Samtale med lærer om forelskelse

Hejsa brevkasse

Jeg er havnet i dette dilemma, hvor min psykolog, som jeg har gået til i over et år nu, har spurgt mig, om jeg ikke kunne tænke mig at få den lærer, som jeg er ulykkelig forelsket i med til en samtale. Det skal lige siges, at jeg sidset år før sommerferien, fortalte ham, at jeg havde følelser for ham. Det foreslog min psykolog, og jeg gik med til det, da jeg troede det ville hjælpe mig. Men det har det ikke.. Hver dag vokser forelskelsen. Jeg tænker på ham hele tiden, har før i tiden skåret meget i mig selv, haft selvmordstanker, taget sovepiller, da jeg ikke kunne sove, det kan jeg stadig ikke, men jeg holder en pause fra pillerne. Jeg græder stadig tit over ham. Han har udløst to panikanfald hos mig (jeg har socialfobi) og den ene af gangene, gik jeg hulkende hjem fra skole, jeg kunne ikke stoppe med at græde, kunne ikke få vejet, havde hjertebanken og jeg var svimmel... Tanken om ham slår mig ihjel inden i.. Tanken om, at han er ált det jeg áldrig kan få, men ált det jeg ønsker.. Den gør mig dybt ulykkelig..

Men problemet er, at jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg tænker om dette. Jeg vil rigtig gerne have ham med til psykolog, da jeg gerne vil have ham til at forstå alvoren i denne forelskelne, men jeg er rigtig bange for hans reaktioner.. Jeg er bange for, at han efterfølgende beder mig om, at holde mig væk, komme mig over ham, og få ham ud af tankerne. Eller hvis han nu slet ikke vil med til samtale, eller jeg skaber problmer ham.. Han er trods alt gift og har børn, og jeg ønsker ham intet ondt, eller at skabe problemer for ham.. Jeg er ufatteligt bange for at han siger netop, at han ikke gider at have noget med mig at gøre, at jeg skal lade ham være i fred, komme mig over ham og lade vær med at tænke på ham. Det var nemlig det min psykolog sagde, at han ville sige. Og efter han fortalte mig, at han ville sige det til mig, brød min verden fuldkommen sammen.

Men hvad synes i om dette? Jeg er klar over at i måske ikke ved hvad i skal gøre ved det, men jeg er så forvirret, bange og frustreret.. Jeg ved sket ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har bare brug for nogle positive sider ved det, og måske nogle negative.. Min psykolog har tænkt sig at ringe til ham i september måned, da jeg allerede har sagt ja til det, men jeg kan stadig nå at sige fra. Hvad er jeres tanker om Dette?

kh mig