Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Xenia,
Det lyder i hvert fald til at du er blevet ret glad for denne fyr. Han viser også uden tvivl interesse for dig, ud fra hvad du har skrevet her. Jeg kan dog ikke svare dig hundrede procent på, om han er vild med dig på samme måde, som du er med ham eller om han ser dig som en veninde, han elsker at hænge ud med og ikke mindst lave sjov med.
Jeg kan godt forstå, at du bliver forvirret over jeres forhold til hinanden efter elevfesten, alligevel lyder det ikke til på ham, at de to andre han har kysset med, har betydet noget for ham. Han har sikkert bare været fuld og haft sig en fest. Jeg tror ikke, at du skal lægge så meget energi i lige netop dette. Medmindre han selvfølgelig har givet udtryk for andet. Selvom din veninde sagde, at du ikke havde brug for at snakke om det, så kan det godt lidt virke som om, at du måske egentlig gerne vil høre, hvad han har at sige til det. Hvis du gerne vil vide det, så kan du enten spørge ham selv, eller få din veninde til at spørge lidt ind til det og se om han kommer med nogle svar, som du vil kunne bruge til noget.
Det der skete i torsdags, hvor du er på hans værelse, der virker det også umiddelbart til at roomien ved noget om ham og måske dig. Først og fremmest ved at invitere dig ind og også at lade jer være alene. Det kan være at din fyr snakker meget om dig eller andet, der gør, at roomien reagerer sådan. Ud fra hvad jeg kan læse, så synes jeg, at der er ret tydelige tegn på, at han viser stor interesse for dig og virkelig nyder at være i dit selskab. Han er måske også bange for, at du ikke føler det samme som ham? Derfor viser han ikke noget fuldstændig klart? Selvom meget tyder på, at han er vild med dig, så kan jeg ikke garantere dig noget, det kan sagtens være en måde, han viser jeres venskab på og dermed blot betragter dig som en rigtig god veninde.
Hvis du tør, kan du jo prøve, at vise endnu mere interesse for ham og komme med nogle små hentydninger, som at røre hans hånd, når i går ved siden af hinanden eller sørge for at i igen kommer til at være ved siden af hinanden til den næste film. Du kan selvfølgelig også spørge ham mere direkte, hvad han tænker om dig, men der er også en større risiko forbundet med dette og hvis det skulle vise sig at være en afvisning, vil det ramme endnu hårdere - dog kan det modsatte jo også ske! Ellers synes jeg, at du skal prøve at fortsætte sådan her lidt endnu og se hvad der sker med tiden. Det kan være det hele løser sig af sig selv. Selvfølgelig skal du blive ved med at vise interesse for ham, så han ved, at du gerne vil ham. Det kan også være, at i har mulighed for at hænge ud sammen en af dagene her i ferien? Bare dig og ham. Du kan jo spørge om, det er noget han har lyst til, og se hvordan han reagerer. Vil han gerne (hvis det er muligt), så er der måske noget om snakken.
Jeg håber, at dette hjalp dig lidt på vej :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte