Hej
Tak for dit spørgsmål. Jeg har prøvet det samme, da jeg gik i 9. klasse. Det ér bare lettere at snakke sammen, når der er alkohol involveret, fordi man ikke tænker så meget over, hvad man skal sige, pinlig tavshed osv., så jeg kan godt følge dig.
Selvom det er svært og grænseoverskridende, synes jeg, at du skal tage dig mod til at snakke med ham en dag! Bare en lille kommentar eller overfladisk samtale, så I kommer i kontakt. Det gjorde jeg dengang i 9. klasse, og vi blev kærester efterfølgende. Derfor synes jeg virkelig, at du skal forsøge at sige noget til ham. Interesserer han sig for fodbold eller dyrker han en sport? Så kan du høre, hvordan det gik til gårsdagens kamp eller sige tillykke med resultatet. Du kan også spørge, om han har hørt, at (et eller andet aktuelt) eller lignende. Jeg ved, at det er grænseoverskridende, men det ser ud til, at det er dig, der skal tage det første skridt, siden der ikke er sket mere :-)
Jeg kan ikke svare på, om han er vild med dig. Det kan du mærke på hans signaler. Du skriver, at du også tror, at han føler noget for dig. Det håber jeg for dig. Jeg vil alligevel sige, at du skal passe på dig selv og finde ud af, om han kun vil noget, når han er fuld. Det er der nemlig flere fyre, der vil. Men det lyder heldigvis til, at du tror, han føler det samme for dig.
Go for it. Og husk: hvis situationen bliver akavet, er I to om det, og det er ikke kun din skyld. Men jeg er overbevist om, at han gerne vil snakke med dig, når I har skrevet om det. Måske er han også genert. Held og lykke med det.