Svar fra Johanne
Brevkasserådgiver
UngZone
Hej Julia!
Jeg kan sagtens forstå, at du har svært ved at finde ud af, hvordan du lige skal gribe tingene an.
Efter min mening gør du det helt rigtige ved at forsøge at "vælge" nu, så du ikke fortsætter med at skrive med begge fyre på samme tid - især, når der er følelser involveret.
Hoveddilemmaet synes jo umiddelbart at være, at du føler, at højden er et problem ved den første fyr, som du egentlig er blevet vild med. Jeg har selv stået i lignende situationer og ved, at det bestemt ikke er nemt - men for mig har højden så stor en betydning, at jeg med det samme dropper at "gå videre" med en sød fyr, hvis han er lavere end mig. Det kan måske lyde ret overfladisk, men man skal også have det godt og føle, at det er naturligt at stå sammen/kysse osv., og det synes jeg ikke. Det skal dog siges, at jeg jo i bund og grund er helt enig i, at udseendet ikke skal komme i første række.
Så det du nok først og fremmest skal gøre op med dig selv, er, hvor stor en betydning det har for netop dig. Hvis du finder ud af, at du er meget generet af det, ville mit råd være at sige det til ham, som det er - selvom det kan virke hårdt! Du må selvfølgelig huske at lægge vægt på, at det ikke har noget at gøre med hans personlighed eller generelle udseende som sådan.
Hvis du så har lyst til at fortsætte med at skrive med den anden fyr og lære ham bedre at kende, så synes jeg personligt, at din veninde skal have det at vide. Selvom de har haft sex, er det jo ikke sikkert, at hun har følelser for ham og overhovedet har noget imod det. Så prøv at tage en snak med hende for at finde ud af, hvor meget de egentlig har haft kørende - og du kan jo også godt spørge ham selv om, hvilke følelser, der er/har været indblandet.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvilke af fyrene du skal gå efter og hvor meget hensyn du skal tage til din veninde - det er selvfølgelig op til dig selv og din fornemmelse. Men jeg håber, at dette var en lille hjælp, og at du finder ud af det!
Kærlig hilsen Johanne