Forelsket i en drøm eller virkelighed

Hej.
Jeg er rigtig forvirret omkring den her dreng, den her helt fantastiske og perfekte dreng.. Den her dreng jeg er rigtig forelsket i. Jeg er lige begyndt på en ny skole, så snakker ikke med så mange endnu, og mine veninder går på en anden så de er heller ikke altid til at få fat i.
Men, jeg har forelsket mig bundløst i den her dreng, han er alt jeg ønsker lige i tiden, den eneste dreng der er rigtig og gør det som jeg gerne vil have det.
Vi fik en lille ting kørende i starten af sommerferien, og dum som jeg er havde vi sex første aften, vi var alene, men vi har dog kendt hinanden igennem to år og snakket sammen flere gange i ugen.
Men vi havde den her skønne sommer flirt, alt var en dans på roser, vi var sammen 1-2 gange i ugen, og skrev sammen hver dag i hvert fald.
Men da jeg skulle starte på en ny skole efter ferien, spurgte jeg hvor vi stod i forhold til hinanden og det vi havde gang i, men han sagde meget ærligt det ikke ville kunne gå da han har en meget stram hverdag og det ville være svært at få tid til hinanden, men jeg skulle ikke misforstå ham fordi han elsker mig, og jeg er den første pige han nogensinde har haft så mange følelser for og det er rigtig svært for ham.

Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, havde nok ærligtalt håbet jeg havde betydet nok til han ville prøve eller vi kunne snakke om en løsning, men jeg valgte egentlig bare at acceptere det, da jeg ikke ville få ham til at føle sig presset. Men efter jeg begyndte i skole, har vi været sammen tre weekender hvor vi lavede ting som vi plejer, gå ture, ligge i ske, se film, kysse, have sex og spise sammen.
Men når hverdagen kommer igen, så snakker vi sjældent sammen og hvis vi gør så er det ALTID mig der skal skrive til ham. Han har før sagt han ikke er så god over sms, han er bedre direkte, men jeg mener alle kan vel skrive et hej indimellem.
Det irritere mig, forvirre mig, gør mig ked af det og vred, fordi jeg vil så gerne han bare prøver og giver det en chance, bare en lille en. Men han fortæller ikke hvad han vil, hvad han føler eller hentyder til det, jeg føler mig som en lille dukke der altid er klar når han vil og har lyst.
Men da jeg havde fødselsdag for nogle uger siden havde han købt en forsinket fødselsdags gave til mig som jeg fik i weekenden, det var to rigtig flotte sølv ringe med sten i. Hvilket der forvirre mig mere.

Jeg ved ikke om jeg er en han vil have som mere end ven, eller om jeg bare er en ven med fordel.
Jeg vil nemlig ikke være en ven med fordel, jeg vil være hans eneste og jeg vil have han skal være min eneste, at vi skal være hinandens. Jeg ved ikke om jeg skal lade tiden vise hvad det er eller om jeg skal mande mig op og spørger ham. Ulempen ved at lade tiden vise det er at jeg bliver mere og mere glad for ham, og hvis han slet ikke vil have der kommer noget med tiden, så bliver jeg jo rigtig ked af det.

Jeg føler lidt han er bange for at knytte sig til en anden og forelske sig, fordi han er rigtig svær at åbne op og komme indtil, men det kan også være fordi jeg ligger mere i det end ham.
Og han er selv rigtig forvirret omkring hvad han føler og ved ikke hvad han vil.

Jeg har skrevet til ham at vi skulle snakke sammen, jeg vil rigtig gerne snakke med ham omkring det her, så jeg kan få et klart og tydeligt svar, så jeg ikke behøves at bruge alle mine kræfter på at tænke på det og prøve at regne ham ud, han er som en uendelig labyrint..
Men jeg er meget genert og klodset når det handler om at snakke om måske enden og jeg for aldrig åbnet munden og så begynder jeg at græde, så har i nogle gode råd og hvad burde jeg sige og undlade at sige?

Skal jeg evt. bringe op hvordan vi kunne få det til at fungere? Hvad jeg føler for ham? Hvordan jeg har det omkring hvad der foregår? Skal jeg fortælle ham at det gør mig ked af det?
Jeg spurgte ham 2 gange i sommerferien om hvad han ville, men anden gang blev han lidt sur i det fordi det havde han svaret på og så var der ingen grund til at spørger en anden gang.
Så er bange for han bliver irriteret og lukke af igen, eller han føler jeg ligger ordne i munden på ham.
Jeg forventer jo ikke han skal sige vi bliver kærester, men at han vil prøve at få det til at fungere eller at der slet ikke skal være noget, og han misforstår nemt sådanne ting.

Hvad synes i omkring det hele?
Har i nogle gode råd?
Kan i hjælpe med nogle af de ting jeg skal sige og undlade?
Har i prøvet lignende?
Hvordan kan jeg få ham til at åbne op og ikke være stædig og sige i nej, med frygten om hvad der kan ske?

Knus fra mig, undskyld hvis det hele er meget forvirrende.