Er det sådan livet er?

Ehhm

Hvorfor er JEG sat på jorden? Jeg mener, vi er jo alle sat på jorden af en grund, men hvad er min grund? Jeg er stadig single, jeg har løget det meste af mit liv. Jeg snakker ikke med min far. Jeg føler mig som en mor. Jeg tænker på af flytte hjemme fra. Jeg drømmer og tænker på det perfekte forhold. Jeg ved ikke om jeg er til piger eller drenge. Jeg er fed, mørk i huden og kan ikke tage mig sammen til at træne. Jeg er misundelig på alle piger. Jeg vil være den pige en dreng vender sig om fordi han synes jeg var pæn, jeg vil blive mindet om hverdag at jeg faktisk er smuk at se på. Jeg går i seng næsten hver nat grædende men vågner op og håber næste dag bliver anderledes. Fuld af håb, og glædelse. Men ved at det ender i rutine. Jeg vil stadig leve på kanten med penge, jeg vil aldrig få det jeg peger eller ønsker, jeg vil gå med tanken om min mor er prostitueret, eller rengørings kone. Tanken om min lille bror går i gennem det samme som mig. Følsen af at være fuldstændig anderledes og ikke passe ind, skal være foreskellige personligheder, hvor man ikke engang ved hvem man selv er. Følsen af træthed, udmattelse, og færdiggjort. Er det sådan her en 16 årig pige skal føle? Er det derfor jeg er blevet sat på jorden? Er det sådan her livet er? Er selvmord virkelig snyd? Er det ikke en mulighed? En mulighed for at sætte låg på al smerten, fortvilrelsen, kravene. Hvorfor skal vi ligne Megan Fox for at være smuk? Hvorfor kan jeg ikke være smuk? Uden det skal indblande sex, makeup eller dans? Hvorfor gør det os mere tiltrækkende? Hvorfor er det at jeg længsel efter at tabe mig, få ordnet min krop, få større bryster, men stadig have den røv jeg har fordi jeg for komplimenter? Hvorfor vil jeg ønske at jeg havde blå øjne, fordi de siger det er specielt hvis man har det. Hvorfor er det jeg har lyst til at græde? Hvorfor er det jeg ligger alene, med følsen at gøre en ende på det hele? Jeg spørg igen, er det rigtig at livet skal være sådan her?