Forelsket i lærer og selvmordstanker - hvad gør jeg?

Hejsa TheLove.
Det er sådan, at jeg har gået rundt med nogle problemer i 8 måneders tid nu og tænkte, at jeg ville skrive ind til jer, for at høre, hvad i har at sige til det Ikke at jeg forventer noget professionelt svar, men trænger bare sådan til at komme ud med det her inde! Jeg vil ikke sidde og forklare en hel roman om, hvad der er sket det sidste halve år, men tager det i "små" skridt:
Undskyld at det blev lidt langt..

For ca. 8 måneder siden blev jeg forfærdeligt forelsket i en lærer fra vores skole. Det skal lige siges at han er 41 år. I starten var det ikke så slemt, men det er blevet værre og værre med tiden, og det er værst nu. Vi begyndte så småt at snakke sammen, og han er utrolig god, rolig og flink at snakke med!

Da det havde været sådan i nogle måneder, begyndte jeg at få mange negative tanker omkring al ting. Jeg var ikke god nok, der var ingen, der kunne lide mig, alt var helt sort og der var var ingen, der forstod mig. Jeg begyndte at gøre skade på mig selv, og gør det stadig af og til idag. Jeg havde det så dårligt omkring alt, så jeg kontaktede min klasselærer, for at få noget hjælp. Hun fik fat i mine forældre, og vi gik til lægen med det. Han fik fat i en psykolog, og jeg har været til omkring 5 eller 6 samtaler nu. (Er stadig i kontakt med psykolog)
Vi blev enige om at fortælle den pågældende lærer om mine følelser for ham, fordi det kunne være en rigtig god løsning. Jeg sendte en mail til ham, og vi fik snakket sammen efter skoletid 2 dage før sommerferien. Han tog det meget fint, og jeg fik forklaret ham, at jeg ikke ville have et forhold eller noget med ham, men bare ville have, at han skulle vide, hvordan jeg havde det, fordi det ville gøre det lidt lettere for mig. Han ville selvfølgelig stadig gerne være en lærer, som jeg kunne snakke med, som før i tiden. Så vores samtale gik fint.

Nu er der gået 8 måneder, og jeg holder stadig så utroligt meget af ham. Jeg græder mig selv i søvn HVER nat, og det føltes fuldstændig forfærdeligt! Han betyder ufattelig meget for mig, og han er den Eneste jeg føler mig tryg ved. Jeg ser ham ikke så tit, som jeg gjorde før i tiden, da jeg er kommet i en hel anden klasse, i en hel anden bygning på vores skole, hvor han ikke kommer så tit...

Lige nu hader jeg mig selv, for ikke bare at kunne give slip på ham og lade ham gå. Jeg har hovedpine konstant, spiser næsten Intet (jeg spiser ikke morgenmad, får ikke noget nede i skolen eller når jeg kommer hjem. Det eneste jeg får er en lille smule aftensmad) og jeg kan ikke sove om natten. Og når jeg så falder i søvn, vågner jeg altid mindst en gang i løbet af natten, og har svært ved at falde i søvn igen. Det har stået på i to ugers tid nu.
Jeg har en meget mærkelig tanke, som jeg ikke selv kan styre, eller forstå. Den går ud på at få mig til at have det dårligt. Altså, jeg Vil gerne have det dårligt. Jo dårligere jeg får det, jo bedre er det... Hver gang jeg ved, hvordan jeg kan få det godt, lader jeg være. Fordi jeg vil ikke have det godt, men rigtig dårligt istedet. Og jeg hader mig selv for det, for ved ikke, hvorfor jeg tænker sådan, og det piner mig helt vildt.

Jeg er meget anderledes, end alle andre jeg kender på min alder. Jeg har en anden tankegang, er mere moden, og er Noget bedre til at tage mig af folk, og sørge for, at de har det godt. Det gør det lidt svært, at kunne være sammen med for mange mennesker. Jeg kan for det meste aldrig være med til noget af det de andre laver. Foreksempel tage til Open by night, holde overnatninger, tage til Sjovlørdag eller bare vil mødes et sted og hænge ud. Det gør for det meste, at jeg sætter mine problemer mere i fokus, hvis jeg er sammen med for mange, der skal stå og bande i hver en sætning, og snakke om ligegyldige ting. Så jeg kan ikke alt det, jeg engang var helt vild med.

For at komme tilbage til ham læreren: Jeg elsker ham rigtig højt! Han er den Eneste jeg føler mig tryg ved, og jeg savner bare at kunne snakke med ham... Kunne høre hans stemme, og bare vide at han er her. Jeg vil bare gerne være ved ham, og kunne "mærke" han er her. Ikke have et forhold til ham, men bare kunne gå trygt rundt og vide, at jeg kommer til at snakke med ham...
I de få sekunder jeg ser ham, forsvinder Alt det negative, og alt det... fantastiske kommer frem. Han Er nemlig helt fantastisk!