Svar fra Lotte
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej du,
Det er en rigtig svær situation, som du står i, når vi netop ikke ved, hvad der har fået hende til at vende 180 grader. Der kan være mange ting, der spiller ind og det hele vil kun være gætværk.
Enten så foregår, der virkelig bare meget i hendes liv lige pt., der gør, at hun ikke har overskud til hverken at skrive eller ses med dig. Alligevel lyder det desværre lidt til, at hun vist ikke var så interesseret i dig alligevel, måske ikke som hun troede. Selvom du siger, at i er blevet enige om, at i havde en lille flirt og at hun har sagt, at hun var interesseret og sådan, så kan det alligevel godt have betydet forskellige ting for jer.
Selvom det på ingen måde er fedt, så må jeg indrømme, at jeg selv før bare har skrevet lidt det, som jeg ved, at fyren gerne ville høre. Hvor jeg egentlig ikke har lagt så meget i det, men nærmere gjort det for at være "flink". Senere når det så er begyndt at tage overhånd, hvor fyren begynder at skrive mere seriøse ting eller lægger mere i det, så har jeg også lavet det nummer, blot at lade være med at svare. Det er rigtig tarvelig gjort af mig, og også af din pige her, hvis det er det, der er sket i dette tilfælde. Det kan jeg selvfølgelig på ingen måde vide, da jeg ikke ved hvad hun tænker, men det er blot for, at du måske kan se det fra en helt anden vinkel igen. Det betyder ikke, at det er det, der er sket her, men det er en mulighed.
Hvis hun ikke svarer på dine beskeder, så er det virkelig svært for dig at stille noget op. Alligevel må du jo forsøge at skrive til hende igen og stille nogle spørgsmål, der kan virke opklarende i forhold til hvad hun føler for dig. Det vil i hvert fald virke lidt voldsomt, hvis du bare tropper op foran hendes dør. Så jeg ville nok holde mig til beskederne, selvom det måske ikke rykker så meget, hvis hun ikke giver nogen respons. Ellers må du forsøge at skrive en helt klar besked, hvor du blot ønsker, at hun giver udtryk for hvad hun tænker. Om det er helt slut eller om der er andre ting, der går hende på. Jeg tror dog selv, at hvis jeg ingen svar fik, så ville jeg se det som et afslag, der rammer mig hårdt, men blot bekræfter mig i, at så er det ikke her, jeg skal bruge min tid og mine kræfter.
At hun ikke svarer, har ikke nødvendigvis noget med dig at gøre, det kan også være, at hun blot ikke føler overskud til at have noget med nogen nu og at det lige pludselig er gået op for hende, at hun havde brug for at være sig selv. Hvis dette er tilfældet, så forstår jeg dog ikke, at hun ikke blot har skrevet det til dig.
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil snakke med hende og være sammen med hende, når du har fået nogle følelser for hende. Så gør det ekstra ondt, når hun reagerer på denne måde. Jeg tror dog også, at du bliver nødt til at gøre op med dig selv om hun er værd at kæmpe så meget for, hvis hun slet ingen interesse viser mere. Jeg synes det er fedt, at du gerne vil kæmpe for hende og vise hende, at hun betyder meget for dig. Alligevel må du også huske på dig selv og finde ud af hvor længe, du kan holde til det, før du må forsøge at komme videre. Selvom dette kan være mindst ligeså svært.
Jeg håber, at dette var en lille hjælp :-)
Kærlige hilsner fra
Lotte