Modstridende følelser, forbudt kærlighed

Hej thelove.dk

Jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde, for jeg aner ikke hvad jeg vil opnå med dette brev..

Det omhandler en fyr, som jeg mødte, da jeg tog min HG, som jeg har afsluttet i år. På første år kendte vi ikke hinanden særlig godt, så der snakkede vi ikke særlig meget sammen. Så kom andet år, hvor vi tilfældigvis blev placeret ved siden af hinanden. Det udviklede sig hurtigt til et venskab mellem ham og mig og vi brugte resten af året på at sidde sammen. Vi er enige om mange ting og dog så forskellige på mange punkter. På en god måde. Efter et par måneder, begyndte jeg at mærke en vis forelskelse i mig rettet mod ham. I starten ville jeg ikke indrømme det over for mig selv, men i sidste ende måtte jeg jo erkende, at de søvnløse nætter havde en betydning. Der var ikke noget jeg elskede mere, end at møde op i klassen og sidde ved ham. Han var så sød og kærlig, agede mig på ryggen og klemte mit knæ i ny og næ. Han lagde tit armen om mig og trak mig ind til sig. Duften af ham beroligede mig. Jeg kunne skrive en roman om alle de søde ting, som han gjorde. Et eller andet sted, lignede vi et kærestepar.

Alligvel så foregik vores "venskab" kun inden for klassen. Vi skrev aldrig med hinanden hverken på facebook eller sms. Det har forvirret mig rigtig meget, for jeg ved ikke hvor jeg har ham. Han opførte sig jo ikke sådan over for de andre piger. I ny og næ fik de et kram, men længere var den ikke. Han har ikke haft en kæreste så længe jeg har kendt ham, men jeg ved, at han er sammen med piger, når han er i byen. Men hvor stiller det mig så? Var jeg bare tidsfordriv i en kedelig skoledag? Det føles direkte ydmygende.

Eller skyldes det måske, at jeg er muslim? Det glemte jeg at nævne i starten af indlægget, men det er jeg. Jeg har tit tænkt over, om det ville have forholdt sig anderledes, hvis denne religionsbarrier ikke var i mellem os. Et eller andet sted er jeg sikker på, at hvis det var muligt, ville vi være sammen. Som muslimer må vi jo ikke have kærester eller nogen fysisk kontakt med det modsatte køn, hvilket har bevirket at jeg har haft elendig dårlig samvittighed over hans berøringer og kram. Men på den anden side, så har jeg nydt dem mere end noget andet. Det er så svært at stå i en situation med to modstridende følelser. Det er simpelthen sådan en forvirrende og udfordrende oplevelse på alle planer.

Nu sidder jeg efter at have afsluttet et pænt stykke tid sammen med ham og tænker over, hvordan jeg skal vænne mig til aldrig at se ham igen til hverdag. Han flytter til København for at studere og jeg forbliver her på Fyn, så vi kommer ikke til at ses.. Og det gør hammer ondt. For jeg vil utrolig gerne være sammen med ham, men på den anden side, så er jeg en troende og praktiserende muslim. Muslimske kvinder må under ingen omstændigheder være sammen med ikke-muslimske mænd ifølge Koranen. Var det op til mig, ville jeg ikke have noget i mod, at han ikke selv er muslim. Men jeg er nødt til at følge nogle principper, som prøver at tvinge disse følelser ud af mig. Og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre længere. Jeg er ikke typen, som fortæller mine veninder om mine forelskelser. Det kan jeg simpelthen ikke, så jeg har gået med denne følelse alene i et pænt stykke tid. Jeg har behov for at høre nogens mening om min situation; er det forkert, er det ynkeligt, hvad er det? Jeg har ikke behov for at vide, hvad jeg skal gøre, for det er allerede besluttet; jeg kan jo ikke være sammen med en ikke-muslimsk dreng eller indlede et kæresteforhold. Det er udelukket og det er jeg bevidst om, at det er mit eget valg.

Måske var denne besked en måde, som jeg kunne beskrive mine følelser på. Der er ikke et reelt spørgsmål. Jeg havde behov for at komme ud med dem til en eller anden, som ikke ville dømme mig og pege fingre af mig, men kun komme med sin mening om min håbløse situation. Hvad ville andre have gjort i min situation?

Vh