Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Mille,
Jeg synes ikke, at alderen har nogen betydning for et eventuelt forhold. Det der er kompliceret er, at du er forelsket i din brors ven. Jeg kan godt forstå, at din lillebror vil synes, at det er lidt mærkeligt. Ender du med at finde sammen med hans ven, vil din bror nemlig opleve, at vennen ikke længere kun besøger jer, fordi din bror skal være sammen med ham, men fordi han skal være sammen med dig - det kan være svært at acceptere, når man sidder i din brors situation - især hvis du skal til at se hans ven hver dag.
Det er meget svært at tyde hvad dit crush egentlig har af følelser i alt det her. På den ene side kan han jo nok godt lide dig, men alligevel fortæller han dig, at han ikke vil bindes til en kæreste. Så han er muligvis interesseret i dig, men vil måske ikke have noget seriøst som tiden er lige nu? Du har jo egentlig allerede fået svar på, at han ikke vil være kærester, men hvis du bliver ved med at tvivle, fordi han sender blandede signaler, så synes jeg godt, at du kan spørge ham igen og fortælle, at du gerne vil have et helt klart svar. At du kan bliver forvirret over det han fortæller og at det virker som om, at han skifter mening hele tiden. Jeg ved ikke helt hvad han hentyder til, når han siger, at du skal stå ved dine egne meninger. Er det i forhold til din bror? Hvis det virkelig bare skal være dig og dit crush, så må du også gøre dig klart, hvilke konsekvenser det eventuelt kan have. Uanset hvad bliver du nødt til at gå helhjertet ind i din beslutning, ellers bliver det kun noget rod.
Jeg synes ikke, at du behøver at inddrage din bror mere i situationen før du ved, hvor det hele fører hen og om der overhovedet bliver mere mellem dig og dit crush. Finder i tilfældigvis sammen en dag, så er din lillebror måske også blevet lidt ældre (selvfølgelig afhængigt af hvor længe der går) eller har nået en bedre forståelse for jeres forhold, hvis han lige får lov til at gå lidt med tanken om jer to sammen.
Jeg håber, du finder ud af det :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte