Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Kenneth,
Jeg kan sagtens forstå dit dilemma, og det er bestemt ikke en let situation at stå i.
Selvom du føler, at i allerede har haft noget sammen de fire måneder, hvor hun havde kæreste, så kan jeg måske godt lidt forstå hende, når hun siger, at det ikke tæller med i "regnskabet" på samme måde. I er på en måde startet forfra efter at hun er blevet single, i skal igen lære hinanden at kende nu under andre forudsætninger. Det er i hvert fald vigtigt, at du deler dine frustrationer med hende, så hun kan se hvordan det påvirker dig og din hverdag.
Selvom det er rigtig hårdt og det kan virke lidt uforståeligt, så er det måske kun en god ting, at hun får lidt tid uden en kæreste, hvis hun bliver presset for hurtigt ind i et nyt forhold uden at være kommet sig helt over sin tidligere kæreste, så vil det desværre nok kun skabe flere problemer end det vil gavne.
Det er helt sikkert en svær situation, du står i, da det ikke virker til at i ønsker det samme her og nu. Du bliver nødt til at gøre op med dig selv, om hun er værd at kæmpe så meget for. Om du kan leve med at lege kærester i skjul og om du kan acceptere hendes svar på jeres forhold. Det er nogle svære ting at skulle acceptere, hvis du i virkeligheden ønsker noget helt andet. Jeg synes ikke, at det er et unfair krav, du har stillet til hende. Du har brug for at hun melder klart ud hvad hun vil, og derfor bør hun også finde en måde, hvorpå hun kan beslutte sig. Dog skal du også være opmærksom på, at det hun måske virkelig har brug for ikke at have de samme forpligtelser overfor en ny kæreste, så tidligt efter et brud. Det kan godt være, at hun gerne vil være sammen med dig, men endnu ikke er klar til at binde sig og skulle leve op til alt det, som det vil sige at være i et forhold. Dette kan være en grund til, at hun hellere vil være kærester i skjul, fordi der måske ikke er det samme forventningspres på hende?
Du bliver i hvert fald nødt til at gøre op med dig selv om hun er værd at vente på og om du tror, der er en reel chance for, at i to ender som kærester. Hvis du allerede nu kan se, hvor det bevæger sig hen, og det ikke er i en retning, som du ønsker, så bliver du måske nødt til at indse dette og forsøge at komme videre. Så overvej hvor længe du vil blive ved, og hvor længe, du kan holde til et forhold som dette. Måske du vælger at give hende en måned mere, hvor i hygger jer som i plejer, og hvor du måske ikke hele tiden stiller hende i et dilemma med hvad hun skal vælge. Men hvor du så efter denne måned, beder hende tage stilling til jeres forhold, hvor du bliver nødt til at få et klart svar - du skal kun se dette som et forslag, måske du har en anden måde, der passer dig bedre.
Jeg håber, at dette kan hjælpe dig lidt på vej :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte