabil hvilket gjorde at min mir og ham gik fra hinanden, men har jo stadig som en far for mig. Jeg så ham hver anden weekend (hvis han altså overholde aftalen). Han VAR min far og jeg kunne ikke se at han havde nogle fejl. Jeg ville ikke se det.
Han var rodet ind i en masse med stoffer og sådan noget. Da jeg blev ældre vidste jeg jo godt at alt ikke var helt som det skulle være. Men jeg elskede ham og det var en fejl. Han afbrød alt kontakt og flyttede til udlandet. Jeg var knust og blev sur, men det værste var jeg var parat til at tilgive ham så snart jeg så ham. Da han gjorde det igen vlev jeg ligeså knust. Jeg voksede op med det minde om ham og jeg var klar til at tilgive ham hvis han nogensinde opsøgte mig. Jeg ventede bare på det mindste tegn fra ham. Jeg ved ikke hvad jeg syntes om ham nu men han er gent væk, helt ind bagerst i min hjerne hvor jeg ikke behøver at bekymre mig om ham.
hun er en man ikke kan stole på og hun kunne ikke drømme om at hjælpe mig hvis det betød hun skulle opgive noget. hun skjuler dog alt det rigtig godt bag sin perfekte facade som den artige pige der altid laver lektier og gør som hun bliver bedt om. da vi var yngre havde vi et nogenlunde godt venskab men det var satdig mest kun skolen vi var sammen. hun er næsten aldrig sammen med nogen efter skoletid og jeg har en mistanke om at hun måske har problemer derhjemme. Jeg tror muligvis hendes far drikker men de opretholder altid den perfekte facade. Jeg har ondt af hende hvis det er tilfældet men hvad skal jeg gøre?
Hun har som sagt et nogle specielt tætte forhold til nogen som helst. Jeg har prøvet at snakke lidt om problemer derhjemme men hun vil jo gerne være perfekt så fortæller intet. Hvis man spørger skændes de aldrig derhjemme hvilket jo skulle være et underligt og esceptionielt tilfælde. Men jeg tænkte at hvis nu jeg fortalte lidt om mine problemer ville hun måske åbne lidt op men tværtimod. Det føles næsten som om hun glæder sig over mine fejl og mangler.
Da jeg kom ind i klassen var hun og hendes gode veninde "de kloge" og jeg blev så veninder med dem. Efterhånden blev jeg også en af dem da de gik op skolen kom jeg også til det. Men desværre gik hendes/vores veninde ud og lige siden har det været som om hun prøver at være bedre end mig i skolen. Hun spørger altid hvad jeg får i diverse prøver og tests og i en periode var det som om hun blev sur og irreteret på mig hvis jeg var bedre. Hvis jeg nævnte det så benægtede hun.
Tilbage til topic. Min mor har ikke haft en rigtig kæreste siden jeg var ca. 9 år og det undrer mig ærligt talt ikke. Hun er en rimelig stor mundfuld når man skal døje med hende i længere perioder. Hendes sociale liv er også begrænset og hun har efter min mening ikke nok indhold i sit liv (socialt).
Jeg er ked af at det blev sådan en lang omgang. Håber i kan forstå det, på forhånd tak!
Kærligst Nynne :)
Vi har modtaget 5084 spørgsmål og givet 7551 svar de sidste 18 år